Den tætte relation til beboerne er nøglen til bedre sundhed

En ny undersøgelse, som SDU har udarbejdet for BL, viser, at de almene beboere har langt flere sundhedsudfordringer end gennemsnittet.

Derfor har vi igangsat Sundhedsstafetten, hvor vi giver mikrofonen til en række aktører, som kommer med deres bud på, hvordan den almene sektor bidrager til en bedre sundhed i de almene boligområder.

Paul Bloch, seniorforsker, Steno Diabetes Center Copenhagen, deler i denne uge sine erfaringer:

Du er ansvarlig for et stort diabetes-projekt i Tingbjerg, hvor du oplever, at almene beboere har flere sundhedsudfordringer end gennemsnittet. Derfor er jeg nysgerrig på, hvilke potentialer du ser for at indtænke den almene sektor som en platform for nære sundhedsydelser i fremtiden?

Jo flere sociale udfordringer man oplever i hverdagen, jo dårligere er ens sundhed, og jo højere er risikoen for at blive syg. Det viser blandt andet WHOs undersøgelse ”Closing the Gap in a Generation”. 

Det betyder, at effektive sundhedsfremmende indsatser nødvendigvis må medvirke til at afhjælpe borgernes sociale udfordringer og ikke kun fokusere på risikofaktorer og individuel adfærd.

For at lykkes med denne opgave kræves brede og langsigtede indsatser, der kan understøtte borgernes arbejdsliv, fritidsliv og familieliv.

Det gælder også deres adgang til og deltagelse i uformelle sociale fællesskaber og i foreningslivets mere strukturerede aktiviteter.

I mange almene boligområder vil det desuden være nødvendigt at gennemføre indsatser, som kan styrke borgernes uddannelse og beskæftigelse. Der vil også være behov for strukturelle initiativer, der forbedrer boligområdernes arenaer og faciliteter til fremme af borgernes aktive udeliv og indeliv, og til sikring af borgernes adgang til gode og inspirerende foreningsmiljøer indenfor sund mad og bevægelse.

Almene boligområder er ganske vist mere påvirket af sociale udfordringer end andre boligområder, men almene boligområder er også beriget af en stor mangfoldighed af ressourcer, herunder traditioner, kulturer, ideer, erfaringer, kundskaber og mellemfolkelige relationer.

Det er disse ressourcer, der kan mobiliseres til at styrke den sociale og sundhedsfremmende udvikling i almene boligområder, og det er her, at boligorganisationerne for alvor kan spille en rolle i udviklingen af det nære sundhedsvæsen.

Ingen har nemlig bedre adgang til borgerne i almene boligområder end boligorganisationerne. Boligsociale medarbejdere, socialrådgivere og sociale viceværter er således eksempler på vigtige aktører med daglig kontakt til borgerne. Hér skabes stærke relationer og gensidig tillid mellem borgere og professionelle. Hér skabes fundamentet, hvorpå fremtidens borgernære sundhedssystem bør hvile.  

Hvordan kunne du drømme om, at samarbejde og partnerskaber fremover kan danne ramme for ”nærhed i sundhed”, hvor borgere i højere grad plejes og behandles, der hvor de bor?

Ingen enkelt aktør eller myndighed - offentlig, privat eller civil - kan løfte den sociale og sundhedsfremmende udvikling alene. Dertil er udfordringerne alt for store. Der er derfor kun én vej frem: Ligeværdigt og gensidigt forpligtende samarbejde.

Vel at mærke samarbejde mellem organisationer fra forskellige sektorer; samarbejde mellem fagfolk fra forskellige professioner; samarbejde mellem aktører fra forskellige arenaer; samarbejde mellem borgere fra forskellige befolkningsgrupper.

I den bedste af alle verdener blev sundhedssektorens skarpe ansvarsdeling mellem regioner, kommuner og almen praksis nedtonet og erstattet af velvilje og smidighed til at nå et højere fælles mål med borgeren i centrum; med boligområdet og lokalsamfundet i centrum.

I den bedste af alle verdener blev nye vigtige aktører inviteret indenfor som ligeværdige partnere i det nære sundhedsvæsen: Privatsektorens mange virksomheder, civilsamfundets mange foreninger og kommunernes mange forvaltninger.

For at lykkes vil dette kræve erkendelser hos alle. Erkendelser blandt private, civile og offentlige aktører om deres betydning og medansvar i sikringen af borgernes sundhed, og erkendelser blandt praktiserende læger, sundhedshuse, kommunale sundhedsforvaltninger og sygehuse om deres begrænsninger i sikringen af borgernes sundhed.

Med disse erkendelser er vejen banet for et partnerskabsbaseret nært sundhedsvæsen med borgeren i centrum.

Hvilke konkrete sundhedsindsatser arbejder Tingbjerg Changing Diabetes med, og hvordan kan I videreudvikle i den retning?

Tingbjerg Changing Diabetes er et langsigtet socialt og sundhedsfremmende initiativ, der arbejder med koblingerne mellem forskellige sektorer, professioner, arenaer og befolkningsgrupper i boligområdet Tingbjerg i det nordvestlige København.

Her anvender vi en metode, som vi kalder for supersetting-tilgangen. Den handler om at mobilisere de mange ressourcer, der findes blandt borgere og aktører i de almene boligområder.

Metoden er behæftet med fem vigtige principper:

1) integration for at sikre, at aktiviteter gennemføres på tværs af arenaer og i samarbejde mellem forskellige aktører.

2) deltagelse for at sikre, at borgerne er motiverede til at deltage i og tage ejerskab af udviklingen og gennemførelsen af aktiviteter.

3) handlekompetence for at sikre, at borgerne erhverver de nødvendige kompetencer til at give udtryk for og handle på deres mål og drømme.

4) kontekst for at sikre, at aktiviteterne respekterer og tilpasses hverdagslivets udfordringer og muligheder.

5) viden for at sikre, at forskningsbaseret viden løbende bliver indsamlet om aktiviteterne og anvendt til at forbedre dem.

IDIT sikrer, at borgerne får al den støtte, de har brug for, til at navigere i sundhedssystemets tilbud og mellem sundhedssystemets tilbud og sociale tilbud i lokalsamfundet.

Det er således indsatsens tætte kobling mellem sociale tiltag og diabetesspecifikke tiltag, der fremmer borgernes sygdomsmestring og styrker deres livskvalitet. Uanset om man testes positiv for prædiabetes eller diabetes, eller slet ikke testes positiv, står IDIT klar med forebyggende og sundhedsfremmende tilbud i lokalsamfundet.

Disse tilbud er både sociale, relationstyrkende, videnskabende og kompetenceopbyggende. Dermed rummer de, hvad der skal til for både at forebygge diabetes og fremme det gode liv med diabetes.