15. AUG. 2022 KL. 15:45

Investering i sociale effekter skal få udsatte ledige i job

Kolding Kommune Sociale Effektinvesteringer 024

”Jeg har lært, at det hjælper at sige højt, hvad man har brug for hjælp til," fortæller Søs Christensen, der har ’hængt i systemet’ i 25 år, men i dag er kommet i job. Foto: Lars Just

Sociale effektinvesteringer er et nyt greb til løsning af en lang række sociale problemer. Kolding Kommune har gjort sig gode erfaringer.

Langt flere mennesker, der nu er på passiv forsørgelse, skal i gang med en uddannelse eller i beskæftigelse. Det er nemlig på alle måder ressourcekrævende for samfundet, at over 230.000 voksne danskere i dag ikke er en del af det arbejdende fællesskab. En problematik, der kan angribes fra forskellige vinkler – fx ved at stramme skruen økonomisk for den enkelte.

Kolding Kommune har valgt en anden vej. Her er man kommet til den erkendelse, at fundamentale samfundsproblemer kræver handling ud over, ’hvad vi plejer’.

Med det nyetablerede samarbejde ”En ny start for flere” vil kommunen sikre, at op til 70 borgere fra udsatte boligområder i Kolding kommer i langvarige ordinære jobs. Der er tale om borgere, som har været uden for arbejdsmarkedet i længere tid og samtidig har flere udfordringer som for eksempel, at de har haft svært ved at blive integreret og samtidig er eneforsørgere af et eller flere børn. Altså borgere med komplekse problemstillinger, som kræver helhedsorienterede løsninger, der skabes mellem kommune, civilsamfund og erhvervsliv. 

Den traditionelle jobindsats har ikke virket på målgruppen, hvorfor man nu etablerer en oprigtig nysgerrig dialog med det enkelte menneske om, hvad der blokerer for, at de får og kan beholde et arbejde. Det er virksomheden Marselisborg, som har specialiseret sig i udviklingsprocesser i den offentlige sektor, der varetager den opgave.

Borgerne bliver inddraget helt fra den indledende fase, hvor de får indflydelse på at designe deres eget forløb. På den måde skaber man motivation for deltagelse, ligesom den enkelte gennemgår en personlig udviklingsproces. Desuden får hver borger tildelt en personlig jobrådgiver, som følger borgeren og sikrer match med virksomhederne. Samtidig skal den boligsociale helhedsplan hjælpe med, at børnene får et aktivt fritidsliv og opbygge lokale netværk.

Om partnerskabet

Partnerskabet i Kolding består af Den Sociale Kapitalfond, Landsbyggefonden, Kolding Kommune, den boligsociale helhedsplan Byliv Kolding, der er forankret i byens almene boligforeninger samt Marselisborg som ekstern leverandør.

"Når politikere siger, det skal kunne betale sig at arbejde, så tænker jeg på den værdighed, det giver mig at have et arbejde. Jeg er et meget gladere menneske i dag – og dét kan på alle måder betale sig."

Søs Christensen

Søs skaber ringe i vandet

En af de borgere er Søs Christensen på 43 år, der gennem flere år har kæmpet med depressioner og personlige problemer.

Gennem årene har hun derfor haft kontakt til utallige sagsbehandlere og jobkonsulenter. Rekorden er 11 forskellige - på ét år.

”Jeg står i beklædningsafdelingen på et lokalt industrivaskeri og arbejder med tøj til restauranter og hoteller – og det er både et værdigt og meningsfyldt arbejde. Hvis mit arbejde ikke er i orden, klager kunderne, så det er vigtigt, jeg gør mig umage,” fortæller Søs, som bliver deltager i projektet og får tilknyttet en fast mentor, der skal hjælpe hende med at fastholde jobbet.

”Det udvikler mig. Det er desuden rart, at jeg er på lige fod med de andre ansatte, og at chefen behandler os ens”, siger hun og fortæller, hvordan en typisk dag på kontanthjælp er tom og grå:

”Ingen regner med én, ingen venter på én, ingen har brug for én. Nu er jeg pludselig en del af noget og har noget at stå op til, og jeg får derfor også lavet mere derhjemme. Jeg har det bedre fysisk og psykisk”.

Søs Christensen fortæller også, hvordan hendes positive udvikling spreder sig som ringe i vandet derhjemme:

”Mine børn har været med ude på mit arbejde, og den lille på fem år er meget nysgerrig og vil gerne have et fritidsjob og tjene lommepenge. Det gør mig vildt glad. Jeg ønsker kun det bedste for mine børn – at de kommer godt i gang med livet og ikke skal hænge i systemet, som jeg har gjort det."


En social investering
Projekt ”En ny start for flere” bygger på en såkaldt social effektinvestering, hvor Den Sociale Kapitalfond og Landsbyggefonden finansierer indsatsen mod en resultatbetaling, såfremt de aftalte effekter opnås. I dette tilfælde investerer fonden sine penge i den beskæftigelsesrettede indsats, og får først de investerede penge plus et afkast tilbage i det øjeblik indsatsen har hjulpet så mange borgere i varig beskæftigelse, at kommunens omkostninger til overførselsindkomster er faldet. En model, der styrker kommunens mulighed for at afprøve nye løsninger.

Om skribenten

Christina Ove Holm BL
Christina Ove Holm

Christina Ove Holm er kommunikationschef og uddannet journalist. Hun bidrager i det redaktionelle arbejde med sparring og idé- og konceptudvikling.

Seneste Artikel

Repræsentantskabsmøde: ”Vi skal være relevante for hele sektoren”

Christina Ove Holm er kommunikationschef og uddannet journalist. Hun bidrager i det redaktionelle arbejde med sparring og idé- og konceptudvikling.

Seneste Artikel

Repræsentantskabsmøde: ”Vi skal være relevante for hele sektoren”

Fik du

læst disse?

BL Tingbjerg 111018 014 Nu er der færre parallelsamfund på Boligministeriets liste
Finnmuus Boligdirektører: Kæmpe problem at udskyde energirenoveringer og andre nødvendige renoveringer
RW 210922 FAB Elbiler 0024 Boligselskab: "Planlæg ladestandere til fremtiden"
Katja Lindblad Domea Beboerrådgivning bremser udsættelser
Se alle artikler ( 2670 )

0

Læseliste