10. OKT. 2022 KL. 11:20

Økonomisk rådgiver: Vi skal bryde tabuet og tale om privatøkonomi

DSC0620

Som økonomisk rådgiver oplever Lars Christensen ofte, at folk har brug for et længere tilløb, før de kontakter en økonomisk rådgiver. Foto: Bo-Vest

Jo før du søger hjælp for at få styr på en skrantende økonomi, jo nemmere vil det være at løse.

Røde tal i budgettet og rudekuverter er ikke ligefrem det første, man bryder isen med til et middagsselskab.  

Men det er vigtigt, at vi bliver bedre til at tale højt om vores privatøkonomi. Særligt i disse tider, hvor priserne brager i vejret, og pengepungen er presset af inflationen.

Sådan lyder budskabet fra Lars Christensen, der er en af to økonomiske beboerrådgivere hos BO-VEST, som administrerer 16.000 boliger i fire boligselskaber.

Han mærker lige nu, hvordan flere og flere beboere bekymrer sig over de stigende priser. Og netop derfor er det vigtigt at løsne op for det tabu, det kan være at tale om økonomi.

”Jeg oplever ofte, at folk er meget flove over, at de har mistet overblikket over økonomien,” siger Lars Christensen og fortsætter:

”Derfor gør jeg meget ud af, når beboerne kommer til mig, at vise forståelse og sige, at der er flere, der kæmper med økonomien – særligt lige nu. Det er vigtigt at sige, at det ikke er noget, de står alene med.”

Artiklen fortsætter under billedet. 

Dårlig økonomi kan have konsekvenser for helbredet

I 2018 kortlagde TrygFonden og Forbrugerrådet Tænk de 18-30-åriges økonomi. Resultaterne viste, at flere end 11 procent af de 18-30-årige har svært ved at betale deres regninger. Derudover viste tallene, at:

- 23 procent af unge med betalingsproblemer oplever at have dårligt eller meget dårligt helbred.

- 41 procent af de unge med betalingsproblemer har lav tilfredshed. Hos unge uden betalingsproblemer er det tal nede på 15 procent.



Kilde: Hver 9. ung slås med økonomien.

Larschristensen2022

I bund og grund er økonomi også et spørgsmål om livskvalitet, mener Lars Christensen. Foto: Bo Vest

LÆS MERE OM EMNET

BO-VEST hjælper beboere med at luge ud i unødige udgifter

Læs nu
Læs senere
Tilføjet til læse listen

Snak om problemet

Som økonomisk rådgiver oplever Lars Christensen ofte, at folk har brug for et længere tilløb, før de kontakter en økonomisk rådgiver. Netop, fordi det kan være svært at tage hul på snakken om en skrantende økonomi.

Men i sidste ende kan det faktisk være med til at gøre situationen sværere at løse.

”Det er vigtigt, at du tager hul på snakken i god tid. Jo før du er ude, jo bedre. Ellers kan det hurtigt udvikle sig til en spiral. Hvis du kan se, at du for eksempel har svært ved at betale den næste varmeregning, så tag den på forkant – det bliver kun sværere at løse, jo længere tid der går,” fortæller Lars.

For mange er det faktisk en byrde, der bliver lettet fra deres skuldre, når der først bliver prikket hul på den økonomiske byld, oplever Lars Christensen. 

”Så kan beboerne se, at der sker noget. Vi får åbnet regninger, så kan vi få et overblik over udgifterne – og det er med til at give et overblik over økonomien,” fortsætter han og uddyber:

”På den måde kan vi kortlægge, hvor vi skal starte for at løse udfordringen og tage det ét skridt ad gangen.”

Her kan vi tale om alt

Prisen for en dårlig økonomi kan nemlig ikke kun gøres op i kroner og øre. Det kan også have en negativ betydning for både dit helbred og din livskvalitet.

Det har en rapport fra Forbrugerrådet Tænk tidligere dokumenteret, som du kan læse mere om i faktaboksen.

Derfor er Lars Christensen også opmærksom på andre aspekter end bare de tal, der står på bundlinjen af budgettet.  

”Kommer folk til os om økonomisk rådgivning, og jeg kan mærke, at de er meget pressede – eller ikke sover om natten – så begynder vi at tale om, hvor de kan søge hen for at få det løst – for eksempel om det er nødvendigt, at de går til lægen,” uddyber Lars Christensen.

”Der er ikke noget, der er tabu hos mig – og det er anonym rådgivning. Der er ting, jeg ikke kan løse som økonomisk rådgiver. Men så ved jeg, hvor jeg kan sende folk hen, så de kan få hjælp.”

Og når først folk har taget hul på snakken, så er det normalt, at de også kommer omkring andre emner. 

”I bund og grund er økonomi også et spørgsmål om livskvalitet. Så det er vigtigt med et helhedsorienteret blik på beboerne. Dårlig økonomi kan være et udtryk for noget andet.”

Erfaringer kan gøre klogere

Men, understreger Lars Christensen, det er ikke sådan, at man bare kan spare sig ud af den nuværende krise. Flere beboere har allerede sparet, hvor de kan.

”Der er mange, når de kommer til mig, som har skåret ind til benet. Så det strammer til. Her er det også vigtigt at sige, at det ikke er dem, der har gjort noget forkert, når forbrugspriserne stiger.”

Han råder derfor også beboerne til at række ud i deres netværk eller til naboer, fordi der muligvis er nogle, som har stået i samme situation.

”Det kan være en god hjælp at få andre input og perspektiv på økonomi. På den måde er det også muligt at få talt om, hvordan andre tackler situationen.”

Lars Christensen har tidligere givet råd til, hvordan han hjælper med at luge ud i unødige udgifter. Det kan du læse meget mere om her

Om skribenten

Jbn Niklas Asp 00579
Niklas Asp Nielsen

Niklas Asp Nielsen er uddannet journalist. Han sidder som indholdsredaktør på Fagbladet Boligen, skriver om den almene sektor og er samtidig en del af presseteamet i BL.

Seneste Artikel

Ændring af regler vækker begejstring i Tønder: Kan bane vejen for lægehus

Niklas Asp Nielsen er uddannet journalist. Han sidder som indholdsredaktør på Fagbladet Boligen, skriver om den almene sektor og er samtidig en del af presseteamet i BL.

Seneste Artikel

Ændring af regler vækker begejstring i Tønder: Kan bane vejen for lægehus

Fik du

læst disse?

Oversigt Kbh BL-direktør: Der er brug for tryghed om ejendomsvurderingerne
Notech Ude Ålegræs i vinduerne: Beboere får bæredygtig isolering
Stinewadskaermunch01 Stine bygger bro og får flere udsatte børn og unge ind i foreningslivet
BL 04994 Ny BL-rapport: Flere vil bidrage til fællesskabet, men ved ikke hvordan
DSF9561 Ny hjemløsereform skal afskaffe langvarig hjemløshed
Se alle artikler ( 3003 )

0

Læseliste