03. NOV. 2022 KL. 12:00

Karen på 83: ”Det forpligter at bo i vores seniorbofællesskab”

Karen Nrbro 300922 021

Karen Henriksen nyder sit seniorliv i Den 3. Revle på Nørrebro. Her har hun en dejlig bolig og gode naboer, som hun spiser med fem dage om ugen. Foto: Carsten Andersen

Karen Henriksen på 83 bor i seniorbofællesskabet Den 3. Revle på Nørrebro. Her stiller de krav til beboerne om at være aktive i fællesskabet og i verden omkring dem. Til gengæld får de samvær, engagement og god trivsel.

”Kan I følge med?” udbryder Karen grinende, mens hun i høj fart suser op ad trapperne til 4. sal. Hun har en forpustet fotograf foran sig – og en halsende journalist efter sig.

Karen Henriksen på 83 er ved at vise rundt i seniorbofællesskabet Den 3. Revle på indre Nørrebro. Med den fart, hun skyder, skulle man tro, at hun var den yngste i bofællesskabet – men hun er faktisk den ældste.

”Jeg døjer stadig lidt med et brud i min fod og har også fået indopereret en pacemaker for nylig. Men det skal trænes væk,” er Karens mantra.  

Hun er tydeligt stolt af den rustrøde bygning, som hun har været med til skabe. Helt fra første idé om et seniorbofællesskab blev født i 2009, til det første spadestik blev taget i Tikøbgade på Nørrebro i december 2019, til Karen og naboerne endelig fik udleveret nøgler til deres nye boliger i sommeren 2020. 

”Vi har det fantastisk her. Nørrebro er en bydel med liv og mangfoldighed, som gør vores plet til en lille oase. Her bor en masse skønne mennesker, som gerne vil hinanden, og gerne vil gøre noget for hinanden. Her er altid hjælp at hente og altid nogen at snakke med. Jeg ville sådan håbe, at mange flere seniorer som mig fik samme mulighed,” fortæller Karen Henriksen.

Udover at have sin egen bolig med lille køkken er her masser af plads at boltre sig på for de 34 seniorer, som bor i afdelingens 33 seniorvenlige boliger. De har tre store fælleslokaler i stueplan, som de bruger til fællesspisning, møder, håndarbejde og sociale arrangementer.

Og når vejret tillader det, kan de hygge sig i det grønne haveanlæg mod syd med møbleret fliseterrasse, stor græsplæne og frugttræer. Eller få en god snak med naboerne i forbifarten på de brede svalegange mod nord.

Karen bor allerøverst i bygningen på 4. sal i en skøn, velindrettet 3-værelses hjørnelejlighed. Her er højt til himmelen og en unik udsigt over både by, boligejendomme, skorstene og den hvide Grøndalskirke, som troner i baggrunden. Man kunne fristes til at tænke, at hun har seniorbofællesskabets bedste udsigt.

Artiklen fortsætter under billederne.

OM DEN 3. REVLE

Seniorbofællesskabet Den 3. Revle er dannet af folk på Nørrebro, som gerne vil blive boende i kvarteret, men i et fællesskab med andre. I Den 3. Revle bor man i hver sin lejlighed, spiser sammen på alle hverdage og laver aktiviteter sammen, som kræfterne nu rækker til.

For at komme på ventelisten, skal man være fyldt 55 år.

Bofællesskabet bygger på værdier som bæredygtighed, økologi og socialt engagement.

Værdigrundlaget:

  • Økologi og miljø. Vil så vidt muligt vælge bæredygtige løsninger i hverdagen.
  • Fællesspisning alle hverdage. Alle beboere er forpligtet til at deltage i en fast madlavnings-turnus, og der betales et fast månedligt beløb på 650 kroner.
  • Vil være en aktiv del af lokalmiljøet med aktiviteter, der vil udvikle sig hen ad vejen.

Boligtyper: 

I Den 3. Revle er der 33 lejligheder på 65-88 kvm. Fælleshuset er på 240 kvm. Det rummer et fælleskøkken (fællesspisning 5 gange ugentlig), vaskeri, kombineret gæsteværelse/værksted samt to fællesrum, der kan fungere hver for sig eller sammen. Derudover er der pulterrum og fælles vaskemaskiner.

Læs mere om Den 3. Revle her

Karen Nrbro 300922 004

Arbejdsgrupper: ”I Den 3. Revle vælger vi selv, hvilke arbejdsgrupper vi vil arbejde for. Det kan være viceværtgruppen, solcellegruppen eller den sociale gruppe. Der er også grupper for have, fællesrum, køkken, grøn hverdag, mødekultur, solceller og etablering af andre seniorbofællesskaber. Den sidste gruppe er jeg selv en del af.” Foto: Carsten Andersen

Karen Nrbro 300922 022

Engagement. ”Stort set alle vores beboere er aktive i et eller andet. Nogle går op i klimamarkeringen, andre i Kvinder i sort, Bedsteforældre for asyl, Børnetelefonen, Autistforeningen, er vågekone. Sådan er vi på mange måder aktive i et eller andet, hvilket vi synes er en god kvalitet. Foto: Carsten Andersen

Altså, det giver jo så meget god mening at bygge flere bofællesskaber for os, som er blevet ældre. Efterspørgslen er stor. Vi er billigere for kommunen i plejeomkostninger, fordi vi hjælper og støtter hinanden. Vi forebygger ensomhed og får bedre helbred ved at bo sammen på den her måde. Og som bonus frigiver vi gode og billige lejligheder til de yngre generationer, som står i kø for at få en familiebolig.

Karen Henriksen, beboer i Den 3. Revle

Vi har selv skabt vores bofællesskab

Det tager ikke mange øjeblikke sammen med Karen Henriksen, før man mærker, at hun ikke har tænkt sig at læne sig tilbage og lave ingenting. Selvom de 83 år på bagen godt kunne indbyde til et afslappet liv uden forpligtelser.

For Karen er en travl dame – som har det bedst med at have en tætpakket kalender. Enten deltager hun i de hjemlige aktiviteter i bofællesskabet, eller også ses hun med familie, venner, bekendte eller er til et møde ude i byen i en af de mange politiske foreninger, hun er aktiv i.

For den indre aktivist i hende er ikke blevet mindre, i takt med at hun er blevet ældre. Hun har altid kæmpet for en bedre verden – i dag er det dog de mere nære sager, som hun arbejder passioneret for.

”Jeg værner meget om Den 3. Revle og det værdisæt, som vi er bygget op på. Vi har selv været med til at definere, hvad fællesskabet og de fysiske rammer skal kunne, ud fra principper og behov, som vi seniorer synes er vigtige. Det deler vi gerne ud til andre, som har et ønske om at leve i et bofællesskab,” fortæller hun.

Senioreventyret begyndte helt tilbage i 2009, hvor den dengang 70-årige Karen Henriksen var med til at tage initiativ til Den 3. Revle.

Gennem studiegrupper og utallige møder med politikere i Københavns Kommune fik de snævret feltet af potentielle beboere ind og lavet et værdisæt og en formålsparagraf for det seniorbofællesskab på Nørrebro, som skulle blive deres. Det var en lang, til tider tung – men lærerig proces – som løb henover ti år.

”Vi har kæmpet rigtig meget for det her hus. Vi har slåsset for at undgå svalegange mod syd, affaldsskakter og bygas. Vi var nok lidt ’Rasmus Modsat’ i forhold til normen. Men Domea har hjulpet og bakket os op hele vejen.”

Først i juni 2020 stod den skræddersyede rustrøde ejendom klar til indflytning. En ejendom, som Karen og de andre beboere føler en enorm ejerskabsfornemmelse og ansvarsfølelse for. 

”Det har været altafgørende, at alle ved, at det forpligter at bo i vores seniorbofællesskab. At vi kender til værdigrundlaget og ’husreglerne’, så der ikke opstår kedelige overraskelser. Her flytter vi ind i et fællesskab – ikke bare en bolig. Det gælder også de kommende beboere,” forklarer hun.

Og skulle du undre dig over navnet på det nye seniorbofællesskab på Nørrebro, så kan det forklares med: ”Den 3. Revle” – sidste stop før det dybe vand.

Fællesspisning er højt prioriteret

”Kom lige og se,” siger Karen Henriksen og låser op til fælleslokalerne i stueplan. Det første rum, vi kommer ind i, er spisesalen. Her er borde og stole sat op. Klar til at tage imod beboerne, som mødes alle hverdage over et godt måltid mad.

”Vi er vældig glade for vores fællesspisning. Vi spiser sammen 5 dage om ugen for 650 kroner om måneden. Det er da billigt,” fortæller hun.

Henne på en af søjlerne hænger der flere lister. En af dem viser nøjagtigt, i hvilken uge Karen, Ole, Ali eller Lis skal lave mad til deres naboer. For de 34 beboere er delt op i 7 hold med 4-5 personer på hvert hold.

”Vi laver mad en hel uge ad gangen. Så kan man i min alder godt være træt, når man når weekenden. Men til gengæld er det jo luksus at kunne sætte sig til bords alle de andre uger,” siger Karen med et smil.

Ugens menu hænger også synligt på søjlen ved indgangen, så beboerne kan se, hvad de ”går ind til”. De fleste uger byder både på kød, fisk og flere vegetarretter. Og der er taget højde for eventuelle allergier. Men det er helt op til gruppen, som er på vagt, hvad de vil servere for de andre.

”Vi går meget op i bæredygtighed, så vores madvarer skal være økologiske i det omfang, det overhovedet er muligt. Derfor har vi også bede med krydderurter i haven, som vi bare går ud og plukker fra.”

Karen fortæller, at er man syg eller ude i byen, kan man få bragt maden op til sin lejlighed eller selv hente en tallerkenfuld nede i køkkenet, når man kommer hjem.

“Det er en ordning, som jeg er rigtig glad for, for jeg har jævnligt arrangementer ude i byen,” fortæller hun.

Hun viser stolt rundt i det store køkken, som er en Michelin-restaurant værdig. Store køle- og fryseskabe. Masser af bordplads til at snitte grøntsager og anrette fade. En stor industri-opvaskemaskine, som Karen kalder deres ”bedste ven”, for den klarer tallerkener, glas og bestik i et snuptag. Der er ikke sparet på det, og det må være en sand fornøjelse at stå i køkkenet her.

”Vi går ret struktureret til værks i madgrupperne. Vi laver indkøbssedler og bestiller varer i Coop. De leverer varerne mandag formiddag. Ved 16-tiden mødes vi for at lave mad. Klokken 18 spiser vi. Og cirka 19.30 går vi hver til sit,” forklarer Karen Henriksen og tilføjer:

”Jeg er bestemt ikke chefkokken på mit hold, som har en masse gode ideer til menuen. Det overlader jeg til de andre. Til gengæld laver jeg gerne det praktiske arbejde med at hakke, anrette og tage den store opvask efter maden.”

Artiklen fortsætter under billederne.

Efterspørgsel på seniorbofællesskaber

En BL-undersøgelse viser, at der i Danmark kun findes cirka 136 seniorbofællesskaber med knap 4.000 beboere i den almene sektor.

Men efterspørgslen efter seniorbofællesskaber er ikke opfyldt i dag, viser tal fra Realdania. I 2021 var der cirka 80.000 ældre, som overvejede at flytte i seniorbofællesskab inden for de næste fem år.

En helt ny rapport fra BUILD, støttet af Realdania, kortlægger, hvem der i dag bor i bofællesskaberne, hvilke boliger de bor i, og hvor bofællesskaberne ligger. Læs den her 

Karen Nrbro 300922 019

Politisk Aktiv. ”Jeg har været politisk aktiv hele mit liv. Det startede med kampagnen mod atomvåben. Var ellers fra et pænt hjem med klaver og Berlingske Tidende. Så kom jeg ind i VS og derefter DKP og endeligt i Enhedslisten, som jeg stadig er medlem af. Hvis man vil fremme sine interesser, må man gå den politiske vej, hvis du spørger mig. Jeg har i mange år haft fokus på problemerne i Palæstina. Har været på mange studierejser derned. Sidste gang i 2018, hvor flere her i huset deltog.” Foto: Carsten A.

Bovigo Skærm

Kommunikationsforum. ”Vi har lavet en fælles gruppe på Borigo, hvor vi kan dele alle oplysninger. Den har en opslagstavle med begivenheder, foredrag, markedsplads, fotogalleri, madplan, mødeplan, referater og info fra de forskellige arbejdsgrupper. Vi kan kommentere på det hele og sende beskeder til hinanden. Det er vældig smart og overskueligt.”

Fællesrum – men ikke meget aktivitet

Karen Henriksen viser længere ind i fælleslokalerne. Først kommer vi ind i et hyggeligt opholdsrum med symaskiner i reolen og en sovesofa til gæster, der vil overnatte.

Bagved hobbyrummet dukker et stort sammenlagt lokale op med udsigt til haven, som både har en kæmpe sofagruppe, et gigantisk fladskærms-tv på væggen og et stort mødebord med plads til mange omkring.

”Her holder vi møder og hygger sammen på tværs af hinanden. Planen var egentlig, at der skulle være aktiviteter hver dag. Gymnastik, yoga, biograf, foredrag, og hvad ved jeg. Men det fik corona spændt ben for, inden vi overhovedet var gået i gang. Det er virkelig ærgerligt, men det skal nu nok komme stille og roligt,” siger hun håbefuldt.

Og håb er der at spore, for flere af beboerne er så småt kommet ud af deres ”corona-boble” og bruger i dag lokalerne til det, de var tiltænkt. Nogle strikker og nørkler. Andre planlægger koncerter og rejser sammen. En gruppe skal lige om lidt til Cuba, og et andet hold jorden rundt på et krydstogtskib.

Men beboerne i Den 3. Revle vil også være et udadvendt sted, som er i kontakt med lokalområdet.

”Vi vil meget gerne stille vores fælleslokaler til rådighed og være et slags forsamlingshus for kvarteret. Hvor vi for eksempel kan lave søndagscafé, huse mødregrupper, holde debatmøder. Det vil kunne give os nogle andre oplevelser og nye bekendtskaber,” siger hun forventningsfuldt.

Artiklen fortsætter under billederne.

Karen Nrbro 300922 013

1 / 1Studiekreds. ”Efter vi blev godkendt af Københavns Kommune til at være alment byggeri holdt vi et offentligt møde. 77 søgte efterfølgende om optagelse. Alle deltog i en studiekreds, hvor vi skulle lære hinanden at kende, lære om konflikthåndtering og sætte os ind i, hvad det betyder at bo i et bofællesskab. Det er vigtigt at være oplyst om værdigrundlaget og husreglerne, så man ikke bliver skuffet og flytter igen.” Foto: Carsten Andersen

Der skal bygges meget mere til de ældre

At være på besøg i seniorbofællesskabet Den 3. Revle med Karen som privat guide har været en stor oplevelse. Og for Karen har det den betydning, at hun får gjort omverdenen bekendt med, hvad sådan et bofællesskab kan – og at der skal bygges mange flere.

For Københavns Kommune er ”fattig” på senior-bofællesskaber, som hun siger. Og argumenter har Karen nok af:

“Altså, det giver jo så meget god mening at bygge flere bofællesskaber for os, som er blevet ældre. Efterspørgslen er stor. Vi er billigere for kommunen i plejeomkostninger, for selv om vi ikke vil være hinandens hjemmehjælpere, så hjælper og støtter vi gerne. Vi forebygger ensomhed og får bedre helbred ved at bo sammen på den her måde,” forklarer Karen Henriksen og tilføjer:

"Og som bonus frigiver vi gode og billige lejligheder til de yngre generationer, som står i kø for at få en familiebolig."

Hun har gennem årene tilbragt mange hundrede timer sammen med politikere, boligselskaber og borgere, som gerne vil leve sit seniorliv i selskab med andre seniorer. Men det kan godt være op ad bakke at få byggeriet til at gå op i en højere enhed på grund af de snævre økonomiske rammer og de stramme regler for alment byggeri.

Nye seniorbofællesskaber kommer ikke til at skyde op lige med det første. Til gengæld har Karen et håb om, at der kan blødes lidt op i de stramme regler for valg af nye beboere.

“Det går ikke, at vi alle er over 80 år. Anciennitetsprincippet tilgodeser dem, der har stået længst på ventelisten. Men hvis seniorbofællesskaberne skal være et godt og aktivt sted at blive gammel, så skal de nye indflyttere være med til at sikre en fornuftig aldersspredning. Der skal være tid til at yde og tid til at nyde,” afslutter Karen.

Tak til Karen Henriksen for rundvisning i seniorbofællesskabet Den 3. Revle i Tikøbsgade på Nørrebro.

Se flere billeder fra Den 3. Revle her

Karen Nrbro 300922 014

1 / 8Sådan ser det flotte rustrøde seniorbofællesskab ud på Nørrebro. Foto: Carsten Andersen

Karen Nrbro 300922 007

2 / 8Opvaskemaskinen i det store fælleskøkken er ifølge Karen Henriksen deres "nye bedste ven". Foto: Carsten Andersen

Karen Nrbro 300922 010

3 / 8Fællesvaskeriet i Den 3. Revle. Foto: Carsten Andersen

Karen Nrbro 300922 018

4 / 8Karen Henriksen i løb op til 4. sal, hvor hun selv bor. Foto: Carsten Andersen

Karen Nrbro 300922 001

5 / 8På opslagstavlen i spisestuen hænger der altid en ugemenu. Foto: Carsten Andersen

Karen Nrbro 300922 011

6 / 8Hver bolig har sit eget kælderrum. Foto: Carsten Andersen

Karen Nrbro 300922 016

7 / 8Lige udenfor fælleskøkkenet er der et stor højbed med diverse krydderurter. Dem bruger de flittigt i madlavningen. Foto: Carsten Andersen

Karen Nrbro 300922 022

8 / 8Karen står i sit eget køkken. Det er med vilje ikke lavet særligt stort, for beboerne spiser sammen i spisestuen fem dage om ugen. Foto: Carsten Andersen

Læs senere artikler

Nyt seniorkoncept hitter i Viborg: Sådan gør de

Læs nu
Læs senere
Tilføjet til læse listen

Realdania støtter fremtidens seniorbofællesskab i Struer

Læs nu
Læs senere
Tilføjet til læse listen

Om skribenten

Anja Andersen BL
Anja Robstrup Andersen

Anja Andersen er journalist og skriver om drift, byggeri, renoveringer, personportrætter og livet i landets almene boligafdelinger.

Seneste Artikel

Kredsformand: "Vi skal sikre de rigtige boliger til de personer, der vil bo her”

Anja Andersen er journalist og skriver om drift, byggeri, renoveringer, personportrætter og livet i landets almene boligafdelinger.

Seneste Artikel

Kredsformand: "Vi skal sikre de rigtige boliger til de personer, der vil bo her”

Fik du

læst disse?

Oversigt Kbh BL-direktør: Der er brug for tryghed om ejendomsvurderingerne
Notech Ude Ålegræs i vinduerne: Beboere får bæredygtig isolering
Stinewadskaermunch01 Stine bygger bro og får flere udsatte børn og unge ind i foreningslivet
BL 04994 Ny BL-rapport: Flere vil bidrage til fællesskabet, men ved ikke hvordan
DSF9561 Ny hjemløsereform skal afskaffe langvarig hjemløshed
Se alle artikler ( 2887 )

0

Læseliste