07. APR. 2021 KL. 14:23
Borgmester vil bekæmpe social eksport med næb og klør
07. APR. 2021 KL. 14:23
Nyt parallelsamfundsudspil risikerer at sende et stort antal borgere væk fra hovedstaden til billigere landkommuner, frygter Guldborgsunds borgmester og kalder hovedstadskommunerne for usolidariske.
Godt 100 kilometer syd for København og Vestegnen grubler Guldborgsunds borgmester John Brædder over, hvad regeringens nye boligudspil kommer til at betyde for Falster, Lolland og andre udkantskommuner.
Han har nærlæst boligministerens forslag til at bekæmpe parallelsamfund og er bekymret for, at det i sin nuværende form vil tvinge et stort antal borgere fra almene boliger i hovedstadsområdet sydover til boliger, hvor de har råd til huslejen.
”Det forfærdelige ord, der hedder social eksport, er et fænomen, som vi allerede kender i dag, og som vi bekæmper med næb og klør ude i landdistriktsdanmark. Det er totalt usolidarisk, når nogle kommuner sender deres problemer videre”, siger han.
Når der ifølge udspillet ikke må bo mere end 30 procent med ikke-vestlig baggrund i almene boligområder, og anvisningsretten til folk på overførselsindkomster begrænses i de nye såkaldte 'forebyggelsesområder', risikerer vi endnu flere flyttebiler på vej ad motorvej E47 sydpå, mener John Brædder fra Guldborgsundlisten.
”Vi vil simpelt hen ikke tage et ansvar for de kommuner, der ikke kan finde boliger til borgerne i en prisklasse, der er tilpasset indkomsten. Dermed sender de borgerne ud af kommunen blandt andet til Sydsjælland, Lolland og Falster. Det kommer vi aldrig til at acceptere og vil bekæmpe med næb og klør”, understreger han.
I Slagelse er borgmester John Dyrby Paulsen (S) også opmærksom på, at der er en risiko for social eksport hen over kommunegrænser.
”Den fare er der, og man skal være opmærksom på den risiko. Man skal jo ikke bare eksportere problemet, for så er vi lige langt”, siger han.
Men overordnet set finder Slagelse-borgmesteren udspillet fornuftigt og glæder sig over, at boligministeren taler forebyggelse og vil gøre noget aktivt med anvisningsret, inden tingene kører af sporet.
Fra dyre storbyer til billig udkant
En undersøgelse fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd (AE) viser, at Guldborgsund-borgmesterens bekymring for social eksport ikke er grebet ud af den blå luft.
Ifølge undersøgelsen fra 2018 flytter langt flere borgere på dagpenge, førtidspension, kontanthjælp og andre overførselsindkomster væk fra København, Aarhus og andre byer tæt på hovedstaden end der kommer nye tilflyttere på offentlige ydelser.
Læs også:Velfærdsekspert: Flere billige almene boliger er afgørende for sammenhængskraften i vores samfund
Til gengæld er der flere tilflyttere på overførselsindkomst til især Langeland, Odsherred, Guldborgsund og Lolland.
Hvis de nye forebyggelsesområder bliver til virkelighed, betyder det, at kommunerne ikke længere vil kunne anvise borgere, der ikke lever op til krav om rene straffeattester, beskæftigelse eller national oprindelse til de boliger. Beregninger fra BL – Danmarks Almene Boliger viser, at hver fjerde almene bolig i København og Odense vil blive pålagt nye anvisningsregler.
I Guldborgsund mener borgmesteren, at kommuner med mange forebyggelsesområder hellere i dag end i morgen skal gå i gang med at finde løsninger. Blandt andet ved at bruge planlovens mulighed for, at 25 procent af nybyggeri skal være almene boliger og ved at satse mere på bolig end erhvervsbyggeri.
”Det kan ikke være rigtigt, at man som kommune ikke kan stille boliger til rådighed for ens egne borgere. På baggrund af udspillet må det være op til den enkelte kommune at finde ud af, hvordan man får opført de her boliger indenfor kommunegrænsen, så det er muligt at flytte borgere rundt, sådan som forslaget lægger op til”, siger John Brædder og kalder det et spørgsmål om politisk vilje.
Bund-usolidariske
”I Guldborgsund gør vi, hvad vi kan for at hjælpe borgere med at komme i job eller på anden måde blive integreret, hvis de har ikke-vestlig baggrund eller er kommet hertil af nød. Men vi kan altså ikke magte andre kommuners borgere, fordi vi selv har en massiv andel i forvejen. Vi vil ikke hjælpe andre kommuner, det vil vi simpelt hen ikke. Der er vi bund-usolidariske,” siger han.
Det provokerer blandt andet borgmesteren, at Hvidovre kommune arbejder på at projektere en ny ø, hvor der først og fremmest skal være erhverv.
”Når man nu har så travlt med at bygge en helt ny ø, der både skal være til erhvervsmæssige og boligmæssige formål, kan man jo benytte lejligheden til på den ø at bygge masser af boliger, der kan betales af folk med et mindre rådighedsbeløb end direktøren. Man kan jo lave hele øen om til boliger og løse en masse problemer i hovedstadsområdet”, siger han.
Krav om arbejdsbevis
Forslaget om forebyggelsesområder vil betyde, at borgere uden statsborgerskab i et europæisk land ikke kan anvises en bolig i de områder, men stadig godt kan flytte ind via boligselskabernes ventelister.
Borgmester John Brædder sætter dog sagen på spidsen, og overvejer at indføre særlige regler for nye tilflyttere.
”Det kan for eksempel være, at man for at flytte til Guldborgsund skal stå med et arbejdsbevis i hånden. Det er vel ikke værre end noget andet? Hvis man kan gå så vidt som at stille krav om at almene boligselskaber kun må anvise boliger til folk i beskæftigelse eller med vestlig baggrund, kan vi vel også i provinsen sige til vores boligselskaber, at de kun må anvise boliger til folk udenfor kommunegrænsen, hvis de har fast arbejde,” siger John Brædder.
I Slagelse maner John Dyrby til besindighed:
”Jeg bryder mig ikke om at gøre det her til en eller kamp om, hvem der skal huse nogle bestemte borgere. Der er et naturligt flyttemønster mellem København og provinsen, og det er ikke nødvendigvis dårligt. Men det er klart, at vi skal være opmærksomme på social eksport,” noterer han.
Om skribenten