Leder: Regeringens Forebyggelsespakke – boliger og symboler

Hvad er op og ned på dette udspil?

Det kan være svært at afkode ud fra den offentlige debat. For her er der talt en del boligpolitik men desværre mest symbolpolitik. Jeg håber inderligt, at symbolerne kan blive lagt væk, så virkelighedens udfordringer og løsninger kan komme ind i debatten. Det er faktisk familiers hjem og tilværelse, vi her har et fælles ansvar for.

I regeringens udspil lanceres et helt nyt begreb: 'forebyggelsesområder'.

Det drejer sig om en liste på 58 boligområder, der kan udvikle sig til at blive såkaldte ghettoer. Nu tænker man straks – åh nej, skal vi nu have flere lister. Og svaret er ”ja”, hvis forslaget bliver vedtaget, men samtidig foreslås også, at ordet ”ghetto” nu helt slettes som ord fra regeringens lister. Ghettoer kommer til at hedde parallelsamfund. Hårde ghettoer kommer til at hedde omdannelsesområder.

Man kan sige ”bedre sent end aldrig”, og at det kun er ord. Men ord danner billeder, billeder danner forestillinger. Så jeg tror, at det man dropper ordet ghetto, kan have stor betydning. Hvis vi alle bare husker det.

Hensigten med de 58 forebyggelsesområder skal være at forebygge, at de udvikler sig til – hvad vi med de nuværende begreber desværre kalder - ghettoer, som efter fire år bliver til hårde ghettoer, hvor der kræves afvikling af 60 procent af boligerne.

Samtidig indgår det i regeringens forslag, at der fremover skal tage fem år i stedet for nu fire år, før et område bliver hård ghetto med kravet om afvikling af boliger.

Krav om obligatorisk fleksibel udlejning

Hvad er det så præcist, der skal virke forebyggende i disse forebyggelsesområder?

Det er krav om obligatorisk fleksibel udlejning, således kun personer i arbejde eller i uddannelse på ventelisten kan få bolig i disse områder. Erfaringerne viser, at det er et effektivt instrument, som vi allerede i dag gør brug af mange steder.

Samtidig bliver det muligt at sætte restriktioner på bytte- og fremlejeretten i disse områder, så der så at sige ikke kan sniges uden om den fleksible udlejning.

Teksten fortsætter efter citatet:

Sortering på oprindelsesland

Det sidste og mest kontroversielle tiltag for at regulere tilflytningen til forebyggelsesområderne er, at kommunerne ikke skal kunne anvise boligsocialt til områderne, hvis familierne er på visse offentlige ydelser, eller har modtaget en dom eller er statsborgere fra et ikke-vestligt land.

Den sidstnævnte sortering på oprindelsesland bryder med den mangeårige tradition for, at vi udlejningsmæssigt ikke skeler til menneskers oprindelse men alene har fokus på deres livssituation, om de er i arbejde, i uddannelse osv.

Men det virker desværre som om, at fokus på oprindelse har haft så stor betydning under udarbejdelsen af forslaget, at man ikke har fået regnet ordentligt igennem, om det overhovedet kan realiseres.

Begrænsningen af den kommunale anvisning, som den er formuleret i forslaget, får i hvert fald omfattende betydning.

Er boligpolitikken igen blevet fanget i symbolpolitik?

I de 58 forebyggelsesområder bor 110.000 mennesker.

Alene i Københavns kommune er der 13 forebyggelsesområder med næste 11.000 beboere, og fremover vil kommunen have begrænsninger i den boligsociale anvisning til en fjerdedel af alle de almene boliger!

Det sammen vil komme til at gælde i Odense. Og som højdespringeren vil Høje Taastrup Kommune kommer til at stå i en situation, hvor der i næsten 60 procent af de almene boliger vil være begrænsninger for den kommunale anvisning.

Som en løsning på dette er foreslået, at familier på ventelisterne til de 58 områder i stedet kan komme foran i køen til privat udlejning. Det skal enten ske ved frivillige aftaler med de private udlejere – eller hvis det ikke lykkes – så et krav om, at ti procent af ventelisterne til de private boliger skal gå til personer på ventelisten til de almene boliger.

Det er her, hvor man godt kan få en følelse af, at boligpolitikken desværre igen er blevet fanget i symbolpolitik.

For det kan ikke komme som nogen overraskelse for nogen, at der har rejst sig stor, politisk modstand mod, at kommunerne skal kunne disponere over ventelister i privat udlejning.

Ord som kommunisme og ekspropriation er allerede brugt. Måske det ender med en frivillig aftale, som man i parentes bemærket har kunnet indgå siden 1994. Men slet ikke noget, som kan løse det egentlige problem:

Hvor skal folk, der skal boliganvises, bo?

Akut-ventelister vil blive meget lange

Konsekvenserne af disse indskrænkninger af den kommunale anvisning kan blive meget alvorlige. De såkaldte akut-ventelister på kommunal boliganvisning vil blive meget lange med sociale tragedier til følge.

Samtidig vil situationen også forstærkes af, at der skal gennemføres store forandringer i de hårde ghettoer, og det lægger mange steder ekstra pres på behovet for boliger til genhusning.

Umiddelbart ser situationen i Høje Tåstrup utrolig vanskelig ud, og der bør også ses på Odense med stor alvor.

Sammen med forebyggelsespakken har regeringen også lanceret målsætningen om, at den maksimale andel af indvandrere og efterkommere i et alment boligområde skal være 30 procent.

Man kan jo stille en række spørgsmål til det. Er det i orden? Er det lovligt? Kan det lade sig gøre?

Det første spørgsmål er naturligvis et spørgsmål om holdning, og de holdninger flytter sig hurtigt i disse års integrationsdebat.

Hidtil har vi som boligorganisationer haft fokus på, om folk bidrog til samfundet. Vi fokuserede på uddannelse, beskæftigelse, indkomst og på om man var lovlydige borgere. Vi var så at sige ”blinde” i forhold til oprindelse, og sådan var det også bestemt i lovgivningen, var den almindelige fortolkning.

Lovligheden vil blive udfordret, hvis udspillet bliver vedtaget

Når nu et forslag bliver fremsat af en regering, så må man jo gå ud fra, at det er gransket af et Justitsministerium, og det er fundet i orden. Men mit gæt er alligevel, at lovligheden i hvert fald vil blive udfordret, hvis udspillet bliver vedtaget.

Men ser vi forbi både det holdningsmæssige og det juridiske, så står vi tilbage med det sværeste af de tre spørgsmål:

Hvordan skulle målet kunne nås ude i den praktiske verden, hvor de almene boligorganisationer opererer? Ikke en gang i de 58 forebyggelsesområder er der ifølge regeringens eget udspil garanti for, at målet nås.

I den til tider noget kaotiske debat om regeringens forslag har et vigtigt emne dog været rejst flere gange, nemlig at der simpelthen mangler almene boliger for at sikre en blandet by.

Det er vigtigt, at politiske markeringer og kant og symboler ikke kommer til at blive et benspænd i forhold til det, som alle parter på og udenfor Christiansborg gerne vil – nemlig at skabe blandede byer ude i den virkelige verden.