01. OKT. 2018 KL. 14:46

Borgere demonstrerede imod parallelsamfundspakken

almen_modstand_demo_290918_040.jpg

Carsten Andersen

Lørdag eftermiddag var der demonstrationer imod regeringens kommende parallelsamfundspakke i København, Odense og Aarhus. “Kampen fortsætter, indtil politikerne lytter til os,” lover arrangørerne.

“Hold fingrene fra vores boliger”.

Sådan lød en af mange slagsange, som kunne høres rundt omkring i de smalle københavnske gader, da 1.000 borgere deltog i den gående demonstration “Forsvar de almene boliger” lørdag eftermiddag.

Arrangørerne bag demonstrationerne er den nye græsrodsbevægelse Almen Modstand, og her er man lykkelig for den store opbakning på dagen.

“Vi er stolte over, at så mange valgte at bruge deres lørdag på at sende et klart budskab til politikerne i Folketinget om, at vi er mange, der er imod regeringens planer, og at vi er mange, der bliver berørt af den kommende lov,” siger Kamille Kofod fra Almen Modstand.

Også i Aarhus og Odense blev der demonstreret for samme sag, og her mødte henholdsvis 500 og 300 demonstranter op.

Hængelås på Landsbyggefonden

I løbet af dagen blev der holdt taler, spillet musik og diskuteret blandt de mange fremmødte. Der var også arrangeret flere forskellige små happenings.

En af disse foregik ude foran Landsbyggefondens bygning på Studiestræde. Her dannede de fremmødte demonstranter en stor menneskekæde, som strakte sig rundt om hele bygningen, hvorefter den blev låst sammen med en stor hjemmelavet hængelås.

“Dette skal symbolisere, at vi ikke vil finde os i, at Landsbyggefondens kasse, som indeholder lejernes penge, skal bruges til at rive vores boliger ned med,” sagde Kamille Kofod fra talerstolen til stor glæde for de mange fremmødte borgere.

Fortsætter kampen

Selve demonstrationen forløb ganske fredeligt og uden nogen former for ballade. Trods den alvorlige sag var borgerne i godt humør hele dagen.

Mange havde samlet sig i små grupper med naboer fra de forskellige boligforeninger, mens andre var mødt op med deres kolleger. Også politikere fra Enhedslisten deltog, ligesom Landsforeningen for Socialpædagoger blandt andre havde samlet sig og mødt op på dagen.

“Det bekræfter os i, at det her er en sag, som rigtig mange mennesker er interesseret i, også selvom de måske ikke står til at blive smidt ud af deres bolig,” siger Kamille Kofod.

Hun fortæller, at der allerede er planlagt møder blandt medlemmerne i Almen Modstand fra hele Danmark med henblik på at arrangere endnu flere demonstrationer i nærmeste fremtid.

“Vores kamp stopper ikke her. Tværtimod er den først lige begyndt,” siger Kamille Kofod fra Almen Modstand.

Om skribenten

Fik du

læst disse?

Oversigt Kbh BL-direktør: Der er brug for tryghed om ejendomsvurderingerne
Notech Ude Ålegræs i vinduerne: Beboere får bæredygtig isolering
Stinewadskaermunch01 Stine bygger bro og får flere udsatte børn og unge ind i foreningslivet
BL 04994 Ny BL-rapport: Flere vil bidrage til fællesskabet, men ved ikke hvordan
DSF9561 Ny hjemløsereform skal afskaffe langvarig hjemløshed
Se alle artikler ( 2884 )

0

Læseliste