05. SEP. 2018 KL. 00:00
Regnskov og savannasfari i Jylland
05. SEP. 2018 KL. 00:00
En enestående social oplevelse erstatter en ferie, der ellers bare var holdt hjemme i lejligheden.
En enestående social oplevelse erstatter en ferie, der ellers bare var holdt hjemme i lejligheden.
Igennem 30 år har KAB-fællesskabet arrangeret ferieophold for familier i feriecentre rundt om i Danmark. I år var det i Pindstrup Centret på Djursland, hvor 124 beboere fra hovedstadsområdet fik en uges afbræk fra hverdagen i den jyske natur med frisk luft og besøg i Ree Safaripark, Randers Regnskov, Djurs Sommerland og Den
Gamle By i Aarhus.
Deltagerne kommer fra mere end 30 boligorganisationer, KAB administrerer, og opholdene finansieres med støtte fra Arbejdsmarkedets Feriefond, mens hver enkelt boligforening også giver et tilskud til opholdene. KAB står for planlægning og afvikling, og der deltager en administrativ medarbejder fra KAB samt to frivillige blandt de beboervalgte bestyrelsesmedlemmer. Arbejdsmarkedets Feriefond har opstillet en række kriterier for deltagerne, blandt andet:
Halvdelen udvælges fra særligt udsatte boligområder, mens den anden halvdel er familier, hvis indkomst ikke overstiger kontanthjælpsniveau. Der er førsteprioritet til
familier, der ikke har deltaget før. KAB lægger vægt på, at ferieopholdene skaber fællesskaber på tværs af kultur og religioner. Familieopholdene er populære, og i år var der 330 ansøgere til de 123 pladser. Derfor overvejer KAB at arrangere to familieophold i 2019. Familieopholdene finder sted på feriecentre, hvor hver familie kan få sit eget værelse med eget bad.
Katja Gade Petersen er med for tredje gang:
”Det har været godt for mit forhold til mine to yngste børn, fordi jeg til daglig bruger meget opmærksomhed på deres storebror, der er alvorligt syg.”
”Bare det at slippe for at skulle lave mad hver dag er fantastisk. Og så er det godt at komme væk fra København.”
Laurits Roikum er formand i Frederiksberg Forenede Boligselskaber, sidder i KAB’s bestyrelse og er én af de to frivillige, der bruger en uge
af sin sommerferie på at være med:
”Et projekt som det her fungerer også som et lavpraktisk integrationsprojekt, fordi der er mange af anden etnisk herkomst, som også bor i
vore bebyggelser.”
Den anden frivillige Lise Ruhelt har været med 11 gange:
”Bare det at se glæden i børnenes øjne og deres røde kinder, når de kommer ud i naturen, gør turen det hele værd. Det gik lige i hjertet på mig.”
Jessie på 11 år har været med to gange før og har glædet sig vildt til at komme afsted igen:
”Man hygger sig, og man lærer hinanden meget bedre at kende, og man bliver knyttet rigtig meget sammen.” Hun får nye venner på familieopholdet, men det kan være
svært at ses, når man kommer hjem: ”Men jeg har fået deres telefonnumre, og så kan vi lave aftaler, når vi kommer hjem.”
Det er sjette gang, Heidi Nielsen og hendes to børn er på familieophold – ingen andre fra deres forening har søgt:
”Hvert år går vi og venter spændt på svar, for ellers har vi ikke råd til at holde ferie.”
”Det er enormt trygt at være her, alle holder øje med hinandens børn.”
”Og vi har fået venskaber her, der holder, når vi kommer hjem igen.”
Abdulahi Mohammed er én af de mange somaliere, der er med:
”Det er anden gang, vi er her. Min kone hørte om familieophold igennem frivilligt arbejde i foreningen.”
”Når vi går i seng om aftenen, snakker vores piger om, hvad de har lavet i løbet af dagen, og hvem de har leget med. Og det første, de sagde, da vi
kom hjem sidste år, var: kan vi ikke komme afsted igen næste år?”
Lukas på 14 år er med for tredje gang:
”Du får nye venner, der er ting at lave – det er sjovt. Du hygger dig, og hvis du føler dig alene, så kommer der en voksen og snakker.
Og der er små børn, som en lille pige, der hele tiden kommer hen og krammer mig.” Og når Lukas kommer hjem og fortæller vennerne om familieopholdet, vil de
også med.
Vaiva Gribauskaite stammer fra Litauen og med for første gang med sin datter:
”Vi har ikke holdt ferie i to år og kom med på et afbud. Vi blev vildt glade, da KAB ringede i sidste uge og fortalte, at vi alligevel kunne komme med.”
”Det er rart at komme væk hjemmefra, her er meget trygt for børnene, og det er nogle fantastiske udflugter, der er arrangeret.”
Klaus Sivertsen er med for syvende gang som repræsentant for KAB og mener, sommeropholdene er et væsentligt
bidrag til KAB’s sociale profil:
”De får en sommerferie og kommer væk hjemmefra. Det er nok det væsentligste. Forældrene fremhæver også, at børnene får nogle oplevelser, de kan fortælle deres
klassekammerater, når de kommer tilbage, for ellers ville de bare have været hjemme i boligen hele sommeren.”
Om skribenten
Seneste Artikel
700 meter boligblok er snart væk