16. JAN. 2024 KL. 09:31

Godkender anmodning: Ny boligorganisation er født på Christiania

Christiania

Christiania Boligorganisation skal henover de næste år bygge 15.000 kvadratmeter almene boliger på Christiania. De nye boliger skal huse omkring 300 beboere. Foto: Kristoffer Friis

Københavns Kommune har godkendt, at det nystiftede Christiania Boligorganisation skal stå for at udvikle og bygge 15.000 kvadratmeter almene boliger på Københavns gamle voldanlæg.

Den almene boligfamilie har fået et nyt medlem – Christiania Boligorganisation.

Den 8. januar 2024 gav Københavns Kommune grønt lys til, at den nystiftede boligorganisation kan opføre almene boliger i fristaden Christiania i København.

Med den politiske godkendelse fra kommunen, trækker den spritnye boligorganisation på Christiania nu i arbejdstøjet. Hen over den næste årrække skal de udvikle og bygge 15.000 kvadratmeter almene boliger, som skal understøtte udviklingen i området inden for rammerne af Christianias særlige fællesskab. 

”Det bliver et spændende projekt for os at integrere en ny boligmodel på Christiania. Vi har vores egen identitet her på Christiania, som adskiller sig fra andre boligområder. Det skal de nye boliger afspejle,” siger Mette Prag til Fagbladet Boligen.

Hun er koordinator for arbejdsgruppen, der står bag etableringen af Christiania Boligorganisation, medlem af Fondens bestyrelse – og selv christianit.

Mulighederne er mange

Tilbage i 2011 indgik staten og Fonden Fristaden Christiania en aftale om overdragelse af det gamle kaserneområde til fonden. I en senere tillægsaftale fra 2022 blev det aftalt, at der bliver opført 15.000 kvadratmeter almene boliger på Christiania, som man regner med skal huse 300 beboere.

Hvordan de skal se ud, og hvor de endeligt skal ligge på Københavns gamle voldanlæg afhænger af lokalplansprocessen. Men Mette Prag lægger ikke skjul på, at Christiania har gjort sig mange tanker om mulighederne for det kommende byggeri – fra tiny houses til etagebyggeri til start units med mulighed for selvbyg.

”Det er enormt vigtigt, at vi tænker os rigtig godt om, så vi sikrer, at de mange nye boliger og deres kommende beboere bliver en integreret del af fællesskabet og kulturen her på Christiania. Nu ser vi frem til at få en lokalplan på plads for området. Derefter skal vi lave forureningsundersøgelser af de grunde, der kunne være interessante at bygge på,” forklarer Mette Prag.

I Københavns Kommune mener teknik- og miljøborgmester, Line Barfod, at de almene boliger bliver en vigtig brik i den store forandring, som Christiania i øjeblikket gennemgår.

”Med oprettelsen af Christiania Boligorganisation kan christianitterne sikre, at området udvikles indenfor de rammer, som Christiania og staten har aftalt. Dermed kan den helt særlige status som en eksperimenterende bydel fortsætte, og det ser jeg som et kæmpe plus,” siger hun i en pressemeddelelse.

Artiklen forstætter under citatet

OM AFTALEN MED STATEN

Aftalen med staten betyder, at der skal bygges 15.000 kvadratmeter nye almene boliger på Christiania inden 2031.

Det svarer til cirka 300 nye beboere i forhold til de nuværende 850 beboere.

Kommunen skal udarbejde en ny lokalplan til dette.

Boligerne skal udlejes efter de gældende regler for almene boliger, herunder med kommunal anvisningsret.

Til gengæld kan Christiania købe en del af Christianshavns Vold og de boliger, som de lejer af staten, til en pris af 67 millioner kroner.

Kilde: Indenrigs- og Boligministeriet, pol.dk og dr.dk

Læs senere artikler

Christiania siger ja til regeringens plan om almene boliger

Læs nu
Læs senere
Tilføjet til læse listen

Ny almen boligorganisation på Christiania

Læs nu
Læs senere
Tilføjet til læse listen
"Det bliver et spændende projekt for os at integrere en ny boligmodel på Christiania. Vi har vores egen identitet her på Christiania, som adskiller sig fra andre boligområder. Det skal de nye boliger afspejle."

Mette Prag, koordinator i arbejdsgruppen

Samarbejde med KAB

Fonden på Christiania har haft flere erfarne boligfolk fra den almene boligsektor forbi for at fortælle om den almene boligmodel – og give inspiration til, hvordan man kan bygge indenfor det almene regelsæt.

På den baggrund indgik de tilbage i august 2023 en samarbejdsaftale med administrationsselskabet KAB, som skal hjælpe Christiania Boligorganisation med at få kortlagt behovene for boligorganisationen, så de kan gennemføre og efterfølgende drifte det kommende byggeri.

De skal også være med til at sikre, at den nydannede boligorganisation får de rette kompetencer til at navigere i en kompliceret almen lovgivning.

”Med så reguleret en sektor, er det en stor hjælp at have erfarne kræfter fra KAB ombord. Indtil videre har vi dannet en interim-bestyrelse, som består af fire medlemmer fra Christiania og tre medlemmer fra KAB. De skal varetage udviklingen af byggefasen, indtil de første beboere flytter ind, som jo så tager over,” fortæller Mette Prag.

I KAB ser man samarbejdet med Christiania og det boligprojekt, der ligger forude, som et spændende projekt, der potentielt vil vise nye veje og give inspiration til hele sektoren.

”Vi glæder os til det videre samarbejde og er stolte over at kunne bidrage til etableringen af almene boliger på Christiania,” siger Kim Geertsen, der er projektchef i administrationsselskabet KAB.

Boligtyper

Er det så unge, familier eller ældre, som Christiania gerne ser flytte ind på fristaden, når boligerne står klar?

”Vi er meget positive overfor bofællesskaber, hvilket kommunen også lader til at efterspørge. Men vi har ikke taget hul på, om de skal være til unge, ældre, familier eller enlige med børn. Vi glæder os til at se, hvad der bliver muligt inden for almenboligloven,” fortæller Mette Prag.

Hun beretter, at Christiania ser det nye udviklingsprojekt som en unik mulighed for at forene fristadens demokrati- og fællesskabsforståelse med den sociale boligform, som det almene repræsenterer.

Første fase af boligbyggeriet skal ifølge aftale med staten stå klar i 2027. Fagbladet Boligen følger det almene byggeprojekt på Christiania.

Om skribenten

Anja Andersen 02823
Anja Robstrup Andersen

Anja Andersen er journalist og skriver om drift, byggeri, renoveringer, personportrætter og livet i landets almene boligafdelinger.

Seneste Artikel

Usikkerhed om forsikring efter massive regnskyl: "Det kan blive rigtig dyrt"

Anja Andersen er journalist og skriver om drift, byggeri, renoveringer, personportrætter og livet i landets almene boligafdelinger.

Seneste Artikel

Usikkerhed om forsikring efter massive regnskyl: "Det kan blive rigtig dyrt"

Fik du

læst disse?

Oversigt Kbh BL-direktør: Der er brug for tryghed om ejendomsvurderingerne
Notech Ude Ålegræs i vinduerne: Beboere får bæredygtig isolering
Stinewadskaermunch01 Stine bygger bro og får flere udsatte børn og unge ind i foreningslivet
BL 04994 Ny BL-rapport: Flere vil bidrage til fællesskabet, men ved ikke hvordan
DSF9561 Ny hjemløsereform skal afskaffe langvarig hjemløshed
Se alle artikler ( 3003 )

0

Læseliste