24. OKT. 2017 KL. 13:04

90-års-fødselsdagen

calle_90-aar.jpg

Thomas Arnbo

Calle Nilsson har lige holdt 90-års-fødselsdag. De sidste 51 af dem har han og Gitte og engang deres tre børn boet hos Glostrup Andels Boligforening på Søndervangsvej i Glostrup. Både fordi de kan lide lejligheden, men allermest på grund af det gode naboskab.

Hver dag går de to ture, Carl og Gitte Nilsson på 90 og 81 år. Fra lejligheden, igennem Byparken og op til en allé i nærheden, hvor man kan følge årstiden i de smukke træer. Nogle gange med en tur forbi plejehjemmet, hvor et par gode venner fra opgangen ved siden af er flyttet hen.

”Ellers sidder vi meget ude på altanen og laver sudoku og Ude og Hjemmets Kryds og Tværs. Der er dejligt, og de holder området så pænt, siger Carl Nilsson, der altid er blevet kaldt Calle.

Mustensbyggeri i 1. række til banen
Deres liv er vævet ind i det gule murstenbyggeri i 1. række til banen, hvor S-tog og regional-tog minut for minut har bragt folk frem og tilbage foran parrets køkkenvindue i 51 år.

”Det her mursten og cement trives jeg godt i. Ikke sådan noget beton,” siger Gitte.

Nu taler man om i afdelingsbestyrelsen, at køkken og badeværelse er for lille. Den tanke var helt umulig, da Calle og Gitte flyttede ind i 1966.

”I begyndelsen ville børnene næsten sove ude på det badeværelse, fordi det var så stort og meget flottere end der, hvor vi boede før," siger Gitte.

Calla har lige holdt 90-års-fødselsdag. Den holdt de også hjemme. Deres overbo Aase Iversen var med. Deres barnebarn bor i en anden afdeling lige på den anden side af sporerne, og deres voksne børn er stadig venner med de andre beboeres børn. 

”Her var et godt naboskab. Vi havde allesammen den samme uddannelse – nemlig ingen. Og vi havde børn i samme aldersklasse. Så vi kunne blive enige om det hele, ” siger Calle. 

Han har arbejdet 18 år som købmand i Vallensbæk. Det var nemt at komme til. 

Boede til leje hos skomageren 
Lejligheden på Søndervangsvej var enden på en hård tid på boligmarkedet. Først boede de til leje med deres lille datter hos en skomager, der gik konkurs med deres forudbetalte leje. De skulle flytte ud og bad kommunen om hjælp. Men fik det svar, at Gitte og Calle måtte finde hvert sit værelse, og barnet kunne blive sendt på børnehjem, til de havde fundet en ny lejlighed. 

Så Calle og Gitte blev stædigt boende med datteren for at få deres leje tilbage. Til sidst fik de faktisk pengene, og selskabet, der havde købt skomagerens hus, havde en anden ejendom på Hovedgaden i Glostrup, hvor de fik en to-værelses med gasfyr.
Her boede de nogle år, til de vist nok fik lidt venlig hjælp på ventelisten til boligforeningen fra deres læge.

”Vores doktormand kunne godt se, at jeg ikke kunne klare at blive boende i den lille lejlighed med tre små børn,” siger Gitte. 
Ud over de tre døtre har de nu seks børnebørn og et oldebarn.

51 år på samme adresse er ikke lang tid
De har aldrig overvejet at flytte. Og ser de sig omkring er deres 51 år på adressen ikke lang tid. 

”Vores underbo døde i 2011, og der regnede vi ud, at hun havde boet her i 61 år. Hun var også flyttet ind dengang 1949, da det var helt nyt, og man skulle gå på brædder henover grusbunkerne fra byggeriet, siger Gitte. 

Om skribenten

Fik du

læst disse?

Oversigt Kbh BL-direktør: Der er brug for tryghed om ejendomsvurderingerne
Notech Ude Ålegræs i vinduerne: Beboere får bæredygtig isolering
Stinewadskaermunch01 Stine bygger bro og får flere udsatte børn og unge ind i foreningslivet
BL 04994 Ny BL-rapport: Flere vil bidrage til fællesskabet, men ved ikke hvordan
DSF9561 Ny hjemløsereform skal afskaffe langvarig hjemløshed
Se alle artikler ( 2887 )

0

Læseliste