29. MAR. 2021 KL. 09:43
Et år med boliggaranti: Samarbejde og støtte får unge hjemløse i egen bolig
29. MAR. 2021 KL. 09:43
Den 1. marts 2020 trådte en ny boliggaranti for hjemløse aarhusianere under 25 år i kraft. I løbet af det første år har 96 unge fået hjælp under garantien, som indebærer tilbud om bolig og medfølgende støtte.
Unge aarhusianere i eller på kanten af hjemløshed skal have tilbud om en bolig og medfølgende social støtte hurtigst muligt og inden for seks måneder.
Det er kernen i den boliggaranti, som Aarhus Kommune, byens boligforeninger og Kollegiekontoret indførte pr. 1. marts sidste år.
I løbet af det første år har 96 unge været omfattet af garantien. Heraf er 84 unge kommet i egen bolig, mens 12 unge aktuelt modtager støtte, mens de venter på et boligtilbud.
”Alle unge har fået tilbud om en bolig inden for garantiperioden, og erfaringerne fra det første år bekræfter, at langt de fleste unge kan klare sig godt i egen bolig, hvis den rigtige støtte følger med,” fortæller Kristian Würtz, social- og beskæftigelsesrådmand i Aarhus Kommune, og fortsætter:
”Samtidig understreger antallet, der har fået hjælp under garantien, at alt for mange udsatte unge har svært ved at finde en fast base i vores by. Samarbejdet med byens boligforeninger og Kollegiekontoret er vigtigt, fordi vi ved, at en bolig er første step til at kunne arbejde med de psykiske og sociale udfordringer, som mange unge hjemløse også kæmper med.”
Også de aarhusianske boligforeninger er glade for at hjælpe flere udsatte unge i egen bolig:
”Vi er meget tilfredse med, at vi lokalt har fundet en god løsning til at imødekomme et konkret behov. Almene boliger er helt centrale i bekæmpelsen af hjemløshed, og i BL 5. kreds er vi glade for, at vi i samarbejde med kommunen også kan tilbyde boliger til de unge, som har haft svært ved selv at finde fodfæste i egen bolig. Boliggarantien belyser i øvrigt, hvor vigtigt det er, at et tilbud om en bolig bliver fulgt op med støtte og vejledning,” fortæller Allan Werge, kredsformand i BL – Danmarks Almene Boliger.
Boliggarantien gælder for unge, der med støtte fra kommunen kan bo i en almen ungdomsbolig. Støtten bliver tilpasset den enkeltes behov og sættes i værk, så snart den unge er omfattet af garantien.
”Hvis vi skal de strukturelle udfordringer med hjemløshed blandt unge til livs, skal vi satse på tidligere, forebyggende og mere helhedsorienterede indsatser, der er indrettet efter de unges behov og begynder dér, hvor de befinder sig. Det er boliggarantien et godt eksempel på,” siger Kristian Würtz.
Boliggarantien til unge under 25 år er en del af Aarhus Kommunes plan for at halvere hjemløsheden blandt unge aarhusianere. Planen indeholder også en række andre tiltag, der bygger på Housing First-principperne, hvor bolig og bostøtte går hånd i hånd.
Baggrund
Ifølge VIVE’s nationale hjemløsetælling var der i 2019 omkring 170 hjemløse mellem 18 og 24 år i Aarhus Kommune.
Boliggarantien gælder for unge aarhusianere under 25 år, som er i akut boligmangel eller står over for at blive det. Garantien træder i kraft, så snart den unge er godkendt til en almen ungdomsbolig ved Den Sociale Boligtildeling.
For at være omfattet af boliggarantien skal den unge takke ja til at modtage social støtte. Det kan fx være støtte til:
- At klare hverdagen og det at bo i egen bolig.
- At flytte ind og komme på plads i boligen.
- At få styr på økonomien.
- At deltage i forskellige indsatser, der kan få den unge i arbejde eller uddannelse.
- At håndtere et eventuelt forbrug af rusmidler.
Læs senere artikler
Aarhus har opgivet bankerne: Giver selv beboere lån til indskuddet
Om skribenten
Seneste Artikel
Søg midler til projekter for unge i boligområderMest læste
Se alle artikler (3003)0