03. MAR. 2021 KL. 08:50
Viborgs borgmester vil bygge blandede byer: Den bedste måde at undgå A- og B-skoler
03. MAR. 2021 KL. 08:50
Vores børn skal lære virkeligheden at kende, og det gør de bedst, hvis den lokale skole har en blandet børneflok fra en blandet boligmasse, mener Ulrik Wilbek.
Hjemme i danskernes stuer er Ulrik Wilbek mest kendt som håndboldtræner for både kvinde- og herrelandshold. I karrieren som landsholdstræner hev han guld, sølv- og bronzemedaljer hjem til både Europa- og Verdensmesterskaber og De Olympiske Lege i perioden fra 1994 til 2014.
I år vil han helst hive en borgmesterkæde hjem fra vælgerne i Viborg Kommune, når de skal til stemmeurnerne ved kommunalvalget i november. Håndbolden er lagt på hylden til fordel for kommunalpolitik, hvor han blev valgt som borgmester for Venstre i 2017.
Fra fjerdesal på Rådhuset har den 62-årige Venstremand en formidabel udsigt over land og by. Herfra filosoferer han over vigtigheden af at sikre en balance mellem land og by. Ikke bare på landsplan, sådan som boligminister Kaare Dybvad Bek (S) gør, men også indenfor den enkelte kommunegrænse.
”Hvis vi sammenligner Viborg og Frederiksberg Kommune, er vi nogenlunde lige store på indbyggertal, men derudover meget forskellige. På Frederiksberg bor folk dør om dør og kan gå hurtigere fra den ene ende af kommunen til den anden, end vi kan køre bil igennem Viborg Kommune,” griner han og henviser til, at Viborg Kommune er Danmarks næststørste arealmæssigt, kun overgået af Ringkøbing-Skjern.
Ulrik Wilbek er klar til at tage en ny borgmesterperiode. Foto: Gitte Redder
Læs senere artikler
”De boligsociale medarbejdere når mennesker, vi aldrig når”
Den midtjyske kommune består af Viborg by med godt 41.000 indbyggere, en håndfuld mellemstore byer som for eksempel Bjerringbro, Skals og Møldrup og endelig en myriade af små landsbyer.
”Vi har også 18.000 indbyggere, der bor på landet uden for landsbyerne. Og det er markant, hvor hurtigt folk flytter fra landet ind til de mellemstore byer i kommunen eller til Viborg,” konstaterer han.
Derfor bygges der for øjeblikket vildt mange nye boliger og anlægges nye bydele. Som Arnbjerg, Taphede og Banebyen.
Sidstnævnte er en attraktiv bydel i det gamle industriområde tæt på banegården i centrum. Mere end fem milliarder kroner er investeret af blandt andet pensionskasser, private investorer og boligselskaber. Og her skyder ungdomsboliger, seniorboliger, private og almene boliger op side om side. Banebyen bliver hjem for 3.500 beboere.
BMW og Mercedes skal ikke dominere
Godt hver femte bolig er almen, og de røg i lyntempo, fortæller Ulrik Wilbek.
”Vi har en klar politik om, at der skal være blandede boliger i de nye bydele. Alle mulige slags og mere end enfamiliehuse. Private boliger. Almene boliger. Vi blander så godt, som vi overhovedet kan,” fastslår han.
Skoledistrikterne er en af de vigtigste grunde til, at borgmesteren vil blande.
”Det skulle nødig være sådan, at der er A- og B-skoledistrikter. Vores børn gik på en skole i det østlige Viborg, hvor rigtig mange forældre kørte BMV og Mercedes. Der synes jeg ikke, at mine børn oplevede virkeligheden, og jeg havde gerne set en mere blandet børneflok,” siger Ulrik Wilbek.
Borgmesteren bryder sig ikke om tanken om en skole, hvor der ikke er børn med særlige behov og fra forskellige familie-baggrunde.
”Vi vil gerne have, at folk oplever virkeligheden og bor og lever blandet,” siger han og pointerer, at det gælder i hele kommunen.
Derfor har man politisk besluttet at sætte byggeriet af almene boliger i selve Viborg på pause i de næste år og flytte kvoterne ud i kommunens mindre byer. For at tilgodese de mindre byer og undgå centralisering. By og land skal hænge sammen, også i en kommune, betoner han.
”Folk vil gerne flytte fra land til by, og man kan ikke stoppe udviklingen. Men vi skal bare huske ikke kun at snakke Viborg. Vi gør et stort nummer ud af, at de fleste viborgensere i kommunen bor udenfor Viborg by, og de skal have de samme muligheder,” siger han.
”Der er rift om nybyggede almene boliger alle steder, og de skal ikke kun ligge i Viborg,” siger han og fastslår, at den beslutning også har været lettere at træffe, fordi der igennem de seneste mange år er bygget og renoveret alment i Viborg for mange hundrede millioner kroner.
Ghetto-liste giver ikke mening i en by som Viborg
I Viborg er de to almene boligområder Houlkjærvænget og Ellekonebakken på Boligministeriets liste over udsatte boligområder. Ellekonebakken røg et enkelt år på ghettolisten, men det var ifølge Ulrik Wilbek helt misforstået.
”Jeg synes altså ikke, at de er særligt udsatte boligområder. Vi har ikke bander, kriminalitet og utryghed, og folk opfører sig ordentligt,” siger han. Men noterer, at der er udfordringer med at få folk i arbejde.
I det hele taget ryster han på hovedet over regnearksøvelser, hvor man efter forskellige kriterier putter folk og boligområder i kasser. Fordi noget giver mening i Odense på grund af Vollsmose og i København på grund af Mjølnerparken, giver det ikke mening i en større midtjysk provinsby.
”I den her kommune, hvor jeg ikke oplever store udfordringer, synes jeg ikke, at listerne over ghettoer og udsatte boligområder giver nogen mening. Helt overordnet er det ikke lige min kop the, at man kategoriserer folk på den måde,” siger han.
Ulrik Wilbek vil dog ikke gå så langt som sin socialdemokratiske borgmesterkollega, Marie Stærke, i Køge, der kræver ghetto-listen aflivet.
”Det vil være forkert af mig fra et forholdsvis beskyttet område at sige, at ghettolisten skal afskaffes. Der er en grund til, at den er lavet, og den er nok et godt redskab i boligområder i Odense, Århus og København, hvor man har kæmpe problemer med kriminalitet og parallelsamfund,” lyder det.
Borgmesteren betoner, at det er vigtigt, at en kommune har boliger, hvor folk har råd til at bo, hvis de er udsatte. Han beklager, at der mangler billige boliger til under 3.500 kroner til udsatte og hjemløse i Viborg.
”Vi skal huske, at hver gang vi moderniserer almene boliger, stiger huslejen, og det kan være en udfordring for mange. Hensigten med almene boliger er også, at der skal være billige boliger for dem, der ikke har andre muligheder,” siger Ulrik Wilbek.
Om skribenten
Mest læste
Se alle artikler (3003)0