10. MAR. 2021 KL. 09:54
Kommunalvalg gør ”Vores Bidrag” endnu mere aktuel
10. MAR. 2021 KL. 09:54
Boligorganisationer kan få en rapport over deres eget bidrag til Verdensmålene. Det er nyttigt blandt andet op til efterårets kommunalvalg.
Den årlige måling på den almene sektor bidrag til FN’s Verdensmål er i gang.
Fra 8. marts kan boligorganisationer indberette data.
Det er tredje år, at kortlægningen ”Vores Bidrag” bliver lavet. I år er den højaktuel, fordi der er kommunalvalg til efteråret og informationen fra Vores Bidrag er oplagt til at bruge i dialogen med kommunalpolitikerne.
Læs også:
BL kortlægger den almene boligsektors bidrag til FN's verdensmål
Fra 8. marts til 30. maj kortlægger vi igen vores bidrag til FN's verdensmål”. Vi der arbejder med almene boliger ved godt, at sektoren yder et stort bidrag til verdensmålene. Men gennem Vores Bidrag kan vi sætte tal på det, og det har stor vægt overfor omverdenen. Mange kommuner er optaget af verdensmålene. Derfor giver Vores Bidrag også en fælles forståelsesramme at tale ind i, som er en fordel,” siger Natalia Rogaczewska, chef for politik, strategi og internationalt arbejde.
Nyttig rapport om egen boligorganisation
Når man indberetter til ’Vores Bidrag’ kan boligorganisationen til efteråret downloade sin egen rapport.
Her kan man få overblik over, hvordan man selv bidrager til FN's verdensmål og gå i dialog med kommunen om konkrete samarbejdsmuligheder. Man kan også bruge rapporten til egne interne drøftelser eller sammenligne sig selv med landerapporten og på den måde blive inspireret til udvikling i egen organisation.
Rapporten er dermed tænkt som et redskab, der kan anvendes i forbindelse med organisationens eget arbejde med bæredygtighed og i den lokale interessevaretagelse.
Sidste års indberetninger dokumenterede blandt andet at:
- Mere end 40 pct. af det almene nybyggeri, der blev afleveret i 2020, er bygget efter principper for bæredygtighed.
- At boligorganisationerne har et stort fokus på, at deres arbejdsgange er med til sikre en ansvarlig og bæredygtig drift.
- At over halvdelen af de almene boligorganisationer anvender FN’s verdensmål som pejlemærker i deres daglige arbejde, i deres mission og vision, eller de har drøftet dem i ledelsen/på et organisationsbestyrelsesmøde.
Men Vores Bidrag 2020 pegede også på områder med potentiale til forbedring. Fx at arbejde mere systematisk med politikker, strategier og styringsredskaber for bæredygtig drift. Det kan være i forhold til bæredygtigt indkøb, energioptimering, ressourcebesparende tiltag mv.
”Uden indsamlingen havde vi ikke fået blik for det. Og det er et vigtigt område at blive klogere på, fordi det jo i sidste ende kan være med til at holde huslejerne nede,” siger Liv Jørgensen, udviklingskonsulent.
Hun understreger, at Vores Bidrag er et værktøj, der skal skabe værdi for organisationerne, beboerne og dermed samfundet som helhed
”Med den nye effektivitetsaftale ser vi jo netop også, at noget af dette kommer i spil,” siger hun.
Bliv dygtigere
At blive bedre til at arbejde strategisk med bæredygtighed er noget den almene sektor har til fælles med mange andre brancher. Her kan Vores Bidrag også bruges til både at dele og modtage viden og erfaring fra andre.
”Vores bidrag gør os klogere på det, vi er dygtige til, og det vi kan blive bedre til. Det er vigtigt i forhold til at fokusere indsatserne der, hvor de giver værdi,” siger Liv Jørgensen.
Der er vejledningsmateriale og oversigter over de spørgsmål, der stilles i undersøgelsen på BL.dk, ligesom Liv Jørgensen understreger, at man er meget velkommen til at kontakte BL, hvis man er i tvivl om noget.
FAKTA
- Den 8. marts 2021 – åbnes for digital indberetning.
- Den 30. maj 2021 – sidste dag for digital indberetning.
Om skribenten
Seneste Artikel
Næstformand: "Virkelig glad for den store interesse"