14. NOV. 2022 KL. 12:00
ALFABO: ”Skolen bruger vores have som biologilokale”
14. NOV. 2022 KL. 12:00
Børnene fra Munkevængets Skole i Kolding er flittige gæster i Munkebos oplevelses- og læringshave. De bruger den nye park som udendørs biologilokale, hvor de lærer om dyre- og plantelivet. Andre bruger den som inspirationshave.
Vil du gerne opleve stæren, når den har unger i redekassen eller se insekter fange føde i regnvandssøen, så inviterer Munkebo dig til at kigge forbi deres oplevelses- og læringshave i Kolding.
Her har ALFABO skabt en inspirationshave på størrelse med en fodboldbane, som har biodiversitet i højsædet. Her skal fugle, dyr og insekter leve i smuk harmoni med nøje udvalgte træer, buske og stauder, som alle er hjemmehørende for egnen. Her er god læring at hente for både skolebørn og villaejere i Kolding – og beboerne i det almene boligområde, Munkebo.
”Vi kalder det en inspirationshave, hvor vores beboere og borgerne i Kolding kan mødes på tværs for at blive klogere på, hvordan man kan øge biodiversiteten ved at arbejde med hjemmehørende planter og naturlige bosteder for insekter. Og for at vise, at det er dejligt at bo i Munkebo,” fortæller Jacob Andersen, strategisk bydelskonsulent i ALFABO.
For at bevare naturen så tro mod det, området i Kolding er ”født med”, har ALFABO hverken forbedret eller forandret jorden i parken. Og de har kun plantet stauder, buske og træer, som kan leve i den nuværende jord.
”Insekthotellet” er heller ikke lavet af en snedker i et værksted, men består af store træstammer på græsset og kvashegn. For det giver insekter og smådyr gode leveforhold.
Der er også gravet ud til en lille sø, som kun opsamler det regnvand, der naturligt falder fra himlen over Munkebo-området. Fra en træterrasse kan skolens elever og andre gæster undersøge dyrelivet i og omkring vandet.
”Vi vil afspejle den danske natur og arbejde med det, vi har. Derfor laver vi ikke dræn, som kan tiltrække vand til søen. Er der vand på ’savannen’, har dyrene det godt. Er der ikke vand, har de det hårdt. Det er lærerigt for vores gæster, at de oplever virkeligheden – også eleverne fra Munkevænget Skole, som tit har biologitime herovre,” siger Jacob Andersen.
Til at designe Munkebos ”vilde have” har ALFABO blandt andet haft besøg af biolog Katrine Grace Turner fra virksomheden Vildskab. På en havevandring gav hun gode råd til, hvordan haven skulle bygges op, og hvilken type beplantning, vildegnsbed og fuglekasser, som tiltrækker insekt- og dyreliv til haven.
Og så gik arbejdet i gang.
Artikel fortsætter efter citatet
Støtte fra Friluftsrådet
Friluftsrådet har bevilget 70.000 kroner til oplevelses- og læringsrummet, som er en del af ALFABOs arbejde med fysiske omdannelser og sociale tiltag.
I bevillingen har Friluftsrådet lagt vægt på, at området er offentligt tilgængeligt, er blevet til i samarbejde med Munkevængets Skole, at ALFABO står for at afholde events og aktiviteter for områdets beboere, samt at beboere og elever bliver inddraget i både etablering og vedligehold.
Udendørs biologilokale. Som en del af Munkevængets Skoles biologiundervisning har skolens 4., 8. og 9. klasses elever været med til at plante mere end 1.000 planter i de udvalgte staudebede i Oplevelses- og læringshaven. Derudover bruger skolen haven til at øge elevernes naturforståelse og engagement ved at tilbyde en undersøgelsesbaseret, konkret og virkelig biologiundervisning. Foto: Peter Clausen
Regnormen er dagens "fangst". Og her i haven kan man komme rigtig tæt på. Foto: Peter Clausen
Når først eleverne bliver fanget, så bliver der kigget intenst nedad for at se, hvad de kan finde af spændende dyr og insekter. Foto: Peter Clausen
Unge har scoret fritidsjob i haven
ALFABO var ikke alene om at anlægge deres oplevelses- og læringshave. De har fået rigtig god hjælp fra Munkevænget Skole og deres elever, hvoraf flere selv bor i boligområdet Munkebo. De hjalp blandt andet med at få sat alle de nyindkøbte planter i jorden tilbage i marts måned.
”De har gjort et fantastisk stykke arbejde. Og i dag har flere af de unge mennesker fra Munkebo og skolen i samarbejde med den boligsociale helhedsplan, ByLivKolding, scoret sig et fritidsjob, hvor de har ansvar for at vande og luge bedene. Det har givet dem en aktie i at passe godt på vores fælles haveanlæg,” fortæller Jacob Andersen.
Jacob Andersen, ALFABO. Foto: Peter Clausen.
Munkebo er en af de almene boligafdelinger, som er med i den boligsociale helhedsplan i Kolding Kommune. Her arbejder de blandt andet med at ansætte udsatte unge i fritidsjob, hvor de i beskyttede rammer lærer alt fra at møde til tiden og tage ansvar, til hvordan de får udbetalt løn og sparer feriepenge op.
Meget snart står der også infoskilte rundt om i Munkebos oplevelses- og læringshave, som fortæller de besøgende, hvilke tanker der ligger bag haveanlægget, og hvor stor betydning det har for dyre- og insektlivet at bruge planter og træer, som har tilpasset sig – ikke bare det danske, men den specifikke egns klima.
”Vi vil gerne være et samlingssted, hvor foreninger, kommune eller private holder foredrag eller workshops om biodiversitet, så vi får nye borgere ind i boligområdet, som kan være med til at fjerne de nuværende fordomme og myter omkring boligområdet,” siger Jacob Andersen.
Oplevelses- og læringsrummet er ifølge ALFABO også er et forsøg på at udvikle drift og vedligehold af de grønne områder, så de i større omfang understøtter biodiversiteten uden at tilføje en økonomisk meromkostning.
ALFABO har fået støtte til projektet fra Friluftrådets pulje ”Udlodningsmidler til Frilluftliv”, Ewii og lokale puljer i Kolding Kommune til at anlægge oplevelses- og læringshaven i Munkebo.
Vilde blomsterenge vil ændre udseende år for år, og de mange forskellige arter af vilde blomster har forskellige blomstringstider, som passer til, at forskellige insekter er aktive på forskellige tidspunkter. Derfor kan en vild blomstereng ikke altid forventes at se lige så farvestrålende ud, som passede bede eller de udsåninger, som man kender fra markerne. Foto: Alfabo
Den naturlige sø er placeret ud fra, hvor der på regnfyldte dage står vand, som gør, at området ikke er egnet til beplantning. Ved at bruge et område, der allerede er vådt, og som ikke er egnet til beplantning, så udnyttes kvadratmeterne i Oplevelses– og læringshaven bedst i forhold til biodiversitet og jordforhold. Foto: Alfabo
Insekthabitater. Lav bede med krydderurter, bærbuske eller frugttræer. Brug hjemmehørende arter, som har været i Danmark i flere år. Lav stendynger, hvor insekter kan opholde sig og få varmen. Ved at holde græsset lidt højt, kan det give skjulesteder og levesteder for sommerfugle, mus og harer. Lad døde grene, jord og haveaffald ligge i din have. Insektlaver, mariehøns, bænkebider, pindsvin og flere vil elske at bo og spise her. Foto: Alfabo
"Hvad er det", ser ud til at være spørgsmålet fra en af eleverne fra Munkevængets Skole. Foto: Peter Clausen
Jacob Andersen, strategisk bydelskonsulent i ALFABO, har brugt mange timer på at sætte sig ind i biodiversitet, og hvordan man får bygget et område op, som bygger på den jord og de planter, som er hjemmehørende for området i Kolding. For det er grundlaget for, at man kan tiltrække dyre- og insektliv. Foto: Peter Clausen
Læs senere artikler
3 gode råd: Sådan kommer I godt i gang med biodiversitet
”Bonderøven” besøger vild baggård på Vesterbro
Om skribenten
Anja Andersen er journalist og skriver om drift, byggeri, renoveringer, personportrætter og livet i landets almene boligafdelinger.
Seneste Artikel
Usikkerhed om forsikring efter massive regnskyl: "Det kan blive rigtig dyrt"Anja Andersen er journalist og skriver om drift, byggeri, renoveringer, personportrætter og livet i landets almene boligafdelinger.
Seneste Artikel
Usikkerhed om forsikring efter massive regnskyl: "Det kan blive rigtig dyrt"Mest læste
Se alle artikler (2995)0