Aftale om forebyggelsesområder bedre end forhandlingsudspillet

De samme partier, der i foråret 2018 indgik politisk aftale om den såkaldte ghettolov, har i dag indgået aftale om en pakke, som skal forbygge parallelssamfund (tidligere ”ghetto”).

Bag aftalen står regeringen, Venstre, Dansk Folkeparti, Socialistisk Folkeparti, Konservative og Liberal Alliance.

Læs pressemeddelelse fra indenrigs- og boligministeriet.

Forebyggelsesområder

Ifølge aftalen indføres en ny kategori af boligområder, såkaldte forebyggelsesområder.

Det er områder med mere end 1.000 beboere, der risikerer at blive udsatte på grund af høj kriminalitet, lav uddannelse, lav indkomst, lav beskæftigelse og en høj andel af beboere med ikke-vestlig baggrund.

De pågældende boligområder får i følge aftalen redskaber til at forebygge, at de havner på de såkaldte ghettolister, der er omfattet af lovgivningen fra 2018.

Obligatorisk fleksibel udlejning

Redskaberne bliver blandt andet omfattet af obligatorisk fleksibel udlejning, som sikrer fortrinsret til boligsøgende i arbejde og uddannelse, samt stramning af reglerne for kommunal anvisning til områderne.

Desuden skal områder fremover være 5 år på den såkaldte ghettoliste, og ikke som nu 4 år, før de kategoriseres som hårde ghettoer. Det skal give mere tid til at vende udviklingen.

Endelig bliver det fremover muligt at godkende strategisk nedrivning i forebyggelsesområderne, hvis der er et enigt ønske fra boligorganisationer og kommune omkring byudvikling eller omdannelse i boligområderne.

Anvisning til privat udlejning

Aftalen indebærer, at alle kommuner fremover kan indgå frivillige aftaler uden tidsbegrænsning med private udlejere om kommunal anvisning til deres boliger. Udlejerne kan godtgøres, og staten kan refundere kommunernes udgifter med op til 30.000 kroner. Det er en videreudvikling af en lov, som den Socialdemokratisk ledede regering tilbage i 1994, med Jytte Andersen som boligminister fik vedtaget.

Ghetto-ordet ud af loven

Indenrigs- og boligministeren har af aftalepartierne fået grønt lys til at ændre terminologien i almenboligloven, således at betegnelsen ”ghetto” ikke længere anvendes. Fremover betegnes ghettoområder som parallelsamfund og hårde ghettoområder som omdannelsesområder.

Aftalen fastslår dog samtidig, at partierne fortsat har ret til selv at forholde sig frit hertil. Og at det ikke er en politisk ambition blandt parterne at påvirke sprogbrugen i almindelighed.

Fristen for at blive ”hård ghetto” udsættes

Desuden er der aftalt enkelte ændringer af den såkaldte ghettolov fra 2018. Boligområder får nu permanent fem år mod tidligere fire år til at vende udviklingen, før et område bliver et omdannelsesområde, der medfører, at området skal omdannes med reduktion af andelen af familieboliger til følge. Desuden strammes blandt andet reglerne om bytte og fremleje i udsatte boligområder.

Endelig er der med den nye aftale afsat 500 millioner kroner af Landsbyggefondens midler som supplement til den pulje, der tidligere er oprettet til dækning af indsatser i udviklingsplaner for såkaldte hårde ghettoer.

Kommuner dispenseres

I enkelte kommuner vil en uforholdsmæssig stor andel af kommunens almene familieboliger som konsekvens af aftalen blive omfattet af skærpede regler for kommunal anvisning.

For at sikre, at disse kommuner fortsat har mulighed for at løse boligsociale udfordringer, er parterne enige om, at højst 30 procent af en kommunes almene familieboliger bliver omfattet af de skærpede regler for kommunal anvisning.

Øget ramme i Landsbyggefonden

Investeringsrammen i Landsbyggefonden til renoveringer i udsatte områder hæves med 500 millioner kroner. Midlerne tildeles efter behov af Landsbyggefonden efter de gældende regler.

Øget fokus på uddannelse og beskæftigelse

Målet med aftalen er blandt andet at højne beskæftigelses- og uddannelsesniveauet i områderne. Partierne bag aftalen er blevet enige om, at det hvert år skal evalueres, om det går den rette vej.

Herudover er der enighed om, at hele aftalen skal evalueres i folketingssamlingen 2024-25. I den forbindelse skal der blandt andet udarbejdes en analyse af, om aftalen har ført til social eksport.

Dermed signaleres det, at der sigtes mod en positiv forandring i områderne med mere uddannelse og beskæftigelse fremfor blot et fokus på flytning og dermed risiko for social eksport.