22. SEP. 2021 KL. 12:56
Opråb fra landets 5 største byer: Lovgivning om børnepasning virker modsat
22. SEP. 2021 KL. 12:56
Reglerne om dagtilbud og læringstilbud i udsatte boligområder gør det sværere at skabe blandende byer. Sådan lyder opråbet fra 10 borgmestre og rådmænd fra landets fem største byer.
Lovgivningen skulle være med at skabe en mere blandet by. Men nu råber 10 borgmestre og rådmænd op: Den del af parallelsamfundspakken, der handler om børnepasning virker modsat.
Det drejer sig blandt andet om reglerne for bedre fordeling af børn i dagtilbud, den såkaldte 30 procents-regel og reglerne for obligatorisk læringstilbud.
”Situationen er, at loven på flere punkter lægger sten i vejen for at skabe netop de blandede boligområder, som parallelsamfundsaftalen også er et opgør med,” skriver de i et samlet debatindlæg i Jyllands-Posten.
Der må med de nuværende regler max være 30 procent børn fra et udsat boligområde i en daginstitution. Er der flere, bliver de henvist til pasning andre steder i byen. Samtidig skal 1-årige børn fra udsatte boligområder 25 timer i et obligatorisk læringstilbud, hvis de ikke allerede går i dagtilbud.
Men de ledende kommunalpolitikere peger på, at hvis beboersammensætningen i et område skal ændres, er det derfor vigtigt, at det er attraktivt for ressourcestærke familier at flytte til områderne.
Afsenderne på debatindlægget
Lars Weiss (S), overborgmester i København
Jesper Christensen (S), børne- og ungdomsborgmester i København
Jacob Bundsgaard (S), borgmester i Aarhus
Thomas Medom (SF), rådmand for Børn og Unge i Aarhus
Peter Rahbæk Juel (S), borgmester i Odense
Susanne Crawley Larsen (R), rådmand, Børn og Ungeforvaltningen i Odense
Thomas Kastrup-Larsen (S), borgmester i Aalborg
Mai-Britt Iversen (S), rådmand, Familie- og Beskæftigelsesforvaltningen i Aalborg
Jesper Frost Rasmussen (V), borgmester i Esbjerg
Diana Mose Olsen (SF), formand for Børn & Familieudvalget i Esbjerg
”Paradokset er, at lovgivningen ikke kun rammer de nuværende beboere i et udsat boligområde. Den påvirker også familier, der netop er her eller er på vej til at flytte til, heriblandt ressourcestærke børnefamilier, som måske er flyttet til nye, private boliger i et område under forandring,” skriver de.
Debatindlægget er en opfordring til forligspartierne fra parallelsamfundspakken: Socialdemokratiet, Venstre, Dansk Folkeparti, Socialistisk Folkeparti, Konservative og Liberal Alliance
Da aftalen blev indgået i 2018, var det med håndslag om at revurdere loven hvert år. Men det er ikke sket endnu.
”Derfor henvendte vi os i april til partierne med ønsket om at få reglerne justeret. Vi sendte tilmed helt konkrete forslag til håndtering med. Men intet har vi hørt,” skriver kommunalpolitikerne.
Om skribenten
Seneste Artikel
Næstformand: "Virkelig glad for den store interesse"Mest læste
Se alle artikler (2976)0