03. MAJ. 2019 KL. 06:51
Ny plan for Taastrupgaard betyder endnu flere nedrivninger

Carsten Andersen
03. MAJ. 2019 KL. 06:51
Yderligere 78 almene boliger rives ned for at give plads til private boliger og erhverv for at løfte området.
KAB og Høje-Taastrup Kommune har aftalt yderligere nedrivninger af 78 boliger i Taastrupgaard ud over de 188 boliger i otte blokke, der allerede er aftalt skal nedrives.
De i alt 917 almene familieboliger i dag reduceres dermed til 574 boliger. Men samtidig bygges 518 private boliger og erhvervslokaler.
Aftalen imellem KAB og Høje-Taastrup Kommune sigter ikke kun på at reducere antallet af almene familieboliger, men vil også ”ændre på størrelsen og det lidt monotone udtryk af boligområdet,” som det hedder i en pressemeddelelse.
Det sker blandt andet med nye boliger som rækkehuse, haveboliger og tagboliger med tagterrasse, og der anlægges et nyt bylivsstrøg fra bebyggelsen til Taastrup Hovedgade.
Derudover ommærkes 20 boliger til ungdomsboliger, 40 til seniorboliger, og endelig nedlægges 17 boliger i forbindelse med sammenlægning af mindre boliger.
Den nye udviklingsplan for Taastrupgaard blev præsenteret for beboerne i bebyggelsen på et møde den 30. april 2019.
Planen behandles endeligt på et ekstraordinært møde i Boligselskabet AKB Taastrups repræsentantskab den 7. maj og af Byrådet i Høje-Taastrup Kommune den 28. maj.
Om skribenten
Seneste Artikel
700 meter boligblok er snart væk