09. MAJ. 2023 KL. 11:00
Ny videoserie sætter fokus på almen arkitektur
09. MAJ. 2023 KL. 11:00
I en række arkitekturprogrammer tager vi rundt i hele landet og sammen med de arkitekter, som har tegnet det almene byggeri, genbesøger vi deres almene genistreger. Dette er første afsnit i arkitektur-videoserien: ' Vis mig din almene genistreg'.
Alle mennesker drømmer om, hvor og hvordan de gerne vil bo. De almene boliger spiller en stor hovedrolle i dansk arkitekturhistorie. De vidner om arkitekturens vingesus; om den tid, de er bygget i, og udgør derfor et vigtigt stykke Danmarkshistorie. Bygninger og boliger, som på hver deres måde er med til at definere, hvad god, moderne, dansk almen arkitektur er.
Den første bebyggelse vi har besøgt, er Kongegården i Silkeborg. Tegnet af Sweco Architects i samarbejde med AAB Silkeborg.
Når vi tegner og bygger alment
Inge Nielsen Skytte, arkitekten bag Kongegården, fremhæver i videoen herunder, at:
”Når vi bygger alment, så skal vi gøre os umage. Vi kender det præcise rammebeløb. Dialogen med boligselskab og byggeudvalg er så vigtig. Det skal være en proces, hvor alle stemmer bliver hørt.”
Et vigtigt parameter har været nabofællesskabet, lyder det fra den garvede arkitekt.
”Når vi bygger alment, skal vi tænke os om. Vi skal gøre det godt, og vi skal gøre det præcist. Der skal tænkes i de gode naboskaber. Så man ser hinanden og ved, hvem ens naboer er. Det skal designes til dem, som skal bo her.”
Artiklen fortsætter under billederne.
Almen arkitektur:
Ca. 1 million mennesker i Danmark bor alment. Det er hver 6. dansker.
Vi har i Danmark i mere end 100 år gjort det til en del af vores velfærdssamfund, at alle skal have mulighed for et godt sted at bo.
Der hersker en høj arkitektonisk kvalitet i de almene boligbyggerier. Blandt bebyggelserne kan man finde både ikoniske- og nogle af de bedste boligbyggerier i dansk arkitekturhistorie.