10. OKT. 2022 KL. 12:37
Bo Trivsel: ”Vi prøver at få flest mulige ned at stemme”
10. OKT. 2022 KL. 12:37
Valgkampen brager derudad i det danske land. Men i Sundparken og Sønderbro i Horsens er det ikke valgkamp, men valgkampagne, som har ramt de to almene boligområder. Hør her, hvordan Bo Trivsel vil få flere beboere til at stemme til valget den 1. november.
De boligsociale medarbejdere i Bo Trivsel er på en mission. De har sat sig for, at de vil have flest mulige af beboerne i Sundparken og Sønderbro i Horsens til at stemme til folketingsvalget den 1. november.
”Vi vil rigtig gerne hjælpe de unge, de enlige og de ældre beboere, som af den ene eller anden grund ikke kommer afsted af sig selv. Dem hjælper vi på vej med vores valgkampagne, som både skaber samvær omkring valget, men også giver information om, hvorfor vi stemmer, hvordan vi stemmer, og hvilken indflydelse regeringen har på vores hverdag,” fortæller Kathrine Forster, kommunikationsmedarbejder i Bo Trivsel, der er kontor for den boligsociale indsats i Horsens.
For når vi rammer den 1. november, hvor skoler og rådhuse står klar til at tage imod de danske vælgere, viser tal fra tidligere valg, at valgdeltagelsen i de almene boligområder er mindre end i resten af befolkningen. I Sundparken kom kun 71,35 procent af de stemmeberettigede afsted til valgurnen ved folketingsvalget i 2019, og i Sønderbro 76,38 procent.
”Vi kan jo ikke tvinge folk til at stemme, men vi vil gøre, hvad vi kan, for at det ikke er manglende viden omkring det at stemme, eller at man har svært ved at komme afsted alene, som er forhindringen for, at nogle af vores beboere ikke kommer ned til valgstedet,” udtrykker Kathrine Forster.
Bo Trivsel kender allerede beboerne godt i Sundparken og Sønderbro. For der kører flere boligsociale indsatser i de to store boligområder. Så de ved også, hvilke boligsociale medarbejdere og netværk de kan trække på, når de skal dele materialer rundt og tale det kommende valg op overfor områdets beboere.
Blandt andet vil de lokale Netværkskvinder og Oneunit hjælpe med at nå ud til de unge og etniske minoriteter i området.
”Vi har lavet materialer, hvor vi prøver at gøre det komplekse stof omkring politik og valg simpelt, men der bliver også Facebook-begivenheder med sjove indslag. Vi opfordrer også vores beboere til at sende videoer til os, hvor de fortæller om, hvem de skal stemme med og hvorfor – som vi så kan sende ud på vores digitale kanaler. Og der vanker en præmie til den bedste,” fortæller Kathrine Forster.
Hun og kollegerne i Bo Trivsel er slet ikke i mål med det fulde program for kampagnen, som kører løbende frem til selve valgdagen. Men der er lavet flyers, som bliver delt ud i boligområderne, og infografikker, som fortæller, hvad politikere laver, og forklarer, at hvis man gerne selv vil have en ’stemme’, så er det vigtigt at stemme til valget.
”Vores eneste mål er at få det almene stemmetal op her i Horsens. Og selvom det er en ’stem-med-kampagne’, fortæller vi, at man også kan stemme blankt, hvis man ikke er enig med nogen. Og at det er vigtigere at stemme blankt end at blive hjemme,” forklarer Kathrine Forster.
OM BO TRIVSEL
Bo Trivsel er kontor for den boligsociale indsats i Horsens. De bygger på et samarbejde mellem otte almene boligorganisationer og Horsens Kommune.
Det er en samling af både frivillige og ansatte, som hver dag arbejder for, at det skal være endnu bedre at bo hos byens boligorganisationer.
Du kan læse om deres arbejde og mål i Helhedsplan for den boligsociale indsats i Horsens Kommune 2020-2023.
De tre hovedgrene i Bo Trivsels arbejde:
- Forebyggelse og forældreansvar
- Uddannelse og beskæftigelse
- Tryghed og trivsel
"Vi stemmer sammen" hedder valgkampagnen, som Bo Trivsel kører frem til valgdagen i Sundparken og Sønderbro i Horsens. Den skal få flest mulige beboere til at gå ned at stemme til folketingsvalget den 1. november. Foto: Bo Trivsel
Slutter med valgfest
Tirsdag den 1. november har Bo Trivsel planlagt, at der skal være valgfest, både i Sundparken og i Sønderbro. Det var der også ved sidste folketingsvalg i 2019.
”Det skal være en rigtig valgfest, hvor der sker en masse ting i løbet af dagen, både for børnene og de voksne. Vores erfaring er, at beboerne herude gerne vil deltage aktivt i fællesskaber. Og det at stemme til et valg er jo især noget, vi er fælles om. Så det skal være så festlig en dag som muligt, så de har lyst til at komme,” fortæller Kathrine Forster.
Det bliver en valgdag fyldt med debatter, kage og hygge – og krydret med comedy om aftenen. Og så bliver de bedste ”Vi stemmer sammen”-videoer kåret og belønnet med præmier.
I Sundparken og Sønderbro er det så smart, at begge boligområder har deres egne valgsteder på valgdagen, så beboerne kan gå direkte fra valgfest til valgsted – og måske en tur tilbage til valgfesten for at hygge videre over en kop kaffe med de andre beboere.
Det er alle aldersgrupper, som Bo Trivsel gerne vil lokke med til valgfesten. For hvor de ældre måske har behov for en arm at støtte sig til, de enlige nogle at tale med, og de unge at se, at andre unge også stemmer, vil der være forskellige aktiviteter dagen igennem.
”Vi ved, at på selve valgdagen er det meget kvinderne, som påvirker deres børn til at stemme – især de unge, som er førstegangsvælgere. Så dem vil vi rigtig gerne have ned til valgfesten, hvor de kan tage deres unge 18-årige med. For så håber vi, at de unge har nogle andre unge at spejle sig, så det bliver helt normalt at stemme til et valg.”
Et er sikkert – der vil være kaffe og kage til alle gæster. Derudover håber Kathrine Forster, at de i lokalområdet kan få nogle til at sponsorere goodiebags og slik til børnene. For det er vigtigt, at det bliver en begivenhed, som alle områdets beboere har lyst til at være med i.
BL-kampagne: STEM MED
BL har iværksat kampagnen "Stem med!", der skal få folk op af sofaen og afsted til valglokalerne den 1. november, når der er folketingsvalg.
Alle almene boligselskaber, der ønsker det, kan få tilsendt en pakke med plakater, flyers og door hangers.
Kampagnen kommer til at indeholde:
- Plakater til opgangene med opfordring til at stemme.
- Flyere til postkasser med oplysninger om valget og opfordring til at stemme.
- Door hangers, som kan hænge på hoveddøren hos ”opgangs-ambassadører”, der vil påtage sig opgaven med at opfordre naboer til at stemme, og som man måske kan følges med til valgstedet.
- ”Sofa på tur”-teamet besøger tre boligområder i landet, hvor vi inviterer folk til en snak i sofaen om, hvorvidt man stemmer, og hvilke årsager eller barrierer der kan være til at stemme. Vi har fokus på at engagere sofavælgerne.
- Videoer fra ”sofa på tur”, som vi distribuerer på vores sociale medier, og som vi meget gerne deler med boligorganisationer, der gerne vil bruge dem på egne kanaler.
- Artikler i Fagbladet Boligen om stemmedeltagelse og valget.
- Cases på Bo Godt med beboere, der begrunder, hvorfor / ikke de stemmer.
LÆS MERE OM EMNET
Ny kampagne: Stem med til folketingsvalget
Valgforsker: ”Det er bare sjovere, når man er to”
Om skribenten
Anja Andersen er journalist og skriver om drift, byggeri, renoveringer, personportrætter og livet i landets almene boligafdelinger.
Seneste Artikel
Usikkerhed om forsikring efter massive regnskyl: "Det kan blive rigtig dyrt"Anja Andersen er journalist og skriver om drift, byggeri, renoveringer, personportrætter og livet i landets almene boligafdelinger.
Seneste Artikel
Usikkerhed om forsikring efter massive regnskyl: "Det kan blive rigtig dyrt"Mest læste
Se alle artikler (2995)0