Når beboerdemokratiet bliver absurd

Er der en modsætning imellem demokrati og forretning? Kan man effektivisere uden at gøre vold på beboerdemokratiet? Det var hovedspørgsmålene i en workshop på Almene Boligdage, som var arrangeret af domea.dk, og linjerne blev inden workshop-arbejdet trukket skarpt op af medarbejdere. For eksempel påpegede chefkonsulent i domea.dk, Michael Jørgensen, at det i høj grad er på grund af holdninger og følelser og egenskaber som socialt engagement, der får folk til at gå ind i en afdelingsbestyrelse. 

”Og det er jo også gode grunde til at engagere sig,” sagde Michael Jørgensen, der derefter konstaterede, at det er fra afdelingsbestyrelserne, at man efterfølgende rekrutterer til organisationsbestyrelserne, og dér er der behov for nogle helt andre kompetencer, når man skal stå i spidsen for en virksomhed med store værdier og en kæmpe omsætning.

Det var præcis dette skisma, som var temaet for debatterne i workshoppen.

Og der er god brug for at tage debatten i hele sektoren, slog domea.dk’s administrerende direktør, Thomas Holluf Nielsen, fast:

”Det, som driver mig som menneske, er, at vi i fællesskab skaber et afkast, som kommer mennesker til gode. Og ikke at vi skal lave et afkast, som betyder, at nogen skal tjene penge på os. Men når det så er sagt, så er det også vigtigt for mig at sige, at den kultur, vi har, der skal vi bevare det, der fungerer, men der er også steder, hvor vi skal udvikle os. Sker det ikke, så er jeg ret sikker på, at vi på den lange og den mellemlange bane får råd til at opretholde alle de fællesskaber, alle de foreninger, som vi rent faktisk gerne vil.”

Holluf pointerede, at almene boliger har enorm værdi for samfundet og for boligudviklingen, og han brugte fagpriserne som eksempel på, hvordan sektoren hele tiden udvikler nye løsninger.

Men direktøren for domea.dk oplever også andre sider af den almene virkelighed:

”Jeg ser også en kultur, som i mange år har haft det for godt, har været for magelige, og hvor vi ikke er blevet udfordret økonomisk, hvor vi simpelthen ikke selv har været økonomisk ambitiøse nok. Hvor vi har haft lidt for meget fokus på laveste fællesnævner. Hvor vi lidt for ofte har sagt, at når det gjorde ondt, så var det ’synd for’, i stedet for at vi sagde: Nu stiller vi altså nogle krav.”

”Det er ikke det samme som at sige, at vi ikke anerkender den almene sektor, men der ér altså en kultur, hvor vi bliver nødt til at ruske op i os selv. Og den udvikling ser jeg – heldigvis – også over det ganske land. Men nogen steder har der været for meget snak og for lidt handling. For mange beslutninger er blevet truffet på baggrund af følelser og fornemmelser, det skal forbedres – og det kan man godt uden at gå på kompromis med foreningstanken.”

”Nogle steder, når man kommer rundt i landet, oplever jeg, at man skal kæmpe for at reducere omkostningerne, så beboere kan slippe så billigt som muligt i husleje. Det er da en absurd kultur, som jeg synes, at vi skal gøre op med,” sluttede Holluf sin opsang til forsamlingen.