16. MAR. 2022 KL. 12:00

Boligdirektør om afstemninger: “Den her model virker hver gang”

Klaus Ringgard Per Feder Og Hans Firma Er Ng21

I sådan en proces skal man “holde momentum.” Trækkes processen i langdrag, kan der opstå rygter og ‘fake news,’ mener Klaus Ringgaard. Foto: Per Feder, ng21

Få uger med høj intensitet. Det er den bedste model, når beboere skal klædes på til at stemme om renoveringer, mener direktøren for Alabu Bolig, der lige har fået vedtaget en helhedsplan med et stort flertal.

I Alabus afdeling på Saltumvej i Aalborg Øst har lejerne netop sagt ja til en ny helhedsplan. Den indebærer nedrivning, nybyggeri og omfattende renoveringer, der sender beboerne ud af deres boligområde i op mod et år.

Planen blev stemt hjem med et stort flertal efter et kort, intenst forløb, hvor lejerne blev klædt på med fakta om renoveringsprojektet og konsekvenserne for dem.

“Vi kørte oplysning og afstemning kort og intenst over få uger. Det er fjerde gang, jeg er med til at bruge denne model, og det har virket hver gang,” siger Klaus Ringgaard, der er direktør for Alabu Bolig.

Pas på rygter
I sådan en proces skal man “holde momentum.” Trækkes processen i langdrag, kan der opstå rygter og ‘fake news,’ siger boligdirektøren.

“Med en kort periode minimerer du risikoen for, at der opstår spekulationer og rygtedannelse, hvor Facebook-grupper løber løbsk, og en masse forkerte informationer florerer. Det kan give en værre ballade, og der kan opstå tvivl og utryghed, fordi tro og antagelser dominerer i stedet for fakta.”

Tre råd fra Klaus Ringgaard

Kort og intenst: Kør informationsprocessen over få uger op til afstemningen, så I kan holde momentum. Hold fokus på økonomi og genhusning og hvad renoveringen betyder for den enkeltes livssituation.

Uformelt: Sørg for en afslappet stemning til orienteringsmøder, hvor der er plads til grin og samvær. Brug så få fagudtryk som muligt og tænk over, at alle skal kunne forstå, hvad der bliver sagt. Tilbyd personlig rådgivning.

Kendt og trygt: Brug kendte ansigter i formidlingsprocessen. Lad eksempelvis velkendte viceværter besøge beboerne og fortælle om helhedsplanen og den kommende afstemning.

Læs senere artikler

Økonomi og genhusning
Boligblokkene er fra slutningen af 60’erne og skal rives ned og erstattes af punkthuse og rækkehuse - i alt 182 nye boliger. Samtidig skal 19 gårdhavehuse renoveres. Det sagde 111 beboere ja til. Fire var imod, og tre stemte blankt.

Forud havde Alabu Bolig kørt et forløb på 5-6 uger. Først fik beboerne en grundig orientering om byggeri, renovering, genhusning og økonomi. De to sidstnævnte får oftest mest opmærksomhed fra beboerne.

“Man spørger: hvor længe skal jeg genhuses? Hvad betyder det for min økonomi? Stiger mini husleje og hvad med min boligstøtte?” siger Klaus Ringgaard.

Håndholdt rådgivning
Til orienteringsmødet kunne en genhusningskonsulent regne på konsekvenserne for hver enkelt lejer, og tog personlige snakke med dem, der ønskede det.

“Det er jo ikke altid, man tør stille spørgsmål, når der sidder 100 mennesker i en sal og lytter,” siger Klaus Ringgaard.

Den enkelte beboer kunne også komme med ønsker til genhusningsperioden.

“På den måde gjorde vi rådgivningen håndholdt,” siger Klaus Ringgaard.

For at gøre orienteringsmødet til en særlig lejlighed havde man valgt at invitere beboerne ud i byen til middag, kaffe og socialt samvær.

“Det gav ekstra snakke på tværs, og vi fik signaleret, at det er beboerne, der er i centrum, ikke boligselskabet.”

Skal kunne grine
Et 60-siders magasin om renoveringsprojektet blev uddelt til beboerne, og i løbet af de første uger stemte kendte ansigter fra afdelingen dørklokker for at hjælpe med at besvare spørgsmål.

“Det var tidligere viceværter og folk, der har været ansat i afdelingen i mange år, der gik rundt. Vi allokkerede mange ressourcer i den forholdsvis korte periode, det var nødvendigt. Det giver tryghed, at man kan få svar på sine spørgsmål derhjemme.”

På selve afstemningsdagen kørte man en ny runde med spørgsmål, fortæller Klaus Ringgaard, men ellers var det bare at afgive sin stemme.

For Klaus Ringgaard er to ting afgørende for en god proces op til en afstemning: At den er kort, og at den er uformel.

“Det må endelig ikke blive stift. Vi skal kunne grine og have en afslappet stemning til møderne, og der må ikke være for mange fagudtryk. Almindelige dødelige skal kunne forstå, hvad der bliver sagt.”

Om skribenten

Fik du

læst disse?

Oversigt Kbh BL-direktør: Der er brug for tryghed om ejendomsvurderingerne
Notech Ude Ålegræs i vinduerne: Beboere får bæredygtig isolering
Stinewadskaermunch01 Stine bygger bro og får flere udsatte børn og unge ind i foreningslivet
BL 04994 Ny BL-rapport: Flere vil bidrage til fællesskabet, men ved ikke hvordan
DSF9561 Ny hjemløsereform skal afskaffe langvarig hjemløshed
Se alle artikler ( 2879 )

0

Læseliste