16. MAR. 2022 KL. 12:00

"Beboerne skal være velinformerede og føle sig trygge"

Maja

"Tryghed og gennemsigtighed var pejlemærker i kommunikationsindsatsen hele vejen igennem," fortæller Maja Lundager Pedersen. Foto: Charlotte Holst

Tidlig involvering, en avis og en pixibog og fysiske besøg hos beboerne. Det var vigtige værktøjer, da der skulle stemmes om fysisk helhedsplan for 3B Folehaven.

Renovering, nybyggeri og fornyelse af udearealer for næsten en milliard kroner. Det sagde beboerne i 3B Folehaven ja til i efteråret.

Helhedsplanen blev stemt igennem med et stort flertal og en valgdeltagelse på omkring 60 procent. At over 500 beboere mødte fysisk op for at afgive deres stemme er ifølge bestyrelsesformand Villy Sørensen et rigtig godt resultat.

“En stemmeprocent på niveau med et kommunalvalg, er meget fint. Jeg tror, demokratiet i det almene virker, fordi man er bevidst om, at det her er noget, man altså skal være med til at bestemme, fordi det rammer ens hverdag. Vi går jo ind i folks boliger og kradser i det hele,” siger han.

Villy Sørensen fortæller, at man allerede for år tilbage involverede en kerne af beboere, og at deres viden har spredt sig som ringe i vandet til andre beboere gennem årene.

“Vi tog til Rosenhøj i Aarhus, som vandt en pris for bedste renovering (i 2017). Det betyder enormt meget, at 30 mennesker tager på sådan en tur. Så har du allerede en kerne af folk med den samme viden som os i afdelingsbestyrelsen. Det er vigtigt, for den kerne udvider sig hele tiden. Det er en viden, der breder sig,” siger Villy Sørensen.

På hjemmebesøg

Maja Lundager Pedersen er ansat i den boligsociale helhedsplan Mit Kvarter, der dækker Valby, Sydhavn og Sjælør. I regi heraf blev der ekstraordinært oprettet et beboerteam op til afstemningen om helhedsplanen.

Her prioriterede man, som noget nyt, hjemmebesøg hos beboerne i Folehaven. Hun og fire kolleger fra beboerteamet brugte tre uger op til afstemningen på at komme rundt til så mange som muligt for at fortælle dem om den fysiske helhedsplan og deres ret til at stemme.

Den 100-sider store temaavis suppleret med en pixibog-udgave - oversat til fire sprog, der var blevet uddelt forinden, var en god indgang til dialog:

Det var en oplagt måde at komme i gang på: ‘Har I set avisen?’ ‘Ved I at I skal stemme?’ Vores tilgang var, at det var beboernes valg. Det er jo deres fremtidige hverdag, der er på spil. Derfor var det også drønvigtigt, at de deltog.”

Gode råd fra Folehaven

Tag på hjemmebesøg: Lad velkendte ansigter besøge beboerne og gøre opmærksom på afstemningen om helhedsplanen. Mind folk om at de har en stemme, og at det er deres valg. Er der ingen hjemme, så læg en hilsen med en reminder om afstemningen.

Lav Q&A: Lav en liste med de hyppigste spørgsmål og svar og gør den tilgængelig online. Henvis beboerne til listen, når de spørger om noget, som er behandlet og besvaret der. Opdatér listen i takt med at I bliver klogere på, hvad folk er mest i tvivl om.

Inddrag og oplys: Inddrag en kerne af beboere tidligt. Vis dem eksempler på nybyggeri og renoveringer. Sæt dem ind i processen. Giv jeres viden videre, så den kan brede sig gennem dem. Lav cafémøder hvor beboere kan komme med input.

Hold jer til fakta: Sørg for at formidle fakta redeligt og ordentligt og sig aldrig noget, du ikke kan forklare eller ikke selv forstår. Lad være med at gå ind i diskussioner. Svar faktuelt og sagligt. Henvis eventuelt til listen med Q&A.

Brug områdets aktører: Skab relationsbåret kommunikation ved at formidle viden og fakta til lokale aktører som kirken, biblioteket, ungdomsklubben, lommepenge-gruppen, kvinde-gruppen eller andet. Brug de gode kontakter.

Hold momentum: Fortsæt kommunikationsindsatsen efter afstemningen. Vær synlig og fortsæt dialogen med beboerne, så de ikke glemmer, hvad der skal ske. Det kan give et tryggere byggesagsforløb, hvor beboerne er indstillet på gener og bøvl.

Fyhp Gårdrum

Illustration af det nye udemiljø.

"Beboerne skulle være velinformerede og føle sig trygge. Det er deres fremtidige hjem og rammer, det handler om."

Maja Lundager Pedersen

Boligsocial medarbejder i den boligsociale helhedsplan Mit Kvarter

Velfungerende Q&A

Spørgsmålene fra beboerne kredsede naturligt nok om deres egen bolig og livssituation, Ofte havde de meget specifikke spørgsmål.

“Det var ikke alt, beboerteamet kunne svare på. Vi er ikke er byggeeksperter, og noget var måske heller ikke tegnet eller projekteret endnu. Men så skrev vi deres spørgsmål ned, undersøgte sagen og vendte tilbage. Alt skulle besvares,” siger hun.

Ud over hjemmebesøgene kørte der information og dialog på Facebook. Beboerteamet gik ikke i dialog her, men samlede op på spørgsmål og misforståelser og henviste brugerne til en liste med de hyppigste spørgsmål og svar - en Q&A.

“I takt med at vi fik mere viden om, hvad folk var mest i tvivl om, eller måske havde misforstået, kunne vi udvide og opdatere listen med Q&A løbende. Det fungerede rigtig godt,” siger Maja Lundager Pedersen, der understreger, at arbejdet op til afstemningen var en fælles indsats mellem afdelingsbestyrelsen, byggesagen for den fysiske helhedsplan og den boligsociale helhedsplan.

Forsamlingshus

Let tilgængelig information var gennemgående i processen. Beboere kunne tre gange ugentligt komme forbi det boligsociale beboerteam, som havde udvidet åbningstiderne. Byggeafdelingen holdt informationsmøder, der var åbent hus på det centrale torv i Folehaven, hvor beboerne kunne møde eksperter og rådgivere, og gårdrumsmøder, hvor en kaffevogn og pavilloner gjorde det tydeligt, at noget var i gære.

En række cafémøder tidligt i processen var afgørende for engagementet hos beboerne, mener Villy Sørensen. Her kunne de komme med egne ideer og ønsker.

“Vi lavede en form for forsamlingshus. Beboerne kunne byde ind med deres ideer på post-its, der blev samlet ind. Hvis man er nogenlunde enige om målet: at vi skal skabe sunde gode boliger, så kan man bygge på med alle ideerne om elladestandere, solceller og så videre. Vi har haft fantastiske dialoger på de her cafémøder. Der var et stort engagement, og det har også betydet noget for valgdeltagelsen,” siger Villy Sørensen.

Kendte ansigter

Tryghed og gennemsigtighed var pejlemærker i kommunikationsindsatsen hele vejen igennem, siger Maja Lundager Pedersen.

“Beboerne skulle være velinformerede og føle sig trygge. Det er deres fremtidige hjem og rammer, det handler om. I forhold til tryghed var det vigtigt, at der var kendte ansigter som os i det boligsociale team, der kunne hjælpe med fakta og forklaringer. Og for os har det været en enormt givende proces, hvor vi jo blandt andet fik anledning til at besøge samtlige beboere i vores afdeling.”

Læs senere artikler

Om skribenten

Fik du

læst disse?

Oversigt Kbh BL-direktør: Der er brug for tryghed om ejendomsvurderingerne
Notech Ude Ålegræs i vinduerne: Beboere får bæredygtig isolering
Stinewadskaermunch01 Stine bygger bro og får flere udsatte børn og unge ind i foreningslivet
BL 04994 Ny BL-rapport: Flere vil bidrage til fællesskabet, men ved ikke hvordan
DSF9561 Ny hjemløsereform skal afskaffe langvarig hjemløshed
Se alle artikler ( 2877 )

0

Læseliste