09. JUN. 2020 KL. 00:00

Sådan kan du inddrage udsatte i frivilligt arbejde

20181114_frivillighed_cfbu_20_edited.jpg

CFBU-rapport. Mange mennesker vil gerne være til nytte. Så ring på. Det er et banalt råd, men det virker, lyder det fra CFBU, når det gælder om at få udsatte ind i frivilligt arbejde.

Udsatte kan være svære at få med i frivilligt arbejde. Men de kan også ende som ‘kerne-frivillige.’ Anne Maria Foldgast, chefkonsulent hos Center for Boligsocial Udvikling fortæller om erfaringerne med udsatte og frivillighed. 

Psykiske problemer, lavt selvværd, social isolation, sygdom, arbejdsløshed. Udsatte beboere kan være vanskelige at trække ind og fastholde i frivilligt arbejde. Men faktisk kan de også blive helt uvurderlige og stabile kræfter, når de først har fået smag for det. Chefkonsulent hos Center for Boligsocial Udvikling, Anne Maria Foldgast fortæller her, hvordan man kan arbejde med udsatte og frivillighed. 

Hvad er det, der gør det særligt udfordrende, at rekruttere udsatte beboere til frivilligt arbejde? 

"Er man ‘udsat’ er der risiko for, at man mangler man overskud. Det kan både være fysisk og mentalt. Udsatte borgere mangler desuden ofte de kompetencer, vi andre tager for givet. Basale færdigheder som at sende en mail. De har en telefon, men måske ikke computer og har derfor ikke tilegnet sig IT-kundskaber. De mangler ofte helt grundlæggende it færdigheder.

"Lad de frivillige være med på egne præmisser," siger Anne Maria Foldgast, chefkonsulent hos Center for Boligsocial Udvikling.

Hvordan kommer man i gang med at rekruttere de udsatte?

"Det er ikke rocket science, men det er altid en god idé at ringe på og henvende sig personligt. Netop fordi det er banalt, glemmer man måske, hvor godt det virker. Den her gruppe har sjældent troen på, at frivilligt arbejde er noget, de kan. Derfor er der behov for, at nogle kommer og siger: ‘Det kunne være mega godt, hvis du ville tage den her tjans, for den passer godt til dig’. Så man viser tillid til dem og deres evner. "

Hvordan får man ellers bygget den tro på egne evner?

"Det er afgørende, at man matcher opgaven til den person, man har med at gøre. I forhold til udsatte-gruppen bør man starte med, at sige: vi har en beboer her, som faktisk godt kunne blive frivillig i en eller anden sammenhæng, og så skaber man opgaven ud fra personens lyst og evner. Så vedkommende også selv er med til at forme det frivillige arbejde. Det er ofte det, der driver motivationen."

Hvem spiller en nøglerolle for at få flere udsatte i gang med frivilligt arbejde?

"Vi anbefaler, at boligsociale medarbejdere faciliterer og understøtter. Der er to yderpunkter af frivillige: ‘Bruger-frivillige’ og ‘kerne-frivillige.’ De første er lige så meget brugere af en aktivitet som de er frivillige. De ’kerne-frivillige’ er dem, du kan give alle opgaver og som altid stiller op. De er få, men de er vigtige at få fat i, for at det bliver bæredygtigt. De boligsociale medarbejdere har en vigtig rolle i at kompetenceudvikle dem, der har potentialet til at blive kerne-frivillige."

Hvordan skal de personlige henvendelser foregå?

"Er man frivillig, peger man måske på en i sit eget netværk, der også kunne blive det. Det kan også være nabo-ambassadører eller opgang-ambassadører, der tager kontakt. De banker alligevel på, når folk flytter ind. Her er det oplagt også at sige: ’I øvrigt har vi en familieaktivitet på legepladsen i morgen. Jeg kommer og henter dig.’ Når aktiviteter annonceres via en opslagstavle eller Facebook er det til alle, og dermed til ingen. Men det virker, hvis en sød nabo kommer siger: ‘jeg er selv vildt glad for at hjælpe til i den her syklub, skal du med?"

Men de udsatte mangler vel netop det netværk, der kan trække dem med?

"Ja, og derfor er det enormt vigtigt med boligsociale medarbejdere, der kan spotte dem. Det kan være ved at ringe på, men også helt oplagt via aktiviteter. Nogle gange er store beboeraktiviteter med mange deltagere lidt udskældte, men det er ofte til den slags arrangementer, man kan få fat i nye frivillige. For der kommer folk ud mere bredt. Så står der måske en og lurer lidt, og er der så en boligsocial medarbejder, som er lidt hurtig, kan man måske få vedkommende med."

Hvordan fastholder man dem?

"Det frivillige arbejde skal matche deres egne ønsker, og det er vigtigt, at folk - i perioder hvor de er ustabile - kan være med på egne præmisser. Men ofte bliver det frivillige arbejde automatisk attraktivt, fordi det giver en identitet. Du ’er’ noget. Du er frivillig i en genbrugsbutik. Faktisk ender en del af de udsatte med at være nogle af de allermest stabile. De har noget, vi andre ikke har - nemlig tid, og det er en kæmpe ressource."

Så der er de faktisk de ressourcestærke?

"Ja, de lægger nogle gange mange timer, og det bliver hjerteblod for dem. For måske er det det, de har. Så der er to sider af historien: De udsatte kan være ustabile, men det kan også være dem, der altid kommer og ender med at stå 20 år det samme sted. Hver gang, der skal køres med den store bus, så er det den samme mand, der kommer, for han har både tid og det store kørekort."

Hvad kan udsatte få ud af frivilligt arbejde?

"Det, at du får et socialt netværk, øger din sandsynlighed for beskæftigelse. Det er dog vigtigt, at frivillighed ikke kun bruges som et led i en beskæftigelsesindsats. Bliver det pludselig et værktøj til at få folk i arbejde, så ryger det fine ved frivilligheden. Så forsvinder det, at man gør noget udelukkende af god vilje. Men det kan blive et trin på vejen alligevel. At få et mere perifert netværk øger sandsynligheden for arbejde. Og generelt er det altså super godt - både fysisk og mentalt - at være en del af noget, der er større end en selv."

Mere viden

CFBU har lavet en rapport med specifikke anbefalinger til, hvordan man kan arbejde med frivillighed i udsatte boligområder. Læs også mere hos hos: Center for frivilligt socialt arbejde. 

Om skribenten

Fik du

læst disse?

Oversigt Kbh BL-direktør: Der er brug for tryghed om ejendomsvurderingerne
Notech Ude Ålegræs i vinduerne: Beboere får bæredygtig isolering
Stinewadskaermunch01 Stine bygger bro og får flere udsatte børn og unge ind i foreningslivet
BL 04994 Ny BL-rapport: Flere vil bidrage til fællesskabet, men ved ikke hvordan
DSF9561 Ny hjemløsereform skal afskaffe langvarig hjemløshed
Se alle artikler ( 2956 )

0

Læseliste