01. MAR. 2021 KL. 12:10
Corona kalder på endnu mere ledelse i boligorganisationer
01. MAR. 2021 KL. 12:10
Driftschef Jacob Rahbek i Århus Omegn ser personaleledelse som noget af det sværeste ved corona-nedlunkningen. Det er han ikke alene om, siger Dorte Hjerrild, BL.
Få 5 råd om ledelse under corona.
I efteråret kunne driftschef Jacob Rahbek mærke, at der var noget, der var udfordrende for medarbejderne i servicecenteret. De 5 medarbejdere tager sig af alle henvendelser om beboerservice, teknik og udlejningen af Århus Omegns 3.100 boliger. Under corona-nedlukningen har de arbejdet hjemmefra langt de fleste dage.
”Medarbejderne gav udtryk for, at særligt når de havde haft ubehagelige opkald, så havde de brug for at snakke med hinanden om det. Så blev vi enige om at lægge et onlinemøde ind i kalenderen hver dag, når telefontiden er ovre. Det fungerer rigtigt fint. Det erstatter ikke det fysiske møde, men det er det, der kan lade sig gøre,” siger Jacob Rahbek.
Han har i løbet af coronakrisen fået mere og mere fokus på personaleledelse.
”Vi kan stort set løse alle vores administrative opgaver hjemmefra, også udviklingsprojekter og byggesager. Men det er klart, at personaleledelse er svær på afstand. Der mister man helt klart noget, når man ikke er sammen fysisk,” siger Jacob Rahbek.
”Det udfordrer sammenhængskraften i organisationen, den der forståelse for, at hvis jeg går et ekstra skridt for en opgave i min afdeling, så letter det arbejdet hos en kollega i en anden afdeling. Det kan være lidt sværere at have blik for det, når man ikke mødes,” siger Jacob Rahbek.
Lokale forhold spiller ind
Mange boligorganisationer har fået mere fokus på personaleledelse i løbet af corona-nedlukningen, fortæller Dorte Hjerrild, leder af BL Kurser og Rådgivning.
”Coronaen kræver fokus på synlig, men også uformel personaleledelse. Når restriktionerne ændrer sig, så er det vigtigt, at lederen siger, hvad det i praksis betyder for vores arbejde. Det er vigtigt for at skabe tryghed,” siger Dorte Hjerrild.
Boligorganisationer planlægger arbejdet forskelligt under nedlukningen, fortæller hun. Nogle steder arbejder alle i administrationen hjemmefra, mens andre bliver på kontoret, spritter af og holder afstand. En anden løsning er skiftehold.
”Man må finde løsninger, der passer til de lokale forhold. Selvom man laver retningslinjer for arbejdet, kan medarbejdere og beboere godt føle sig utrygge, og det skal man tage højde for, fordi lige præcis coronaen håndterer vi forskelligt,” siger hun.
3 hurtige råd til lederen:
- Orienter om, hvad corona-restriktionerne betyder for arbejdet.
- Hold hyppig kontakt til gruppen og de enkelte medarbejdere.
- Vær opmærksom på den enkelte medarbejders situation.
Artiklen forsætter efter billedet.