Flere retssager udfordrer lovgivning om omdannelses-områder

I efteråret 2018 vedtog et flertal i Folketinget den såkaldte parallelsamfundslovgivning, der blandt andet indeholder kriterier for, hvornår almene boligområder opnår prædikater som udsatte områder og omdannelsesområder. Reglerne betyder blandt andet, at op til 60 procent af de almene familieboliger i 17 omdannelsesområder og tidligere omdannelsesområder skal afvikles. Afviklingerne skal ske gennem såkaldte udviklingsplaner, der for eksempel kan omfatte nedrivning, salg eller ommærkning af boligerne.

Beboere i nogle af de berørte boligområder har anlagt sag mod staten samt nogen steder også kommuner og boligorganisationer. De mener, at parallelsamfunds-lovgivningen er udtryk for ulovlig diskrimination. Det gælder især almenboliglovens § 61a, stk. 2. 

Et forhold som også Institut for Menneskerettigheder og FN’s komite for økonomiske, sociale og kulturelle rettigheder, der arbejder under FNs afdeling for menneskeret, også har deres øjne rettet imod. I to rapporter kritiserer FN-komiteen i skarpe vendinger, at Danmark ved lov karakteriserer bestemte boligområder som ghettoer, og at man i forskellige sammenhænge forskelsbehandler de mennesker, som bor i de områder, der er på regeringens såkaldte lister over udsatte boligområder. Institut for Menneskerettigheder er desuden indtrådt i flere af retssagerne til støtte for beboerne.

Flere sager 

Aktuelt har beboere fra Mjølnerparken i København samt Bispehaven og Gjellerup i Aarhus anlagt sager som konsekvens af de udviklingsplaner, som kommuner og boligorganisationer i henhold til loven har udarbejdet og skal gennemføre i fællesskab.

I boligafdelingen Nøjsomhed i Helsingør har boligorganisationen Boliggården været nødsaget til at opsige beboerne og efterfølgende indbringe disse opsigelser for byretten. Men her er opsigelserne ikke en konsekvens af en udviklingsplan, men derimod en helhedsplan, som skulle medvirke til en ændret beboersammensætning for at undgå at komme på listen over omdannelsesområder (på daværende tidspunkt benævnt den hårde ghettoliste).

Også i boligafdelingen Schackenborgvænge, som er en del af Ringparken i Slagelse, har boligorganisationen Slagelse Almennyttige Boligselskab måtte indbringe opsigelser af beboerne for retten i forbindelse med salg af boligerne som følge af områdets udviklingsplan.

Afgørelse på vej

Sagen om Nøjsomheden har allerede tilbage i efteråret 2020 været gennem byretten. Dommen konkluderede, at boligorganisationen i forbindelse med udmøntningen af helhedsplanen ikke havde opsagt beboerne i strid med lejelovgivningen.

Retten konkluderede også at parallelsamfundslovgivningen, der var medvirkende til opsigelserne, ikke var diskriminerende. Sagen blev anket til Østre Landsret, hvor den forventes at blive behandlet den 20. og 23. maj i år.

Lange udsigter til en endelig afklaring

Der er yderligere to sager, der verserer ved Østre Landsret - Schackenborgvænge og Mjølnerparken.  Den 29. juni 2022 afgør landsretten om de to sager skal behandles i den samme afdeling af landsretten, og om der skal ske en såkaldt præjudiciel forelæggelse for EU-Domstolen på grund af tvivl om, hvordan de relevante EU-regler skal fortolkes.

Retssagerne er principielle, idet begge sager handler om, hvorvidt parallelsamfundslovgivningen er i strid med Grundloven, Den Europæiske Menneskerettighedskonvention og FN’s race-diskriminationskonvention.

Artiklen fortsætter under citatet og boksen. 

En endelig afgørelse kan således have lange udsigter, da sagerne i princippet også kan komme en tur forbi Højesteret og den Europæiske Menneskerettighedsdomstol.

”Der vil formentlig ikke falde en endelig afgørelse om dette spørgsmål før engang i 2028 eller deromkring,” siger BL’s chefjurist Sanne Steen Petersen.

Udviklingsplanerne skal følges

Selvom det fortsat varer år, inden det er taget stilling til, om det arbejde, der varetages med gennemførelsen af udviklingsplanerne, er lovligt, så betyder det ikke, at arbejdet med implementeringen af udviklingsplanerne skal indstilles til efter, retsinstanserne har talt. Tværtimod har boligorganisationerne pligt til at fortsætte arbejdet.

”Hvis kommuner og boligorganisationer ikke følger deres udviklingsplan, giver parallelsamfundslovgivningen ministeriet ret til at gribe ind og i sidste ende overtage kontrollen af det pågældende område. Ministeriet kan så forlange, at 75 procent og ikke 60 procent af boligområdets familieboliger skal afvikles. Men så galt går det forhåbentlig ikke. Lovgivningen er gældende og skal følges, uagtet der rejses retssager, og dermed skal udviklingsplanerne også følges”, siger Sanne Steen Petersen.

Hun oplyser, at BL har en tæt og løbende dialog med Indenrigs- og Boligministeriet om de mulige konsekvenser af retssagerne, herunder det faktum, at nogle udviklingsplaner måske bliver forsinket og ikke kan udmøntes inden udgangen af 2030.

Tilsvarende er der opmærksomhed på de eventuelle erstatningsspørgsmål, der kan opstå, hvis det viser sig, at parallelsamfundslovgivningen af domstolene vurderes som ulovlig.

”BL’s klare holdning er, at konsekvenserne af retssagerne ikke skal belaste den enkelte boligorganisation økonomisk eller på anden måde, idet boligorganisationerne blot udfører deres pligt med at følge den lovgivning, der er blevet vedtaget af Folketinget,” siger Sanne Steen Petersen.