Boligsocialt arbejde hjælper småbørnsfamilier

En ny evaluering af det boligsociale arbejde for småbørnsfamilier viser, at indsatsen på en række områder gør en stor positiv forskel. Rapporten peger også på, at der er brug for mere opsøgende arbejde for at få fat i de mest udsatte familier.

VIVE, Rambøll og Naboskaber har udarbejdet rapporten for Landsbyggefonden. Evalueringen er baseret på en spørgeskemaundersøgelse blandt samarbejdspartnere samt interviews med bl.a. projektledere, medarbejdere og beboere.

LÆS HELE UNDERSØGELSEN HER (Åbner i et nyt vindue)

De mange aktører vurderer, at boligsociale indsatser som for forældreaktiviteter, mødregrupper og netværksmøder kan gøre en forskel for de små børn og deres familier.

”Det boligsociale arbejde ser ud til at lykkes med at få brygget bro de her familier og så de offentlige tilbud. Det boligsociale arbejder er i høj grad ud en medborgerskabs-tanke: At klæde forældrene bedre på til selv at handle,” siger Gunvor Christensen, forsker fra Vive.

83 procent af samarbejdspartnerne oplever i høj grad, at familierne har fået bedre adgang til rådgivning og støtte.

Halvdelen oplever i høj grad, at børnene i målgruppen får styrket deres sociale kompetencer. Det skyldes, at forældrenes styrkede sociale kompetencer smitter af på børnene.

40 procent oplever at forældrene i høj eller meget høj grad har fået et større netværk at trække på, fordi de har lært flere at kende i boligområdet.

Gør familier klar til hjælp

Det boligsociale arbejde giver forældrene mere viden om deres muligheder, og hvad der forventes af dem, når de har børn i skoler og børnehaver. At de for eksempel interesserer sig for børnenes hverdag i vuggestue eller børnehave og deltager i arrangementer.

De mere konkrete behandlingstilbud tager kommunerne sig af.

”Det boligsociale arbejde skal gøre familier klar til at komme ind i sådan nogle forløb og skal kunne tage dem i den anden ende efter forløb,” siger hun.

Med boligaftalen i 2010 besluttede Venstre, Konservative, Dansk Folkeparti og Radikale, at Landsbyggefonden skulle uddele 220 millioner kroner om året til boligsociale indsatser mellem 2011 og 2014. Siden blev aftalen forlænget i boligaftalen 2014-2018.

Pengene er siden gået til 89 helhedsplaner fordelt på 395 boligafdelinger med i alt 215.300 beboere.

Ikke-vestlige får mest hjælp

Behovet for hjælp er stort. Børn i udsatte boligområder har en sværere start på livet end andre. Mens de ikke-vestlige familier med små børn især slås med fattigdom har de etnisk danske oveni markante problemer med kriminalitet, misbrug og psykisk sygdom.

Især mange etnisk danske småbørn bliver født ind i familier, der har meget får ressourcer til at tage sig af dem.

Men på trods af det viser rapporten også, at det primært er de ikke vestlige-familier, der får hjælp i det boligsociale arbejde.

75 procent af deltagerfamilierne i de boligsociale indsatser har ikke-vestlig baggrund. Hvis man ser på familier i udsatte boligområder, er det 63 procent, der har ikke-vestlig baggrund.

”En af de helt store udfordringer er at finde frem til de familier, der virkelig har brug for det. Vi kan jo se, at meget af den rekruttering, der sker til de her boligsociale tilbud sker via de familier, man allerede har fat i,” siger hun.

Risiko for at tabe de svageste

Derfor er det en af anbefalingerne i rapporten, at man får lavet en strategi for, hvor man får kontakt til de svageste familier.

”Man kan forestille sig, at der er familier, der får lukket sig om sig selv. Det kræver et helt andet opsøgende arbejde at finde frem til dem. Der er altså brug for en stærkere indsats. Måske ikke bare boligsocial men også i sammenhæng med den kommunale sundhedsplejerske,” siger Gunvor Christensen.

Men udfordringen med det opsøgende arbejde er, at det koster rigtig meget tid og rigtig mange ressourcer. Hun bekymrer sig for det opsøgende arbejde, hvis der ikke på sigt bliver afsat flere penge til de boligsociale indsatser.

”Hvordan får man ressourcer til det opsøgende arbejde, når man omvendt allerede har fat i beboere, der har brug for hjælp? Der er simpelthen risiko for, at der er nogen, der har brug for hjælp, som vi ikke får fat i. Ikke af ond vilje. Men som udtryk for de ressourcer, der er til rådighed for det,” siger hun.