05. DEC. 2023 KL. 10:00
”De unge har en masse erfaringer, der mangler i beboerdemokratiet”
05. DEC. 2023 KL. 10:00
Ildsjælen Niels Kristian Bjerg skal være med til at få flere unge engageret i beboerdemokratiet. Han bliver nu den almene stemme i Demokratisk TalentLABs ekspertgruppe af unge.
”Niels Kristian Bjerg brænder for demokrati, bæredygtighed, og det sociale element i boligafdelingen. Så jeg tænkte, at han kunne være oplagt at have med i Demokratisk TalentLAB.”
Sådan lyder det fra administrerende direktør i det storkøbenhavnske administrationsselskab, FA09, Kasper Nørballe.
Efter han læste om projektet, Demokratisk TalentLAB, som BL – Danmarks Almene Boliger er partner på, foreslog han Fagbladet Boligen at kontakte 27-årige Niels Kristian Bjerg, der er beboervalgt formand for Postparken i Kastrup og næstformand i boligforeningen PABs organisationsbestyrelse.
Helt naturligt at deltage
Demokratisk TalentLAB handler helt grundlæggende om at få langt flere unge engageret og valgt ind i demokratiske virksomheder.
Engageret er noget, Niels Kristian Bjerg har været siden barnsben. Han har været frivillig i et hav af idrætsforeninger, festivaler, NGO’er og forskellige foreninger. Da han i 2015 flyttede ind på Øresundskollegiet i København, røg han straks ind i beboerrådet (afdelingsbestyrelsen, red.). Og to år efter blev han valgt til formand. I 2021 flyttede han til Postparken, hvor han nu er formand for afdelingsbestyrelsen.
Artiklen fortsætter under citatet
Opfordrer de unge til at ansøge
BL – Danmarks Almene Boliger er partner i projektet Demokratisk TalentLab, som drives af Demokratisk Erhverv.
Landets boligorganisationer er velkomne til at opfordre deres unge beboervalgte til at ansøge om at blive en del af netværket under Demokratisk TalentLAB. Det er en måde at anerkende og tilbyde kompetenceudvikling og netværk til den almene sektors unge talenter.
Netværket er for bestyrelsesmedlemmer under 40 år fra hele landet. Det byder på netværksmøder med erfaringsudveksling og oplæg fra garvede bestyrelsesmedlemmer, kommunikatører, direktører og lignende.
De unge vil ligeledes få kompetenceudvikling og et rutineret bestyrelsesmedlem som mentor, hvor det også er meningen, at erfaringsudvekslingen skal gå begge veje.
I det almene har Niels Kristian Bjerg begge steder arbejdet fokuseret på at få flere med i beboerdemokratiet og skabe et større fællesskab. På Øresundskollegiet resulterede det for eksempel i, at 20 frivillige på kort tid blev til over 100.
Ifølge ham selv lykkedes det blandt andet ved, at beboerrådet ikke lukkede sig om sig selv, men i stedet inviterede beboerne ind og lod dem deltage i det frivillige arbejde på det niveau, de kunne overskue. Og så blev sociale aktiviteter som fester, koncerter og beboerworkshops prioriteret højt.
Hans baggrund har gjort, at han nu er blevet inviteret til at være med i Demokratisk TalentLABs ekspertgruppe af unge mennesker – det såkaldte Advisory Board. Et tilbud han ikke kunne sige ”nej” til.
”Det er helt naturligt for mig at deltage, når jeg får muligheden for at bidrage med mine erfaringer og de kompetencer, jeg har bygget op over tid. Jeg vil gerne dele dem med nogen og bidrage til, at vi får flere unge aktiveret og ind i bestyrelser,” siger Niels Kristian Bjerg.
Synliggøre muligheden for indflydelse
Niels Kristian Bjerg oplever, at mange unge er engagerede og deltager i frivilligt arbejde – også beboerdemokratiet. Men der skal langt flere med, siger han.
”Der er helt klart et behov for at hjælpe unge på vej. I høj grad at synliggøre de muligheder, de har for at gøre deres indflydelse gældende. Hvad de egentlig kan være med til at skubbe til. De unge har jo både lyst og gåpåmod og en masse erfaringer, som helt klart mangler derude. Det er jo et problem i repræsentationen.”
Derfor er han også meget begejstret for perspektiverne i Demokratisk TalentLAB, hvor unge fra hele landet tilbydes netværksmøder, kompetenceløft og en erfaren mentor.
”Jeg synes, det er forrygende, at det ikke bare er en kampagne, men at man faktisk inviterer unge til at komme ind at blive en del af Demokratisk TalentLAB. At de lærer nogle færdigheder og sparer om de færdigheder. Sparer om de oplevelser, man har rundt omkring. Det tror jeg kommer til at give helt vildt meget.”
En stor ressource
Kasper Nørballe er ikke i tvivl om, at Niels Kristian Bjerg vil være en stor ressource for Demokratisk TalentLAB.
”Han kan komme med rigtig mange input til, hvad skal der til for at unge interesserer sig for beboerdemokrati. Og så tror jeg, at han vil have nogle gode input til, hvordan man får fat i dem.”
Samme toner lyder fra projektleder på Demokratisk TalentLAB, Line Luna Thygesen. Hun lægger også vægt på, at Niels Kristian Bjerg har arbejdet med bæredygtighed.
"Som en person, der gennem bestyrelsesarbejde formår at skubbe almene boliger og kollegier i en bæredygtig retning, ser vi frem til Niels Kristians værdifulde indsigter og kritiske input. Demokratisk TalentLAB er for unge, der ønsker mere indflydelse og vil være med til at drive forandringer. Vi tror på, at Niels Kristians deltagelse kan være med til at bane vejen for flere unge. Derfor er vi rigtig glade for, at han vil være med i Advisory Boardet.”
Læs senere artikler
Nyt projekt skal give flere unge blod på bestyrelses-tanden
Beboerdemokrati: Unge kan tiltrækkes med uddannelse fra den almene sektor
Om skribenten
Christian Møller Rasmussen er presse- og kommunikationskonsulent i BL. Christian skriver om boligpolitik og har fokus på, at medierne bliver opmærksomme på de artikler, der bringes på Fagbladet Boligen.
Seneste Artikel
Almene beboere ønsker mere teknologi i fremtidens sundhedsvæsenChristian Møller Rasmussen er presse- og kommunikationskonsulent i BL. Christian skriver om boligpolitik og har fokus på, at medierne bliver opmærksomme på de artikler, der bringes på Fagbladet Boligen.
Seneste Artikel
Almene beboere ønsker mere teknologi i fremtidens sundhedsvæsen