11. AUG. 2021 KL. 13:04

Boligdirektør: ”Vi skal altid spørge os selv, hvorfor vi gør, som vi gør”

Henning B. Islund Kollegieboligselskabet

Henning Blume Islund er helt ny direktør i Kollegieboligselskabet i Odense. Han har overtaget ledelsen af et boligselskab, han selv har været med til at bygge op. Men han har ikke tænkt sig kun at gøre, som ”vi plejer”.

Du er nærmest ’født ind’ i Kollegieboligselskabet i Odense. Er det en fordel i dit arbejde i dag som direktør?

”Ja, jeg har oplevet boligselskabet hele vejen rundt. Lige fra selv at flytte ind på Åløkkekollegiet i 1996, hvor jeg igennem bestyrelsesarbejdet i afdelingen og i organisationen blev klogere på værdien af beboerdemokratiet og det almene koncept i det hele taget.

Allerede som ung it-studerende blev jeg involveret i boligselskabets administration og udvikling og sad også i en periode som daglig leder af Foreningen Kollegienet i Odense, som arbejder for bedre og billigere internet for studerende.

Siden 2007 har jeg stået for ansvaret for udlejning og IT i Kollegieboligselskabet – og pr. 1. juli 2021 har der stået direktør på visitkortet. 

Så ja, jeg har en meget bred viden om, hvad der sker i næsten alle kroge af boligselskabet. For jeg har jo selv været med til at bygge det op. Og jeg er bestemt ikke bange for at hoppe ud, hvor der er dybt – for det bliver jeg kun dygtigere af. Så lige nu er det nærmest kun en lønkørsel eller varmemesterarbejde, som kunne give mig trækninger ved øjet.”

Kan det også være en ulempe som nyudnævnt direktør, at du kender så meget til ’de vante’ arbejdsgange i boligselskabet?

”Jeg har da helt sikkert tænkt tanken og også vendt med mine kolleger, om mine mange år i huset kunne lave benspænd for at tænke nyt i forhold til den videre udvikling af boligselskabet.

Men jeg har heldigvis aldrig været glad for ’plejer’. Vi skal altid spørge os selv, hvorfor vi gør, som vi gør? Én ting er sikkert, alle arbejdsgange har en begrænset levetid – og hellere være på forkant end bagkant.

Så nej, jeg er ikke bange for, at min historie giver bagslag i forhold til at tænke nye tanker og effektivisere. Det er nok også hjulpet af, at jeg ikke er typen, der har planer om kun at lede og fordele arbejdet. Jeg kommer fortsat til at bidrage til den almindelige drift.”

DIREKTØR-STAFETTEN

Fagbladetboligen.dk giver ordet til de almene boligdirektører og sender stafetten rundt i landet. Vi taler hver gang med en direktør, som vil 'vise rundt' i sin boligorganisation.

 

I dag:

 

Direktør: Henning Blume Islund

 

Boligadministration: Kollegieboligselskabet i Odense

 

Antal boliger: 1.800 boliger, hvoraf 1.230 er boligselskabets egne almene studieboliger

 

Afdelingsbestyrelser: 13 afdelingsbestyrelser

 

Ansatte: 14 ansatte

 

Kollegieboligselskabet blev dannet i 1998 som en sammenslutning af selvejende kollegier. Boligselskabet bygger og driver kollegier og ungdomsboliger, som ligger spredt over hele Odense.

Vi er rimelig konsekvente i den måde, vi henvender os til de unge. Der er ingen grund til at gå rundt om den varme grød. Det respekterer de unge, for det åbner for dialog.

Henning Blume Islund

Direktør i Kollegieboligselskabet i Odense

Cortex Park Palmer

1 / 2Cortex Park med de store palmer er en populær afdeling med ungdomsboliger i Odense. Lejlighederne er i rigtig god stand og ligger lige ved Syddansk Universitetet og Rosengårdscenteret og nær den kommende letbane. Foto: Kollegieboligselskabet.

Cortex Park Grøn Gård

2 / 2Udendørs kan de unge studerende grille i det frodige gårdområde.

I kan bryste jer af at have næsten fuldt hus på gode betalere. Hvordan lader det sig gøre?

”Vi har fokus på digital kommunikation og selvbetjening. Og så er vi rimelig konsekvente i den måde, vi henvender os til de unge. Der er ingen grund til at gå rundt om den varme grød. Det respekterer de unge, for det åbner for dialog. Og beboerne mærker, at vi er ikke så farlige at snakke med.

Så længe vi har dialog, har vi muligheder for at finde løsninger. Derfor ringer vi også ud til dem, som ikke betaler deres husleje i tide. Det virker altså. Og sender venlige rykkere omkring betalingsfristen, så ’gud, det har jeg helt glemt’ ikke bliver undskyldningen.

Det tilsammen har gjort, at vi over 10 år har mindsket vores påkravsskrivelser med 77 procent. Og vi har ikke haft nogle fysiske fogedudsættelser siden 2010.”

En rykker må godt være lidt sjov.

Hvordan er jeres samarbejde med Odense Kommune, og hvad optager jer lokalpolitisk lige nu?

”Vi har et rigtigt godt samarbejde med kommunen og har gode drøftelser om, hvilken rolle de almene ungdomsboliger skal spille i Odense.

Lokalpolitisk lægger vi pres på, at der skal være ungdomsboliger til alle studerende – til en pris, alle kan betale. Og de skal ligge hensigtsmæssigt i forhold til by og uddannelsesstederne.

Derfor skal der være fokus på infrastruktur, når vi planlægger nybyggeri af ungdomsboliger. Det er alfa og omega, at de unge har tilgængelig offentlig transport og gode cykelforhold fra bolig til uddannelsessted og bymidten, hvis vi skal være attraktive for dem.

Og så skal de afdelinger, som ikke længere egner sig til studieboliger, kunne omdannes til familieboliger. For eksempel Rasmus Rask Kollegiet.”

Cortex Park Bolig

1 / 2Cortex Parks attraktive boliger med træbeklædte altaner.

Cortex Park Gul Gang

2 / 2Og det skal ikke være kedeligt i gangpartierne - så der er godt med farver på væggene.

I har mange udenlandske studerende boende. Har de særlige behov?

”Vi har omkring 70 udenlandske studerende i år, så det er dejligt ovenpå et stille corona-år.

Da de ikke kender til det at bo i dansk ungdomsbolig, gør vi en dyd ud af, at al information findes på både dansk og engelsk. Det er lige fra lejekontrakt, huslejeopkrævninger og rykkere. Til skrivelser om, hvordan man betaler husleje, hvornår man får en rykker, hvordan man søger boligsikring og så videre.

Og i et sprog, som giver mening for alle, uanset deres dansk- og engelsk-niveau. Det har gjort de studerende meget mere selvhjulpne end tidligere.

I det hele taget behandler vi de udenlandske studerende på lige fod med de danske. De har samme rettigheder, men også samme forpligtigelser.”

Beboerdemokratiet er en grundsten i den almene boligsektor. Hvordan fungerer det i jeres afdelinger?

”Det er ikke blevet nemmere at være beboerdemokrat i dag. Den almene branche er blevet så kompleks, at det kan være svært at have styr på det hele. 

Det er ikke hjulpet af, at vi her hos os har med unge studerende at gøre, som i gennemsnit bor her i to år.

På grund af den store udskiftning af beboerne, mangler vi noget kontinuitet hos os. Det gør, at vi i administrationen skal være meget professionelle og være opsøgende på, hvad der rør sig ude i afdelingerne.

Det store beboerudskift gør også, at det kan være svært for os at få tilslutning til de renoveringer og omlægninger, som ligger ude i fremtiden, men hvor udgiften bliver pålagt beboerne her og nu. For de unge studerende vil helst ikke betale til noget, de ikke får noget ud af.”

Læs senere artikler

Forretningsfører: Vi skal gøre os klar til at modtage bølgen af ældre

Læs nu
Læs senere
Tilføjet til læse listen

Boligdirektør: ”5.000 har mistet deres job i vores kommune”

Læs nu
Læs senere
Tilføjet til læse listen

Boligdirektør: Vi skal gribe chancer og turde fejle

Læs nu
Læs senere
Tilføjet til læse listen

Om skribenten

Anja Andersen 02823
Anja Robstrup Andersen

Anja Andersen er journalist og skriver om drift, byggeri, renoveringer, personportrætter og livet i landets almene boligafdelinger.

Seneste Artikel

Usikkerhed om forsikring efter massive regnskyl: "Det kan blive rigtig dyrt"

Anja Andersen er journalist og skriver om drift, byggeri, renoveringer, personportrætter og livet i landets almene boligafdelinger.

Seneste Artikel

Usikkerhed om forsikring efter massive regnskyl: "Det kan blive rigtig dyrt"

Fik du

læst disse?

Oversigt Kbh BL-direktør: Der er brug for tryghed om ejendomsvurderingerne
Notech Ude Ålegræs i vinduerne: Beboere får bæredygtig isolering
Stinewadskaermunch01 Stine bygger bro og får flere udsatte børn og unge ind i foreningslivet
BL 04994 Ny BL-rapport: Flere vil bidrage til fællesskabet, men ved ikke hvordan
DSF9561 Ny hjemløsereform skal afskaffe langvarig hjemløshed
Se alle artikler ( 2995 )

0

Læseliste