11. JUN. 2021 KL. 10:33
Almene boliger kan sikre gode hjem til boomende andel af ældre
11. JUN. 2021 KL. 10:33
De kommende år vokser andelen af ældre danskere markant. Det stiller særlige krav til boligudbuddet ifølge en ny rapport fra BL. Lave lejeudgifter, tilgængelighed og fællesskab er på ønskelisten hos seniorerne, og det almene kan spille en stor rolle, mener formanden for Danske Ældreråd.
79-årige Anni Pedersen fra Varde flyttede fra et stort nedlagt landbrug, hvor hun havde egen skov og park, og ind i et alment boligbyggeri i Varde. For da hendes mand døde, lurede ensomheden, og hun kunne heller ikke overskue at holde styr på så stort et sted alene. Derfor gik hun på boligjagt, fortæller hun.
”Det blev meget ensomt at bo der, og så var der jo også alt for meget at passe. Det blev for meget for mig, så jeg måtte tage hul på et nyt kapitel,” siger hun.
”Anni Pedersen er et klassisk eksempel på, hvordan boligbehovet ændrer sig i takt med alderen. Ældre har brug for lette, tilgængelige og billige boliger, og her kan det almene spille en stor rolle,” siger formanden for Danske Ældreråd Mogens Rasmussen.
BL – Danmarks Almene Boliger er lige kommet ud med en ny rapport ”Boliger til hele livet”. Den fortæller, at antallet af ældre over 65 år ventes at vokse med 210.000 over de næste ti år. Det svarer til, at hver fjerde dansker i 2030 vil være fyldt 65 år.
Det er særligt gruppen af ældre, som er fyldt 80 år, som vil stige. I 2030 vil der være 160.000 flere i den ældste aldersgruppe. Det stiller krav til fremtidens boliger, for der skal ikke bare være nok af dem. De skal også matche de mange forskellige behov, ældre har til et godt seniorliv.
”Der er ingen tvivl om, at der skal sikres et større udbud af boliger – og også billige boliger til ældre. Det kan ske ved opførelse af nye almene boliger og ved prioritering af midler til ombygning af eksisterende almene boliger til mere ældrevenlige boliger,” siger Mogens Pedersen, der er formand for Danske Ældreråd.
FLERE BOLIGER TIL ÆLDRE
- I år 2030 vil være fjerde dansker være over 65 år, og antallet af danskere, der har rundet 80 år, øges med cirka 15.000 årligt frem mod 2030.
- Det stiller krav til boligudbuddet, der skal være tilpasset en stor ældre befolkningsgruppe
- Siden 2003 er 15.700 almene familieboliger gjort tilgængelige for ældre via renoveringer og med støtte fra Landsbyggefonden.
- BL’s beregninger peger på en væsentlig besparelse ved at gøre flere eksisterende almene boliger egnede til ældre fremfor at bygge helt nye ældreboliger.
- Det vil kræve 45.000 flere seniorvenlige almene boliger i 2030, hvis den almene sektor skal blive ved med at huse samme andel af seniorer og ældre i fremtiden.
Se tallene og læs mere her