06. MAJ. 2020 KL. 09:44

Grøn ambassadør høvlede 8.000 kroner af beboers regning

istock-1051686128.jpg

iStock. DAB har siden 2010 uddannet grønne ambassadører, og lige nu er der 180 af dem ude i de boligafdelinger, DAB administrerer. Det er ejendomsassistenter og ejendomsmestre, der har taget kurset og er blevet grøn ambassadør.

DAB’s ‘grønne ambassadører’ tilbyder energitjek af boliger, der kan resultere i pæne besparelser. Alligevel er det svært at gøre folk interesserede, fortæller ejendomsfunktionær i Høje Tøpholm i Hundested, Jens Nybo, der her slår et slag for miljøinitiativet.

Hvad er det, I som DAB’s grønne ambassadører tilbyder?

"Vi er jo i alt 180, der er uddannet til at rådgive om mere bæredygtighed i boligerne, og der kommer flere til løbende. Den gruppe, jeg er en del af, har udviklet et regneark, der kan give et ret præcist overblik over, hvad man - som familie eller enlig - kan spare ved at gennemgå sin bolig for vand, el og varmeforbrug. Her kan man altså beregne, hvad man opnår af besparelser, hvis man laver nogle få forbedringer."

Hvad kan det være for forbedringer? 

"Hvis vi eksempelvis tager elforbruget, så gennemgår vi boligen og finder ud af, hvor mange lyskilder der er. Ved at skifte alle pærerne ud fra glødepærer til LED pærer kan man reducere forbruget af watt. Du går jo typisk fra 60 watt til kun 8 watt. Et andet eksempel er vandforbrug, her kan et simpelt skift af filteret i bruseren og i toilettet betyde besparelser. Det er ofte små justeringer, der skal til for at spare energi."

Kan du give nogle eksempler på, hvad man kan spare i kroner og ører?

"Ja, jeg lavede eksempelvis et energitjek hos en beboer her i Høje Tøpholm. Her blev den anslåede årlige besparelse på knap 8000 kroner. Samtidig sparede beboeren miljøet for 576 kilo CO2 om året. Det svarer faktisk til det, man udleder, når man kører 2000 kilometer i en standard personbil fra 2007. Der er altså både en personlig økonomisk gevinst ved at få lavet et energitjek, men man bidrager også til CO2-besparelse generelt."

Jens Nybo er ejendomsfunktionær i Høje Tøpholm i Hundested og en af DABs grønne ambassadører.

Energibesparelser handler også om adfærdsændringer. Hvordan er jeres tilgang til det?

"Ja, og det kan være udfordrende på en anden måde. Når først du begynder at spørge folk, hvor tit de bader, så bliver det jo ret personligt. Vi plejer så altid at sige, at de ikke behøver svare, hvis de ikke har lyst. Men ændringer i adfærd kan betyde rigtigt meget. Det kan være, at man tager kortere bade, skruer ned for styrken og varmen. Andre gode adfærdsændringer kan være, at man lufter ud med gennemtræk, ikke tørrer tøj i stuen - fordi det giver fugt og skimmelsvamp, at man stiller temperaturen ens - på 21 grader - i alle rum. Det er få og ret simple ting, der skal til for at blive mere miljøvenlig."

Hvordan oplever du interessen for at få de her energitjek? 

"Det har desværre vist sig, at det ikke er så let, som først antaget. Vi havde egentlig forestillet os, at folk ville stå i kø, fordi man jo reelt sparer penge. Én forklaring kan være, at man flere steder afregner vandforbrug kollektivt. Jeg har har haft eksempler på familier på fire, der bader rigtig meget. De er lidt ligeglade med, hvor meget varmt vand de bruger, fordi alle betaler den samme afgift. Sådan er det her i Høje Tøpholm, og det er jo egentlig ikke fair, at en enlig skal betale til det. Så der er en adfærd og nogle holdninger, der skal bearbejdes, så det bliver et fælles ansvar at spare på energien."

Hvis man ikke er meget for at lukke en grøn ambassadører ind i sin bolig, så kan man bruge jeres ‘kosteskabsvejledning’ - hvad går den ud på?

"Det er ganske enkelt et A3 ark, der kan hænge bag på lågen til kosteskabet - eller et andet sted. Her står, hvad man kan gøre i alle rum, hvis man vil spare på energien og have et sundt indeklima. Det handler om at sætte temperaturen på 21 grader alle steder, lufte ud, slukke tv. Og spilkonsoller, skifte glødepærer til LED, slukke lyset, når man forlader rummet. Der er mange gode tips. Når man følger de råd, vil man automatisk spare. Kosteskabsvejledningen kan hentes på DAB’s portal."

Hvad er dine forhåbninger til interessen for det her?

"Ja, det har jo som sagt været lidt svært at skubbe i gang. Jeg håber, at man - også i de enkelte afdelinger - vil reklamere for energitjek, for det er et fælles ansvar at vi er grønne og bæredygtige alle sammen og sparer på ressourcerne. Det er én ting. Så er der det økonomiske. Man kan med fordel slå på, at indsatsen for at spare på energien rent faktisk kan betyde noget for, om huslejen stiger eller falder på lang sigt."

Om skribenten

Fik du

læst disse?

Oversigt Kbh BL-direktør: Der er brug for tryghed om ejendomsvurderingerne
Notech Ude Ålegræs i vinduerne: Beboere får bæredygtig isolering
Stinewadskaermunch01 Stine bygger bro og får flere udsatte børn og unge ind i foreningslivet
BL 04994 Ny BL-rapport: Flere vil bidrage til fællesskabet, men ved ikke hvordan
DSF9561 Ny hjemløsereform skal afskaffe langvarig hjemløshed
Se alle artikler ( 3003 )

0

Læseliste