31. OKT. 2022 KL. 09:45

Torben er valgets venlige vagthund: ”Jeg holder øje med, at du kommer og stemmer”

IMG 9460

Torben Bendix Halkjær fra Langkærparken i Tilst har meldt sig som valgtilforordnet og opfordrer sine naboer til at stemme til folketingsvalget. Frivillige kræfter fra lokalmiljøet er med til at skabe tryghed om valghandlingen, siger valgforsker.

”Husk nu at stemme! Jeg holder øje med, at du kommer hen i hallen på tirsdag,” lyder det med et bredt smil fra den 60-årige pædagog Torben Bendix Halkjær, når han turnerer rundt i lokalområdet og støder på folk fra nabolaget.

For stemme skal alle, der kan, mener han, der igen i år har meldt sig som valgtilforordnet i TST-hallen få hundrede meter fra hjemmet i Langkærparken.

Det er ingen selvfølge, at man vokser op i et demokrati, og særligt én oplevelse som valgtilforordnet har gjort indtryk på ham, fortæller han.

”En ung kvinde spurgte mig, om hun måtte tage et billede af, at hun puttede stemmesedlen i boksen. Hun ville sende det til sin familie, for der, hvor hun kom fra, har kvinder ikke stemmeret. Det er en reminder om, at vi skal være glade for at bo i Danmark og have stemmeret – og at vi skal bruge den,” siger han.

Artiklen fortsætter under billedet.

IMG 9495

På sin vej igennem Langkærparkens stisystemet stopper Torben op for at sludre, da han møder Tom og Tue. De to arbejder som gartnere i boligforeningen – og skal helt sikkert stemme, lover de.

Kendte ansigter skaber tryghed

I de 34 boligblokke i Langkærparken bor flere end 100 forskellige nationaliteter. En stor andel af beboerne er enlige, ældre og førtidspensionister.

Ifølge Kasper Møller Hansen, som er professor og valgforsker ved Institut for Statskundskab ved Københavns Universitet, er stemmeprocenten lavere i almene boligområder som her. 75 pct. af de stemmeberettigede her stemmer, det samlede landsgennemsnit er på 84,6 pct.

Netop lokale indsatser er vigtige for at få flere til at stemme, siger han.

”Sprog, kultur, religion og tillid har indflydelse på, om man stemmer. Jo mere mangfoldig en gruppe, vi gerne vil have til at stemme, jo flere repræsentanter fra forskellige miljøer har vi brug for til at inspirere folk på tværs af nationaliteter og kulturer.”

"Noget af det vigtigste for at komme afsted og få stemt er, at man har nogen at stemme sammen med. Bor man alene, har man ikke en partner eller ægtefælle at følges med, og er man ledig eller pensionist, har man ingen kolleger at tale politik med i kaffepausen," siger Kasper Møller Hansen.

Derfor er det en god idé, at lokale ansigter engagerer sig i valget og er med til at skabe tillid og tryghed om valgsituationen, mener han.

”Der er mange finurligheder i et valgsystem, og er man udlænding og skal måske stemme for første gang, kan det være svært. Måske er man bange for at stemme, fordi det tidligere har været forbundet med noget farligt – man har måske risikeret at blive registreret eller forfulgt. Der er mange tabuer, som skal brydes, og en dårlig oplevelse fra tidligere kan betyde, at man er utryg ved at stemme, selvom man bor i Danmark.”

Tag elevrådsvalget alvorligt

Om man stemmer eller ej afhænger i høj grad også af opvækst og traditioner i hjemmet, siger valgforskeren og peger på, at folkeskolen har en vigtig opgave i at ”uddanne” børnene, så de ved, hvorfor og hvordan man stemmer til byråds- og folketingsvalg.

Torben Bendix Halkjær, der tidligere har arbejdet som pædagog på forskellige skoler, er enig. Desværre oplever han, at den demokratiske opdragelse bliver nedprioriteret.

”Vi må ikke glemme, hvor vigtigt for eksempel elevrådsvalget er – det skal tages alvorligt, for at vi ikke taber nogen på gulvet. I stedet for at nedprioritere elevrådsvalget skal man tværtimod gøre et stort nummer ud af det, så børnene får lyst at tage den indflydelse og medbestemmelse med sig ud i foreningslivet, i sportsklubben og så videre.”

Denne fredag morgen fortsætter han turen ad Langkærparkens stisystemer og stopper op for at sludre, da han møder Tom og Tue. De to arbejder som gartnere i boligforeningen – og skal helt sikkert stemme, lover de.

”Sæt nu krydset rigtigt,” griner Torben, inden han går videre i retning af bydelshuset, hvor der er kaffe på kanden.

Tirsdag morgen er han klar til at hjælpe naboer og medborgere, når han sætter sig til rette ved valgbordet og tager endnu en tørn i demokratiets tjeneste.

Læs flere artikler om emnet

Valgforsker: ”Det er bare sjovere, når man er to”

Læs nu
Læs senere
Tilføjet til læse listen

Om skribenten

Fik du

læst disse?

Oversigt Kbh BL-direktør: Der er brug for tryghed om ejendomsvurderingerne
Notech Ude Ålegræs i vinduerne: Beboere får bæredygtig isolering
Stinewadskaermunch01 Stine bygger bro og får flere udsatte børn og unge ind i foreningslivet
BL 04994 Ny BL-rapport: Flere vil bidrage til fællesskabet, men ved ikke hvordan
DSF9561 Ny hjemløsereform skal afskaffe langvarig hjemløshed
Se alle artikler ( 3003 )

0

Læseliste