11. OKT. 2022 KL. 15:07

Ny strategi: Konflikter bliver løst mundtligt

COLOURBOX56083405

Arbejdet med dialog stiller også krav til medarbejderne i boligadministrationen. Illustration: Coloubox

Der kan blive sagt grimme ting, når vrede naboer mødes til dialog i Arbejdernes Boligforening i Esbjerg, men nyindførte samtalerne giver gode resultater.

Ud med breve og ind med samtale. I februar 2022 ændrede Arbejdernes Boligforening i Esbjerg sin håndtering af nabokonflikter. I dag benytter medarbejderne næsten kun mundtlig dialog og dialogmøder, når naboer har udfordringer med hinanden. Og det virker, fortæller udlejningschef Helle Rosenbæk.

”I dag sender vi meget få skriftlige henvendelser ud, fordi vi lykkes med dialog. Beboerne er glade for, at vi håndterer konflikter på den her måde, og vi får hurtigere løst problemerne,” siger Helle Rosenbæk.

Der er også enkelte sager, som dialog ikke kan løse, og de ryger nu hurtigere og oftere i kommunens beboerklagenævn end før.

Sparer en masse tid

Arbejdernes Boligforening har 3.178 lejemål. Hver måned modtager Helle Rosenbæk og hendes kolleger 5-10 henvendelser om naboudfordringer. De allerfleste handler om støj eller husdyr, og en lille del om lugtgener, trusler og utryghed.

”Vi har det samme antal henvendelser i dag som tidligere, men behandlingstiden er minimeret. Før brugte vi oceaner af tid på at skrive frem og tilbage til klageren og den indklagede,” siger Helle Rosenbæk.

”I dag starter vi med at spørge: Har du været inde at tale med din nabo? Det kan jo være, at naboen ikke er klar over støjen. Vi prøver ligesom at udfordre beboeren og appellere til, at de selv handler,” siger hun.

”Jeg beder dem om at tale med deres nabo på en ordentlig måde. Simpelthen henvende sig og fortælle, at man er udfordret på støjen, og det kan være nok til at løse problemet,” siger hun.

Artiklen fortsætter under billedet. 

Billede

Hvis naboerne ikke finder en løsning, ringer Helle Rosenbæk til begge parter og spørger ind til problemet. Foto: Signe Schlichtkrull

LÆS MERE OM EMNET

Servicemedarbejder: ”Jeg får kritik hver dag”

Læs nu
Læs senere
Tilføjet til læse listen

Altid to medarbejdere til dialogmøde

Hvis naboerne ikke finder en løsning, ringer Helle Rosenbæk til begge parter og spørger ind til problemet, men det kan være svært at afklare situationen. Så foreslår Helle Rosenbæk, at de holder et dialogmøde i administrationens lokaler. Her deltager hun og en kollega som bisiddere, hvor de mægler mellem beboerne.

”Min erfaring er, at dialogmøder er rigtigt godt. Man skal selvfølgelig være rustet i forhold til det verbale. Nogle gange taler folk meget grimt til hinanden, men der kommer ofte ro på bagefter,” siger Helle Rosenbæk.

Breve kan være nødvendige

”Hvis beboerne ikke vil deltage i et dialogmøde, så fremsender vi et brev til indklagede. I brevet beskrives klagen, og vi henstiller til, at gældende husorden bliver overholdt,” siger Helle Rosenbæk.

I brevet fremgår det også, at hvis støjen fortsætter, så ryger sagen videre til kommunens beboerklagenævn, der behandler sager om almene boliger. Beboerklagenævnet besigtiger boligerne og taler med parterne.

”Det er et godt redskab. Når sådan en instans kommer ind over, så retter man oftest ind. Beboerklagenævnet træffer en afgørelse og har mulighed for at gøre lejekontrakten betinget i et år,” siger hun.

Kom ind under huden på beboere

Før omlægningen til dialog håndterede Helle Rosenbæk 350 genhusninger i en fysisk helhedsplan. Her sad hun 3 år i boligområdet og fik stor erfaring med konfliktløsning.

I januar 2022 var hun på et kursus i BL, blandt andet om ophævelse af lejemål, og det blev startskuddet.

”Min erfaring fra genhusningen var, at samtale virker, fordi der pludselig er et menneske bag. Jeg kom ind under huden på vores beboere, og i dag kan jeg se, at omkring halvdelen af dem, der bliver klaget over, er psykisk udfordrede.”

I nogle tilfælde har Arbejdernes Boligforening kontaktinformation på familie til psykisk udfordrede beboere. Så ringer Helle Rosenbæk til familien, der ofte kontakter naboerne og udveksler telefonnumre. Det kan der komme et godt naboskab ud af, fortæller hun.

Arbejdet med dialog stiller også krav til medarbejderne i boligadministrationen.

”Du er nødt til at have overskud for at kunne håndtere det. Du skal have en menneskelig omsorg og forståelse. Som medarbejder skal du tænke over, hvordan vi kan lykkes med det her, så der kommer noget godt ud af det,” siger Helle Rosenbæk.

Om skribenten

Fik du

læst disse?

Oversigt Kbh BL-direktør: Der er brug for tryghed om ejendomsvurderingerne
Notech Ude Ålegræs i vinduerne: Beboere får bæredygtig isolering
Stinewadskaermunch01 Stine bygger bro og får flere udsatte børn og unge ind i foreningslivet
BL 04994 Ny BL-rapport: Flere vil bidrage til fællesskabet, men ved ikke hvordan
DSF9561 Ny hjemløsereform skal afskaffe langvarig hjemløshed
Se alle artikler ( 2890 )

0

Læseliste