16. AUG. 2021 KL. 10:00
Boligselskaber står bag nyt boligkoncept for unge hjemløse
16. AUG. 2021 KL. 10:00
Unge fylder alt for meget i hjemløsestatikken, og manglen på egnede boliger er akut. Domea.dk og Boligselskabet DFB skal derfor sammen med Realdania og Københavns Kommune designe ungdomsboliger i Carlsberg Byen, som støtter den unge i at bryde ud af hjemløshed.
Et nyt ungdomsboligmiljø med 96 boliger bliver opført i Carlsberg Byen inden for de næste par år med støtte fra Realdania. Målgruppen er unge udsatte, som skal hjælpes ud af hjemløshed.
Det fremgår af en pressemeddelelse fra Realdania.
Domea.dk bliver ansvarlig for at drive byggeprocessen af de særlige almene ungdomsboliger, med Boligselskabet DFB som bygherre.
Pia von Benzon, der er formand i Boligselskabet DFB, håber, at de med støtten fra Realdania kan vise, at det er muligt at bygge ligeværdige boliger til udsatte unge – også centralt i København – som giver dem et godt sted at bo og mulighed for at indgå i et fællesskab.
”Som almen boligorganisation er det kernen i vores virke at sikre boliger til alle – såvel unge som ældre, familier og enlige. Derfor betyder det meget for os, at der skabes gode boliger, der er til at betale – også for de udsatte unge, som vitterligt ikke har meget at betale huslejen med,” siger Pia von Benzon.
Det nye boligkoncept er bygget op om fire designværdier:
- Betalelighed: Bør ikke koste mere end 3.200 kroner per måned (eks. varme/el).
- Ligeværdigt boligmiljø: Skal ikke skille sig ud i forhold til de andre boliger i byggeriet.
- Kvalitet: Skal være moderne og i god kvalitet med eget køkken og bad.
- Fællesskab: Fællesarealer skal placeres på en måde, så man kan vælge dem til, når man har lyst og overskud.
Når ungdomsboligerne i Carlsberg Byen står færdige, vil de både være et hjem for op mod 100 unge – og et byggeri og en tænkning, der kan inspirere andre almene og private bygherrer, som ønsker at skabe et moderne ungdomsmiljø, der også rummer unge på vej ud af hjemløshed.
Artiklen fortsætter under citatet og boksen.
HOUSING FIRST
Housing First er en metode, som anvendes til at få unge såvel som voksne ud af hjemløshed.
Den går ud på at tilbyde borgerne en fast, betalelig bolig og samtidig give den sociale støtte, som borgeren har brug for.
Der er stor evidens for, at Housing First virker og får unge og voksne ud af hjemløshed.
Læs mere på Hjem til Alle-alliancens hjemmeside
Tal på unge i hjemløshed
Antallet af unge i hjemløshed har været markant stigende de seneste 10 år.
Ved sidste tælling i 2019 udgjorde gruppen omkring en tredjedel (1.928) af det samlede antal hjemløse (6.431) i Danmark, mens den i 2009 udgjorde knap en fjerdedel.
Læs senere artikler
Ankestyrelsen: For få billige boliger til hjemløse
Et år med boliggaranti: Samarbejde og støtte får unge hjemløse i egen bolig
Boligkonceptet skal understøtte Housing First
Cirka hver tiende af boligerne i Carlsberg Byen skal være unge på vej ud af hjemløshed. De skal udover at være moderne boliger også understøtte ”Housing First”, som er en anerkendt metode til at få mennesker ud af hjemløshed. En metode, som blandt andre Københavns Kommune bruger.
”Jeg er rigtig glad for de nye boliger, som giver os nogle vigtige erfaringer med, hvordan vi bedst bygger boliger til unge, der har været hjemløse. Det handler dels om, at huslejen skal være lav. Men i høj grad også om, at boligerne er en del af en større helhed, så de unge ikke opfatter det som stigmatiserende at bo i dem,” siger Mia Nyegaard (RV), socialborgmester i København.
Læs om "Housing First"-metoden her
Der er brug for mere viden
Realdania støtter med op til fire millioner kroner. Det skal finansiere realiseringen af de fire designværdier og sikre, at projektet evalueres.
De har valgt at gå ind i projektet, fordi betalelige boliger til unge i hjemløshed er en mangelvare i mange af landets større kommuner. Og for at udvikle mere viden om, hvordan man boligmæssigt bedst hjælper udsatte unge.
Boligerne i Carlsberg Byen skal dermed bygge videre på en mangeårig tradition i den almene sektor med at skabe en boligmasse, der er socialt inkluderende.
”Det kommende byggeri i Carlsberg Byen bliver et vigtigt skridt på vejen til at gøre os klogere på, hvordan vi kan skabe ungdomsboliger, der kan holde udsatte unge ude af hjemløshed. Forhåbentlig vil det også inspirere flere til at udvikle socialt inkluderende boligmiljøer, hvor udsatte unge både får et hjem og får de bedste rammer for at komme godt videre i livet,” siger Nina Kovsted Helk, filantropidirektør i Realdania.
Minister håber, projektet vil inspirere
De kommende ungdomsboliger i Carlberg Byen er godkendt som et forsøgsprojekt af Indenrigs- og Boligministeriet. Indenrigs- og boligminister Kaare Dybvad Bek håber, at realiseringen af projektet i fuld skala i Carlsberg Byen vil kunne inspirere andre bygherrer til at anvende principperne i andre byggerier.
Se hele pressemeddelelsen fra Realdania her
Om skribenten
Anja Andersen er journalist og skriver om drift, byggeri, renoveringer, personportrætter og livet i landets almene boligafdelinger.
Seneste Artikel
Usikkerhed om forsikring efter massive regnskyl: "Det kan blive rigtig dyrt"Anja Andersen er journalist og skriver om drift, byggeri, renoveringer, personportrætter og livet i landets almene boligafdelinger.
Seneste Artikel
Usikkerhed om forsikring efter massive regnskyl: "Det kan blive rigtig dyrt"Mest læste
Se alle artikler (3003)0