29. MAJ. 2023 KL. 19:22
Livlig forsamlingshusdebat om den nye kredsstruktur
29. MAJ. 2023 KL. 19:22
Der har været gang i debatten på forårets i alt tre forsamlingshusmøder, hvor ny kredsstruktur i BL har været på dagsordenen. Tirsdag i sidste uge blev det sidste møde holdt i Kolding.
Forestil dig, at vi befinder os i 2033. Det er lykkedes at finde nogle gode løsninger, der sikrer bedre ”nærhed i sundhed”. Hvordan ser løsningen ud, og hvordan bidrager boligorganisationerne?
Sådan lød en af udfordringerne i det såkaldte velfærdsspil, som kredsmedlemmer har været igennem på de tre Forsamlingshusmøder, BL har afholdt hen over foråret. Her har deltagerne i grupper diskuteret, hvordan den almene boligsektor kan bidrage med løsninger, så alle generationer kan leve et godt liv.
Tirsdag aften i sidste uge blev det sidste af de tre møder afholdt på Hotel Scandic i Kolding. 38 kredsmedlemmer fra primært jyske og fynske kredse var mødt op til en aften, hvor de to hovedpunkter var BL’s demokratiske struktur og lokale forankring og De store velfærdsdagsordener.
BL’s bestyrelsesformand, Allan Werge, og næstformand, Vinie Hansen, var aftenens værter.
Flere kommuner og boligorganisationer skal med
”Et af emnerne i aften er kredsprocessen, som vi nu kalder BL’s demokratiske struktur og lokale forankring. Som I ved, er vi i fuld gang med at se på, om vores kredse er skruet rigtigt sammen,” indledte Allan Werge og pegede på, at et af problemerne i den nuværende form er, at ikke alle kommuner – og heller ikke alle boligorganisationer - er repræsenteret i kredsene.
”Kredsprocessen har også været diskuteret på forsamlingshusmøder i efteråret. Vi havde en stor og god debat om det på repræsentantskabsmødet i december. Og der er gennemført spørgeskemaundersøgelser, fokusgruppeinterviews og analyser af, hvordan andre gør,” sagde Allan Werge og understregede, at den lange proces er vigtig for at sikre, at alle sten bliver vendt, og alle har mulighed for at komme til orde i debatten om den nye kredsstruktur.
Erling Nielsen fra 3. kreds var en af aftenens deltagere.
”Jeg er her i aften, fordi det er utroligt vigtigt at komme med sine holdninger om blandt andet det fremtidige kredsarbejde. For eksempel har vi det problem på Fyn, at ikke alle kommunerne er repræsenteret, og det er brandærgerligt. Og så er det afgørende, at man møder repræsentanter fra andre kredse, så man ved, hvad der rør sig og forhåbentlig kan blive inspireret af hinanden,” sagde han.
Politisk indflydelse på regionalt niveau
En af tilhørerne i salen var nysgerrig på indholdet i kredsenes arbejde i fremtiden – og særligt, hvor meget indflydelse man som kredsmedlem kan få på det politiske arbejde.
”Godt, du spørger,” lød det fra Allan.
”Når vi senere i aften skal tale velfærd og sammenhængen til sektoren, kan det måske synes som et spring fra kredsprocessen. Men i kredsprocessen har I blandt andet givet tydeligt udtryk for, at noget af det vigtigste for jer er at få politisk indflydelse, være med i maskinrummet og påvirke dagsordenerne. Det vil vi gerne invitere jer til i aften med velfærdsspillet,” sagde han.
”Men derudover mener vi også, at der faktisk er en meget specifik kobling mellem velfærdsdagsordenerne og den måde, kredsene og BL’s demokratiske arbejde kan organiseres på fremover. Derfor har vi et perspektiv om, at kredsene kommer til at beskæftige sig med det regionale niveau og den regionale politik.”
Og netop indholdet i kredsenes arbejde – og i BL’s interessevaretagelse - skal på plads, før man kan lægge sig fast på den kommende struktur, sagde Allan Werge. Derfor er et regionsperspektiv heller ikke givet – der kan være andre muligheder, fremhævede formanden.
”Det skal vi give os tid til at undersøge. Og derfor vil vi i løbet af efteråret fremlægge bud på modeller for det demokratiske arbejde, som vi kan diskutere i kredsene og formentlig på en række Forsamlingshusmøder igen,” fortsatte han.
Boligorganisationernes rolle om 10 år
Med aftenens næste punkt kom de 38 deltagere ned i det omtalte politiske maskinrum, da de opdelt i syv grupper blev guidet gennem velfærdsudfordringer anno 2033 i Velfærdsspillet. Med en facilitator fra BL ved hvert bord, fik kredsrepræsentanterne rig mulighed for at dele erfaringer og visioner for, hvordan de almene boligorganisationer kan fastholde og udbygge deres vigtige rolle som velfærdsleverandør.
”Som svar på, hvordan boligorganisationerne sikrer bedre nærhed i sundhed i 2030, har vi ved vores bord været vidt omkring. Vi skal bo mere blandet, så unge og ældre er tætte naboer og kan hjælpe hinanden i hverdagen. Alle nye boliger er allergivenlige. Indkøb leveres måske med droner på altanerne. Der er indført social husorden, så det er naturligt, at alle hjælper hinanden. Fælleshusene bruges aktivt til træning og fællesspisninger. Boligorganisationerne har en plejeservice, der er bindeled mellem kommunen og sundhedsvæsenet, som sikrer, at der er tid til hver enkelt borger. Og boligorganisationerne er dermed blevet udbydere af et af de mest attraktive jobs inden for sundhed,” lød det fra bord 4, da det blev tid til at præsentere ideer for hinanden.
Ægte forsamlingshusstemning
Som afslutning på aftenen ville Allan Werge høre deltagernes mening om mødet.
Søren Damgaard fra kreds 3 havde håbet, der var nogle mere færdige bud på, hvordan den nye kredsstruktur kunne se ud, mens Paw Nicolai Andreassen fra 10. kreds satte pris på, at der ikke bliver presset en ny struktur ned over hovedet på folk, uden at de er blevet hørt.
Karin Sørensen fra 9. kreds udtrykte bekymring for, at kredsene bliver for store, hvis man går efter en struktur a la regionerne.
”Hvad med i stedet at kigge på, hvor mange boliger der skal være i hver kreds,” sagde hun.
”Hvor er I bare gode! Så mange meninger og så meget diskussion. Det er da ægte forsamlingshusstemning. Lige som vi gerne vil ha’ det, og som det skal blive ved med at være, uanset hvordan den nye kredsstruktur kommer til at se ud,” sluttede formanden af.
Læs senere artikler
BL’s kredse er klar til nye opgaver
Om skribenten
Christina Ove Holm er kommunikationschef og uddannet journalist. Hun bidrager i det redaktionelle arbejde med sparring og idé- og konceptudvikling.
Seneste Artikel
Morten Pape undersøger sin historie i ny roman: ”Min families forfald var ikke Urbanplanens skyld”Christina Ove Holm er kommunikationschef og uddannet journalist. Hun bidrager i det redaktionelle arbejde med sparring og idé- og konceptudvikling.
Seneste Artikel
Morten Pape undersøger sin historie i ny roman: ”Min families forfald var ikke Urbanplanens skyld”Mest læste
Se alle artikler (2976)0