04. MAJ. 2021 KL. 10:24
Boligdirektør: ”5.000 har mistet deres job i vores kommune”
04. MAJ. 2021 KL. 10:24
Torben Hansen er direktør i Boligorganisationen Tårnbyhuse. Som nabo til Kastrup lufthavn har hans beboere i mange årtier været sikret fast arbejde og god løn – lige indtil corona-pandemien lammede flytrafikken og sendte folk hjem.
I har Kastrup Lufthavn i baghaven. Hvad har den betydet for jer og Tårnby Kommune?
”Vi kan takke Kastrup Lufthavn for, at vi i dag er Tårnbys største almene boligselskab. I gamle dage boede der nærmest kun ansatte fra lufthavnen i vores boliger.
I afdeling Flyverbo var der endda en særlig hakkeorden. Jo mere man var i lufthavnen, jo højere oppe boede man. Der var alt fra baggagedrenge til luftkaptajner. Så lufthavnen har altid haft en kæmpe indflydelse i vores kommune.
Det har alle dage været stabilt og velbetalt arbejde, som for os har givet gode beboere, der kunne betale deres husleje. Lige indtil corona-pandemien lukkede lufthavnen ned og medarbejderne blev fyret på stribe.”
Hvilke følger har corona-nedlukningen i lufthavnen haft?
”5.000 har mistet deres job i vores kommune. Ud af 43.000 borgere. Det svarer til massefyringerne i Nakskov og Lindø, da man lukkede værfterne.
Mange af dem bor hos os. De betaler stadig deres husleje, men de har det dårligt og har lukket sig inde. Det prøver vi af afhjælpe, så godt vi nu kan.
Men en ting er desværre sikkert – de kommer ikke alle sammen tilbage.
Vi har hele familier, som aldrig har prøvet andet end lufthavnen. Fra bedsteforældre til børnebørn.
Man starter typisk som ung og bliver indenfor lufthavnens hegn gennem hele sit arbejdsliv. Man tjener godt som ansat i lufthavnen, så hvorfor skulle man ikke bliver der.
Det bliver en hård nød at knække at få dem omskolet til andre fag og vil påvirke os alle i rigtig mange år fremover.”
DIREKTØR-STAFETTEN
Fagbladetboligen.dk giver ordet til de almene boligdirektører og sender stafetten rundt i landet. Vi taler hver gang med en direktør, som vil 'vise rundt' i sin boligorganisation.
I dag:
Direktør: Torben Hansen
Boligadministration: Boligorganisationen Tårnbyhuse
Antal boliger: 2.200 boliger
Afdelingsbestyrelser: 8 afdelingsbestyrelser
Ansatte: 9 medarbejdere i administrationen og 23 i driften
Boligorganisationen Tårnbyhuse blev grundlagt den 1.1.2011 efter en fusion mellem Almen Bolig-Administration a.m.b.a., Boligorganisationen Tårnby 44, Boligselskabet Flyverhuse og Ejerforeningen Kastruphuse.
Tårnbyhuses 2.100 lejemål er opført fra 1950 frem til 2020, og der arbejdes på at tilføre flere.