15. JAN. 2019 KL. 00:00

Boldbaner, bassiner og blomsterbede styrer regnvandet

risvang-alle-regn-foto.jpg

Helene Bagger

I stedet for investering i kostbare nye kloakker i Risvangen og Vorrevangen, har Aarhus Vand lavet et stort pilotprojekt, så kloak- og regnvand løber hver sin vej - og beboerne har fået tørre kældre og nye, attraktive grønne områder.

Den 14. august i 2018 kunne beboerne i Risvangen og Vorrevangen – to AAB-afdelinger i det nordlige Aarhus – glæde sig over, at de gjorde det rigtige, da de tidligere på året lavede omfangsdræn omkring deres huse. Det skete, samtidig med at Aarhus Vand fremrykkede sin spildevandsplan for området, der har ændret landskabet på 50 hektar boligområde med i alt 649 boliger.

Den dag i august faldt der mere regn i området, end der normalt falder i hele august måned, og for første gang under alvorlige regnskyl oplevede ingen af beboerne i Risvangen og Vorrevangen oversvømmede kældre – og den ombyggede gade Risvang Allé lignede en flod – præcis som den skulle.

 

Plan fremskyndet

Egentlig skulle spildevandsplanen, der blandt andet omfatter separation af regnvand og kloakvand, først gennemføres i 2048, men den blev rykket frem til 2017, fordi kloaksystemet var gammelt og nedslidt, og det 50 hektar store område skulle tilpasses klimaforandringerne, så kraftige regnskyl ikke krævede, at der blev hejst rødt flag – og dermed badeforbud ved Aarhusbugtens populære badeanstalt Den Permanente. Regnvandet skulle ledes ad andre veje til Aarhusbugten, så det ikke belastede kloakkerne. 

”Og så skulle vi pludselig træffe nogle hurtige beslutninger,” siger Bendt Nielsen, der er formand for AAB’s afdeling i Vorrevangen. De 80 huse enedes om at bruge 14 millioner på klimasikring af deres boliger. 

”Og regnskyllet i august viste, at det duede,” siger han.

Her har beboerne valgt at lede regnvandet væk fra deres egne grunde i rør, men beboerne i Risvangen har lavet vanddepoter på grunden, så vandet kan bruges til havevanding og senere, når teknologien er til det, kan benyttes til vask og toiletskyl. Under alle omstændighederne har beboerne aftalt med kommunen, at de sparer spildevandsafgift. 

”Vi har altid vidst, at der er meget vand i undergrunden, for i flere af husene løber der en rende igennem kælderen for at lede vandet væk, når der kom oversvømmelse,” fortæller Bendt Nielsen.  

 

Pilotprojekt

Adskillelsen af regnvand og spildevand i Risvangen og Vorrevangen er et pilotprojekt for Aarhus Vand. Kloakkerne var gamle og nedslidte, og når det regnede, løb urenset spildevand ud i Aarhusbugten. Men i stedet for at grave de gamle kloakker op og erstatte rørene med nye, er de blevet strømpeforet, og nu skal de kun rumme kloakvand. Alt regnvand bliver håndteret oven på jorden og er med til at skabe rekreative grønne områder, hvor der før var den store gennemkørselsvej Risvang Allé.

Den havde tidligere to kørebaner i hver retning, og den hurtige trafik var en stor gene for beboerne. Nu er der kun én kørebane hver vej. De har fået bump, bassiner, blomsterbede og boldbaner. I midten er der et for­sænket grønt område, der nærmest ligner en indtørret flodseng – og det er præcis den funktion, den har, for til hverdag er den et grønt område, bestående af 21 græsklædte bassiner, der, kort tid efter de var færdige, bestod deres prøve, for under det kolossale regnskyl – over 70 milliliter på få timer – blev den omdannet til en rigtig flod, så regnvandet ikke skabte ravage i kældre og kloakker. 

 

Legeplads og sø

Risvang Allé er det mest synlige eksempel på, hvordan regnvand og spildevand er blevet skilt ad, men undervejs er et lille vandhul i boligforeningens store grønne område blevet uddybet, så det i dag er en sø med bænke rundt om og en lille platform, hvor børn kan lege og fange smådyr. Søens sider skråner så svagt, at de ikke falder i og drukner. Men når det regner, er der plads til, at vandet opsamles her, og efterhånden ved hjælp af et rør ledes under vejen og over i en wadi – en kunstigt slynget bæk, hvorigennem det flyder videre. Også dette område bestod sin prøve i august. 

Hele området er konstrueret sådan, at små forsænkninger i veje, cykelstier og fortove leder regnvandet den rette vej over i bassiner, der uden for regntiden fungerer som grønne områder og legepladser. En tunnel under en af de store veje er indrettet, så den også kan fungere som regnvandsbassin, når de store hundredårsvejrhændelser rammer området.

”Det er første gang, vi har lavet den slags klimasikring i så stort et bebygget område,” siger projektchef i Aarhus Vand, Vibeke Wulf Bundesen. Det har kunnet lade sig gøre, fordi området har brede veje, som regnvandet kan ledes ad imod de grønne områder, som kan fungere som bassiner – og fordi der er et naturligt fald ned imod bugten. 

Hun understreger, at hele arbejdet har kunnet gennemføres for samme pris, som en traditionel kloakrenovering og separation af vand ville koste, for det er meget billigere at håndtere vandet på jordoverfladen – og beboerne har undgået den gene, at hele kloaksystemet skulle graves op. 

Om skribenten

Fik du

læst disse?

Oversigt Kbh BL-direktør: Der er brug for tryghed om ejendomsvurderingerne
Notech Ude Ålegræs i vinduerne: Beboere får bæredygtig isolering
Stinewadskaermunch01 Stine bygger bro og får flere udsatte børn og unge ind i foreningslivet
BL 04994 Ny BL-rapport: Flere vil bidrage til fællesskabet, men ved ikke hvordan
DSF9561 Ny hjemløsereform skal afskaffe langvarig hjemløshed
Se alle artikler ( 3003 )

0

Læseliste