12. MAJ. 2020 KL. 13:03

Undersøgelse: Politiet er tilbage - det samme er trygheden

politimand-i-dialog-med-borgere_foto-kim-matthai-leland.jpg

Foto: Kim matthäi Leland / Efter flere års fravær er det nære politi tilbage i de mest utrygge boligområder.

Politiet er tilbage i de boligområder, som er særligt udsatte for kriminalitet. Og indsatsen er præget af tæt relation til beboerne og områdernes rødder. Problemer med utryghed og kriminalitet er i løbet af to år forsvundet i en tredjedel af områderne.

Problemerne med kriminalitet og truende adfærd er stærkt reduceret i de boligområder, Rigspolitiet har på sin liste særligt kriminalitetstruede boligområder.


Det viser en undersøgelse, A&B Analyse har lavet for fagbladetboligen.dk

Analyseinstituttet har gennemført en undersøgelse blandt de boligorganisationer, som ejer de 23 boligområder på Rigspolitiets særlige liste.

Læs også: Dét handler politiforhandlingerne om

Mindre kriminalitet

Resultatet viser blandt andet, at antallet af boligområder, der har problemer med kriminalitet og truende adfærd fra december 2017 til december 2019 er faldet fra knap 90 procent til 55 procent. Boligorganisationerne kan også bekræfte, at antallet af kriminelle og utryghedsskabende episoder er faldende.

Undersøgelsen viser også, at boligorganisationerne sætter stor pris på politiets indsats i de særligt udsatte boligområder. Boligorganisationerne, der ejer 90 procent af boligområderne, har svaret, at politiet har gjort det, de skal. For to år siden var det tal kun 73 procent.

Samarbejdende politi

Boligorganisationerne, der har deltaget i undersøgelsen, bekræfter, at politiet i samarbejde med blandt andet kommunale institutioner med flere nu deltager i kriminalitetsforebyggende initiativer. Med undtagelse af én boligorganisation føler alle boligorganisationer sig inddraget i et samarbejde med politiet om løsning af problemerne med utryghed. Og samtlige de boligorganisationer, som føler sig inddraget i samarbejdet, kan bekræfte, at det fra sag til sag er de samme personer hos politiet, de mødes og samarbejder med.

Tættere på borgerne

Undersøgelsen fra A&B Analyse viser også, at politiet i nogen af de mest kriminalitetsudsatte boligområder har genoptaget det nære relationsarbejde i forhold til borgerne. Boligorganisationerne bag 68,4 procent af områderne svarer bekræftende på, at betjentene i en eller flere sammenhænge fungerer som rollemodeller for boligområdets unge. Det er næsten en fordobling i forhold til for to år siden, hvor det tilsvarende tal var 38,9 procent.

”Det er en meget positiv udvikling, der er sket med politiets indsatser i de mest kriminalitetsudsatte boligområder. At boligselskaberne bag 55 procent af områderne i dag kan erklære, at der inden for det seneste år ikke har været problemer med kriminalitet eller truende og utryghedsskabende adfærd er jo fantastisk,” siger adm. direktør i BL – Danmarks Almene Boliger, Bent Madsen.

”Det er også dejligt, at boligorganisationerne har genvundet tilliden til politiet. Og at boligorganisationerne bag 95 procent af boligområderne erklærer, at de er inddraget i et samarbejde med politiet, er et enormt kvantespring i forhold til for 10 år siden,” fortsætter BL-direktøren.

Bent Madsen hentyder i den sammenhæng til en undersøgelse, Fagbladet Boligen i 2011 gennemførte i områderne på regeringens såkaldte ”ghettoliste”. Boligorganisationerne bag 21 af dengang 26 områder på listen følte sig dengang ikke inddraget i nogen form for samarbejde med det lokale politi.

”Jeg tror på, politiet sammen med vores boligorganisationer, kommunale institutioner, foreninger med flere er kommet i gang med en lang og givende samarbejdsproces, der vil gøre boligområderne endnu mere trygge,” siger Bent Madsen.

”Men først og fremmest tror jeg på, at det, der har gjort den store forskel, er, at politiet efter mange års fravær er kommet tilbage til boligområderne, og at relationerne til borgerne derved er blevet genopbygget,” siger han.

Om skribenten

Regnar Nielsen BL
Regnar M. Nielsen

Regnar M. Nielsen er journalist og skriver gerne om landets almene boliger med fokus på det boligpolitiske.

Seneste Artikel

Målet er ingen hjemløse

Regnar M. Nielsen er journalist og skriver gerne om landets almene boliger med fokus på det boligpolitiske.

Seneste Artikel

Målet er ingen hjemløse

Fik du

læst disse?

Oversigt Kbh BL-direktør: Der er brug for tryghed om ejendomsvurderingerne
Notech Ude Ålegræs i vinduerne: Beboere får bæredygtig isolering
Stinewadskaermunch01 Stine bygger bro og får flere udsatte børn og unge ind i foreningslivet
BL 04994 Ny BL-rapport: Flere vil bidrage til fællesskabet, men ved ikke hvordan
DSF9561 Ny hjemløsereform skal afskaffe langvarig hjemløshed
Se alle artikler ( 2943 )

0

Læseliste