02. DEC. 2019 KL. 00:00

Boligselskab har effektiviseret med 18,5 procent

ledoeje-smoerum-effektivisering-bo-skat-andersen-9532.jpg

Bo Skat Andersen, selskabsformand i Ledøje-Smørum almennyttige Boligselskab, glæder sig over, at de rette valg giver en mere effektiv drift. Foto: Johnny Gudmand, DAB

Nye maskiner og en samdrift mellem to afdelinger er årsagerne til, at Ledøje-Smørum almennyttige Boligselskab kunne gøre driften mere effektiv.

Boligselskaberne i den almene sektor arbejder hver dag på at gøre driften mere effektiv, så beboerne får mere for deres husleje. Samtidig er der fra politisk hold et krav om, at sektoren i perioden 2014-2020 samlet skal have sparet 1,5 milliarder kroner. Ledøje-Smørum almennyttige Boligselskab består af to boligafdelinger, 70 boliger i Kærhavegård og 120 boliger i Hindbærvangen, og selskabet har gjort flere tiltag, der har givet en mere effektiv drift. Effektiviseringsmålet på 8,2 procent er nået, ja faktisk viser regnskabstallene fra 2018, at selskabet har effektiviseret med 18,5 procent, det skriver dabbolig.dk

"Vi havde en deltidsansat ejendomsfunktionær, der stoppede i Kærhavegård, så vi overvejede, hvad der var det bedste at gøre. I Hindbærvangen, der ligger tæt på, havde vi en ejendomsmester og en mesterassistent, og vi drøftede muligheden for at indgå samdrift. Vi spurgte dem ad, om de mente, at de kunne løfte opgaven, og det mente de. Vi blev enige om, at de ville få maskiner, der kunne være med til at hjælp dem i arbejdsdagen," fortæller Bo Skat Andersen, som har været selskabsformand i 15 år og bor i Kærhavegård.

Maskiner til opgaven

For at frigøre tid til andre opgaver har samdriften robotplæneklippere til at slå græsset. Og en hydraulik-arm med påmonteret klippehoved gør hækkeklipningen til en både hurtigere og mere skånsom opgave.

"Vi fik maskiner i overskud, da vi indgik samdriften. Dem solgte vi. Pengene er blandt andet brugt på de nye hjælpemidler," forklarer Bo Skat Andersen.


Fordeling

Hindbærvangen er både arealmæssigt og boligmæssigt større end Kærhavegård, og derfor er ejendomsfunktionærernes tid fordelt med to tredjedele til Hindbærvangen og en tredjedel til Kærhavegård.

"På papiret er ejendomsfunktionærerne tirsdag og torsdag i Kærhavegård og de tre andre dage i Hindbærvangen, men det er vejledende, for er der brug for funktionærerne, så kommer de. Det fungerer faktisk rigtig godt. Jeg synes ikke, at vi ”mangler dem” i hverdagen, men det er klart, at to funktionærer ikke er lige så synlige som tre, og så kører der også robotter på plænerne i stedet for en funktionær," siger Bo Skat Andersen, der tidligere har været afdelingsformand i Kærhavegård i 25 år.


Elektronisk med e-Syn

Ønsket om at gøre det så godt som muligt for beboerne slutter dog ikke ved samdrift og maskiner. I sensommeren sagde selskabet ja til at syne boliger elektronisk med e-Syn.

"Vi kan se fordelen i, at ejendomsfunktionærerne kan gå ind i en bolig og nærmest på kroner og ører give beboerne en pris på, hvad fraflytningen koster. Der var bred enighed om at gøre det, og vi håber også at spare penge, når arbejderne kommer i udbud i e-Syn," siger selskabsformanden.



Små ændringer gør en stor forskel

I samarbejde med DAB ser selskabet på, hvordan boligafdelingerne kan træffe gode beslutninger om drift. Og små ændringer gør tilsammen en stor forskel. I Kærhavegård er der for eksempel ændret på bedene, så der ikke er så mange bøgehække.

"I stedet er der sat tæt-lav-beplantning, og den passer næsten sig selv. Vi har også lige fået nye gavle, skure og vinduer. Gavlene og skurene var før af træ, nu har vi kunstplader, der ikke kræver samme vedligehold. Vinduerne var også af træ, og de havde det skidt. Her har vi valgt aluminium, som kræver minimal vedligeholdelse. Det handler om at bruge hovedet og træffe de gode valg," fortæller Bo Skat Andersen.

Fortovene ved boligerne er gjort bredere, så det er nemmere at rydde sne.


Sådan så de gamle skure ud. De er ikke vedligeholdt i noget tid, fordi de stod til udskiftning.

Nu er skurene bygget af kunstplader, der kræver mindre vedligehold.

Om skribenten

Heidi Andersen Kopier
Heidi Andersen

Heidi Andersen er ansat som digital projektleder i BL. Heidi arbejder med at drifte, udvikle og opdatere indhold på BL's hjemmesider.

Seneste Artikel

Renovering af udearealer skal danne nye fællesskaber: ”I dag er vores eneste mødested vaskeriet”

Heidi Andersen er ansat som digital projektleder i BL. Heidi arbejder med at drifte, udvikle og opdatere indhold på BL's hjemmesider.

Seneste Artikel

Renovering af udearealer skal danne nye fællesskaber: ”I dag er vores eneste mødested vaskeriet”

Fik du

læst disse?

Oversigt Kbh BL-direktør: Der er brug for tryghed om ejendomsvurderingerne
Notech Ude Ålegræs i vinduerne: Beboere får bæredygtig isolering
Stinewadskaermunch01 Stine bygger bro og får flere udsatte børn og unge ind i foreningslivet
BL 04994 Ny BL-rapport: Flere vil bidrage til fællesskabet, men ved ikke hvordan
DSF9561 Ny hjemløsereform skal afskaffe langvarig hjemløshed
Se alle artikler ( 2995 )

0

Læseliste