08. MAR. 2018 KL. 15:00

Ældre Sagen: Svigt af de ældre beboere at tage penge til boligrenoveringer

colourbox1214957.jpg

Siden 2010 er 10.000 almene boliger blevet gjort ældre- og handicapvenlige, og der er brug for mange flere. Men den udvikling går i stå, hvis regeringen som planlagt betaler indsatsen mod parallelsamfund med 12 milliarder fra Landsbyggefonden, der er lejernes opsparing til renoveringer.

Over 200.000 ældre over 65 år bor i en almen bolig. De bliver nogle af taberne, hvis regeringen finansierer sin indsats mod parallelsamfund med 12 milliarder kroner fra Landsbyggefonden.

Det vil blandt andet ramme arbejdet med at gøre flere boliger ældrevenlige med for eksempel elevatorer.

Ældre Sagen forholder sig ikke til selve udspillet mod parallelsamfund. Men har en klar holdning til finansieringen, der vil sætte alle andre renoveringer i stå i de almene boliger landet over.

"Man skal ikke i sin iver for at finde penge til sit projekt lade det gå ud over de her beboere. De har jo sådan set selv været med til at betale for, at de her penge skulle stå til rådighed til den slags. Det, synes vi altså, er at svigte," siger Michael Teit Nielsen.

”Vi forholder os til, at det kommer til at gå ud over netop de indsatser på boligområdet, som vi lægger vægt på,” siger Michael Teit Nielsen, vicedirektør i Ældre Sagen.

I disse år har Landsbyggefonden blandt andet fokus på installation af elevatorer og indretning af lejligheder, så ældre gangbesværede og kørestolsbrugere kan få ordentlige boliger. Siden 2010 er 10.000 boliger blevet gjort ældre- og handicapvenlige. 

Bruger regeringen 12 milliarder fra Landsbyggefonden til udspillet mod parallelsamfund i 57 udsatte boligområder, vil det sætte renoveringerne i stå i alle de øvrige boligområder.

"Det bliver prisen, hvis man laver en så skævvredet prioritering af midlerne i Landsbyggefonden, og det bekymrer os,” lyder det fra vicedirektøren i

Ældre Sagen

Allerede nu er der flere års ventetid på at få renoveret, fordi det er politisk bestemt, hvor meget Landsbyggefonden skal betale hvert år. Den ventetid kan vokse til over ti år, hvis regeringen øremærker de 12 milliarder til udsatte områder.

For Ældre Sagen er de tre nøgleord for boligområdet: Tilgængelighed, tryghed, fællesskab.

”Det er noget af det, der er vigtigt for ældre beboere. De ansøgninger og projekter, der ligger i Landsbyggefonden og venter, er jo ikke nogle, man har fundet på for sjov. Det er heller ikke penge til ”at alle har ret til et fedt køkken”. Det går faktisk til at skabe øget tryghed og tilgængelighed.

Måske også nogle fællesskabsfaciliteter, hvor man kan være sammen, så man undgår at blive ensom,” siger han.

Han mener, at tilgængelighed bliver af helt afgørende betydning i fremtiden, og det derfor er nødvendigt at fortsætte arbejdet med at gøre områderne tilgængelige med for eksempel elevatorer, brede indgange og større badeværelser.

"Der vil slet ikke være plejeboliger og plejehjemspladser nok i fremtiden. Så man skal jo i en stadig mere svækket tilstand bo i sin egen bolig, og den skal jo være egnet til det," siger han.

Om skribenten

Fik du

læst disse?

Oversigt Kbh BL-direktør: Der er brug for tryghed om ejendomsvurderingerne
Notech Ude Ålegræs i vinduerne: Beboere får bæredygtig isolering
Stinewadskaermunch01 Stine bygger bro og får flere udsatte børn og unge ind i foreningslivet
BL 04994 Ny BL-rapport: Flere vil bidrage til fællesskabet, men ved ikke hvordan
DSF9561 Ny hjemløsereform skal afskaffe langvarig hjemløshed
Se alle artikler ( 2961 )

0

Læseliste