06. JAN. 2021 KL. 12:23

Træbygninger er mere klimavenlige og kan give et behageligt boligmiljø

Lisbjerg Bakke Al2bolig Endelig

Lisbjerg Bakke var det første almene etagebyggeri i træ. Foto: Al2bolig

Træbygninger er mere klimavenlige, siger David Hoffmeyer, der er en af de få forskere herhjemme, der fokuserer på træ som konstruktionsmateriale i bygninger. Forskeren opfordrer samtidig til at sikre, at akustikken bliver god i boliger af træ.

David Hoffmeyer er adjunkt på Syddansk Universitet. Han er tilknyttet sektionen Civil and Architectural Engineering, og her forsker han i træ, der bruges i bærende konstruktioner.

Træ vinder så småt frem til byggeri af boliger, herunder almene boliger. Derfor har Fagbladet Boligen stillet David Hoffmeyer tre centrale spørgsmål:

Hvad er fordelene ved at bygge i træ?

”Det, der først og fremmest gør det mere populært at bygge i træ, er, at træbygninger er mere klimavenlige end bygninger af stål og beton. Der bliver udledt mindre CO2, når man bruger træ i den bærende del af konstruktionen, end hvis man anvender stål og beton. Den bærende konstruktion består blandt andet af søjler og bjælker. Træer optager CO2, mens de vokser, og meget træ med den oplagrede CO2 kan genanvendes som for eksempel spånplader. Til sammenligning udleder især produktionen af cement enorme mængder CO2. At vælge træ til facader og indvendig beklædning har mindre betydning i det samlede CO2-regnskab.

David Hoffmeyer forsker i træ ved Syddansk Universitet

Træ udmærker sig også ved, at det er teknisk lettere at bygge i træ. Man kan være mere præcis end med stål og beton. Meget af arbejdet med at skære og tilpasse kan udføres på byggepladsen. Hertil kommer, at det er nemmere at transportere træ end stål og beton. Transporten er samtidig billigere og mindre belastende for klimaet, fordi træ er et relativt let byggemateriale. Dog skal man stadig bruge traditionelle materialer til visse formål - for eksempel beton til fundamenter og stål til samlinger.

Desuden kan det være mere behageligt at bo i bygninger af træ, fordi træ er rart at se på, og det giver en forbindelse til den ro, der er i naturen. Undersøgelser om stressniveau viser, at de fleste slapper af, når de befinder sig i naturen.”

Artiklen fortsætter under citatet og boksen. 

Om træbyggeri

Træ er en ny trend i byggeriet i Danmark, og det gælder også i boligbyggeriet.

Foreningen Træ i Byggeriet, som tæller en række ledende virksomheder i byggesektoren, stiler efter, at 20 procent af byggeriet i 2030 skal være træbyggeri. Andelen er på otte procent i øjeblikket.

Den almene boligsektor er med til at vise vejen til træbyggeri. Blandt andet er der færdige almene boliger i træ på Lisbjerg Bakke ved Aarhus og i Seest ved Kolding. Samtidig varsler flere almene boligorganisationer, at de vil skrue op for træbyggeri i de nærmeste år.

Det er primært klimagevinsten, der understøtter tendensen til at bruge træ som byggemateriale. En nylig rapport fra det rådgivende ingeniørfirma Rambøll viser, at hvis nybyggede boliger primært bliver træbaserede, vil det bidrage med 14,5 procent i forhold til det danske mål om en 70 procents CO2-reduktion i 2030.

Det, der først og fremmest gør det mere populært at bygge i træ, er, at træbygninger er mere klimavenlige end bygninger af stål og beton.

David Hoffmeyer

Adjunkt på Syddansk Universitet

Læs senere artikler

Stort boligselskab satser mere på træ og genbrug

Læs nu
Læs senere
Tilføjet til læse listen

Lisbjerg Bakke vinder international arkitekturpris

Læs nu
Læs senere
Tilføjet til læse listen

Danmarks første almene etage-ejendom i træ

Læs nu
Læs senere
Tilføjet til læse listen

Men der er også udfordringer ved at bruge træ?

”Brandfare er vel det problem, som de fleste knytter til byggeri af træ. Men faktisk er det ikke en rimelig bekymring. I øjeblikket er kravene om sikkerhed i forhold til brand højere ved træbygninger end ved bygninger af stål og beton, og dette til trods for, at stål og beton heller ikke altid reagerer hensigtsmæssigt i tilfælde af brand. Den bedste fremgangsmåde ved træbyggeri er derfor at benytte løsninger med hensyn til konstruktionen, der er godkendt på forhånd. Så ved man, hvordan bygningerne opfører sig ved brand. Viften af forhåndsgodkendte løsninger bliver hele tiden udvidet.

Man skal også være opmærksom på akustikken ved træbyggeri. Lyd bevæger sig rundt i bygningen i form af vibrationer, så det er vigtigt at sætte ind, hvor elementer bliver sat sammen. For eksempel kan man anvende et gulvdæk, som er en hybrid af beton og træ, og hvor den ekstra masse afhjælper problemer i form af vibrationer. Man kan også overveje at montere et lyddæmpende lag i en trævæg.

Med hensyn til økonomien ved træbyggeri er det et minus, at det foreløbig kun er få entreprenører, som har erfaringer med at opføre bygninger i træ. Der vil gå nogen tid, inden der er udviklet effektive arbejdsprocesser. Omvendt bliver adgangen til byggematerialer - altså træ - næppe en negativ økonomisk faktor. Der er enorme mængder træ i vores nabolande.

Læg hertil, at træ ikke kræver mere løbende vedligeholdelse end andre materialer, hvis det er beskyttet af en facade.”

Hvilke særlige overvejelser giver det at bruge træ i den almene boligsektor, hvor det meste af byggeriet er etageejendomme?

”De nuværende regler gør det vanskeligt at bygge højere end fire etager, men der er faktisk kun få tekniske begrænsninger på at gå højere op. Ved højt etagebyggeri i træ er det vigtigt at være årvågen i forhold til de svingninger, der kan komme for eksempel på grund af vinden eller tunge køretøjer på veje i nærheden. I nogle lande er jordskælv også en faktor. Årsagen er, at træ er et let og fleksibelt materiale.

Problematikken bliver forstærket af, at mange mennesker er samlet tæt på hinanden i etagejendomme, men den findes også i andet træbyggeri i den almene sektor, for eksempel tæt-lav byggeri.”

Om skribenten

Fik du

læst disse?

Oversigt Kbh BL-direktør: Der er brug for tryghed om ejendomsvurderingerne
Notech Ude Ålegræs i vinduerne: Beboere får bæredygtig isolering
Stinewadskaermunch01 Stine bygger bro og får flere udsatte børn og unge ind i foreningslivet
BL 04994 Ny BL-rapport: Flere vil bidrage til fællesskabet, men ved ikke hvordan
DSF9561 Ny hjemløsereform skal afskaffe langvarig hjemløshed
Se alle artikler ( 3003 )

0

Læseliste