18. OKT. 2017 KL. 09:59
Når det regner på Bispeparken
18. OKT. 2017 KL. 09:59
Bebyggelsen ved Bispebjerg har opnået besparelser, godt miljø og tørre kældre med omfattende regnvandsprojekt.
Det er sådan en sommer med regn og mere regn, at Bispeparken har forberedt sig på. Siden 2013 har fsb- bebyggelsen på Bispebjerg haft glæde af det store regnvandsopsamlingsprojekt, som i dag sørger for genbrug af vand, billigere el og samtidig beskytter imod regn og storm. Man slås ikke længere med våde kældre.
”I fremtiden bliver seriøse regnvandsprojekter en nødvendig del af bebyggelsernes anlæg. Vi ser stadig flere, som er interesserede i at komme problemer i forkøbet med grønne og miljøvenlige tiltag,” siger landskabsarkitekt Marie Thing, som sammen med fsb står bag Bispeparkens regnvandsprojekt.
Projektet har tre elementer. Fra Bispeparkens huses tagrender og altaner samles regnvandet og føres via brostensbelagte regnvandsrender i den kuperede plæne til et større regnbed, som er omkranset af grønne planter.
Zinkstofferne filtreres
Husene, som er bygget i 1940-41, har zinktagrender, og derfor måtte der tages ekstra foranstaltninger for at rense regnvandet. I regnbedet er der lagt filtermuld, som binder zinkstofferne, og så er der græsser og stauder, som kan tåle de fugtige forhold og absorberer vandet hurtigt. Det er ikke meningen, at vandet skal stå i regnbedet. Det siver igennem jorden og ned til grundvandet.
Solbær og ribs til beboerne
Jean Thierry er formand for Bispeparkens beboerbestyrelse, og han har fulgt aktivt med i arbejdet med regnvandsprojektet. Jean Thierry fortæller, hvordan den store plane græsplæne nu er forandret til et grønt centrum for beboere med masser af blomster og bier – et område, hvor beboerne gerne vil være.
”Det var faktisk et rigtig godt samarbejde, vi havde om projektet. Vi fik forelagt tegninger og ideer, og så blev det den virkelighed, vi kan se her. I dag er det et frodigt og smukt sted. Blandt de nye grønne planter her er der masser af buske med solbær og ribs, og det er der mange, der har glæde af. Det er ret hyggeligt,” siger Jean Thierry.
Vasker tøjet i regnvand
Regnvandet fra Bispeparkens øvrige huse går via rør og samles i store vandtanke. De er placeret i bebyggelsens tidligere kulkælder. Tankene kan tage 4.000 liter regnvand hver, og det vand, som kun lige renses for grus, men ikke bliver kemisk renset, føres direkte til det store fælles vaskeris 16 vaskemaskiner. Der bruges 400.000 liter vand til vaskeriet, og alt vasketøj får lov at blive vasket i regnvand med miljøvenlig svanemærket vaskemiddel. Kun det tredje og sidste skyllevand er postevand.
”Det blev også meget positivt modtaget. Folk roser vandet og siger, at deres vasketøj er blødere, efter vi er begyndt at vaske i regnvand. Vi har endda fået sat vasketøjssnore op igen, så dem, der ønsker, kan tørre deres vasketøj udendørs i stedet for i tørretumbler. Vi har desuden besluttet, at elektriciteten i vaskerummet kommer fra vindemølle-strøm,” fortæller Jean Thierry.
Sø til overskydende vand
I perioder med tørke suppleres regnvandstankene med postevand, og i perioder med meget regn løber vandet videre til søen ved Bispeparken. For at klare et eventuelt pres på vandtankene er der nemlig også knyttet en sø til miljøprojektet. Søen ligger i en lavning på det grønne areal imod Tagensvej. Søen og den kuperede grønne plæne med bænke og gamle træer er kommet til i samarbejde med Københavns Kommune, som holder pladsen åben for at kunne få udsyn imod Grundtvigskirken.
”Udover at mindske risikoen for oversvømmelser med det her projekt, så synes vi, det er rigtigt, at vandet bliver genbrugt, og beboerne har færre udgifter til kloakafledning. Det var et stort projekt, og selvfølgelig omkostningstung, men vi holder øje med, om ikke det med årene kan blive en god forretning, som så også kan mærkes på huslejerne,” siger Bispeparkens bestyrelsesformand, Jean Thierry.
Køkkenhaver og monster-robotter
I projektet for at forbedre miljøet og udearealerne ved Bispeparken arbejdede man videre med legepladser og bedre forhold for genbrug. Først blev bebyggelsens børn og unge engageret i at lave en legeplads, som de drømte om. Det blev en workshop, hvor de også legede med størrelsesforhold og materialer. Og resultatet blev Monster-robotten, en stor, kulørt træfigur, som ligner en væltet robot, der sidder og inviterer til at blive klatret på. Og børnenes egne tegninger er præget i belægningen omkring robotten.
”Jeg synes, vi har fået et godt resultat. Vi har fået fjernet områdets ildelugtende gamle affaldssystem og i stedet fået monsterrobotten i centrum, og så har vi fået et velfungerende genbrugsområde, nu også med grøn og biologisk genbrugscontainer. Og midt i alt det har nogle helt spontant begyndt at arbejde med køkkenhaver, og det er jo dejligt,” siger Jean Thierry.
Om skribenten
Seneste Artikel
Konference i København om fremtidens byMest læste
Se alle artikler (3003)0