31. OKT. 2023 KL. 10:00
Nyt projekt skal give flere unge blod på bestyrelses-tanden
31. OKT. 2023 KL. 10:00
BL – Danmarks Almene Boliger er partner på et udviklingsprojekt, der skal give unge lyst og mod på at kaste sig ud i det demokratiske arbejde.
Netværksmøder, uddannelse og mentorordning.
Det er hovedingredienserne i et nyt udviklingsprojekt fra Tænketanken Demokratisk Erhverv, som BL – Danmarks Almene Boliger er partner på.
Demokratisk TalentLAB, som det hedder, skal de næste to år få langt flere unge engagerede og valgt ind i demokratiske virksomheder og andre frivillige foreninger.
Det er der behov for, siger udviklings- og analysedirektør ved Tænketanken Demokratisk Erhverv, Andreas Pinstrup Jørgensen.
”Demokratiske medlemsorganisationer kan risikere at tabe en generation af unge. Det peger vores undersøgelser på. Det gælder, både når det kommer til unges engagement i medlemsdemokratiet, men også i forhold til unges forståelse af og viden om den særlige ejer- og styreform. Vi står med en af de mest værdidrevne generationer i årtier, men de kender ikke til deres medlemskab eller de demokratiske virksomheders essens.”
For BL giver det rigtig god mening at være partner på projektet, fortæller konsulent i Samarbejde og Udvikling, Jane Thomsen. For selvom en nylig undersøgelse af det frivillige engagement i de almene boligområder viste, at der faktisk er en anelse flere unge mellem 18 og 35 år, der engagerer sig i det formelle beboerdemokrati, end aldersgrupperne derover, så må vi ikke slippe tøjlerne, siger Jane Thomsen.
”Vi skal have flere med for at sikre en kritisk masse af unge, der kan bevare demokratiet og udvikle det, så det følger med tiden. Og så skal vi også hele tiden have øje for at sikre en bred repræsentation blandt vores beboervalgte, så det afspejler beboersammensætningen i de forskellige områder.”
Demokratisk TalentLAB
"Demokratisk TalentLAB skal sikre et bæredygtigt generationsskifte i de virksomheder, vi ejer sammen, ved at få de unge ind i beslutningslokalerne.
Derfor rækker vi ud til dig, der er mellem 20-40 år, og som er nysgerrig på at deltage og engagere dig i de virksomheder, du er medejer af.
Du får gratis adgang til et af Danmarks stærkeste ungenetværk såvel som kompetencer, unik viden og konkret medejerskab i forandringen af vores samfund."
Klædt bedre på til indflydelse
Demokratisk TalentLAB skydes i gang med et netværk, hvor bestyrelsesmedlemmer under 40 år fra hele landet kan deltage. Det byder på netværksmøder, hvor der blandt andet vil være erfaringsudveksling og oplæg fra garvede bestyrelsesmedlemmer, kommunikatører, direktører og lignende. Deltagerne får ligeledes mulighed for at styrke deres kompetencer på området gennem uddannelsesmoduler, der er skræddersyet til deres behov.
Og så vil de unge kunne få et rutineret bestyrelsesmedlem som mentor, hvor det også er meningen, at erfaringsudvekslingen skal gå begge veje.
"De unge får et unikt tilbud om netværk, kompetenceløft og indflydelse på, hvor Danmark skal bevæge sig hen. Det sker på alle niveauer. Både for dem, som allerede er engagerede, og for dem, som blot er interesserede,” fortæller Andreas Pinstrup Jørgensen.
Ifølge Jane Thomsen er projektet en god måde at klæde de unge, almene bestyrelsesmedlemmer bedre på.
”Vi mener, at TalentLABs fokus på at skabe en platform for erfaringsudveksling for de beboervalgte og tilbyde kompetenceudvikling, er et helt relevant greb i forhold til netop at give de unge indblik i mulighederne for at få indflydelse og samtidig klæde dem på til opgaven. Derfor er det helt oplagt for os at være partner. Derudover ser vi også tilbuddet som en anerkendelse af deres engagement.”
Derfor kan boligorganisationerne med fordel opfordre deres unge beboervalgte til at ansøge om at blive en del af netværket under Demokratisk TalentLAB, siger Jane Thomsen.
Læs senere artikler
Beboerdemokrati: Unge kan tiltrækkes med uddannelse fra den almene sektor
Om skribenten
Christian Møller Rasmussen er presse- og kommunikationskonsulent i BL. Christian skriver om boligpolitik og har fokus på, at medierne bliver opmærksomme på de artikler, der bringes på Fagbladet Boligen.
Seneste Artikel
Almene beboere ønsker mere teknologi i fremtidens sundhedsvæsenChristian Møller Rasmussen er presse- og kommunikationskonsulent i BL. Christian skriver om boligpolitik og har fokus på, at medierne bliver opmærksomme på de artikler, der bringes på Fagbladet Boligen.
Seneste Artikel
Almene beboere ønsker mere teknologi i fremtidens sundhedsvæsen