15. JUN. 2017 KL. 00:00
Bjarke Ingels: "Yes is more"
15. JUN. 2017 KL. 00:00
Modernismens slogan var "less is more", og det førte til enkelt og ensartet byggeri. Postmodernister sagde "less is bore" og satte sjove trekanter og joniske søljer på byggeriet. Andre arkitekter har siden sagt "I'm a Hore", underforstået at man byggede det, kapitalen forlangte. Siden har andre slogans huseret, men til en folkemødedebat hos Primetime lancerede arkitekt Bjarke Ingels et nyt bud på et dogme for den måder, man kan skabe byer på.
Ingels siger nemlig: "yes is more"
Før den verdensberømte danske arkitekt nåede frem til den vision, tog han et stort publikum med rundt i forskellige projekter og refleksioner omkring dét at skabe en moderne by.
Blandt andet udfordrede han begrebet bæredygtighed. Det skal efter hans mening ikke kun være for de frelste eller de meget idealistiske. Istedet taler Bjarke Ingels om en "hedonistisk bæredygtighed", hvor man skaber byer, som man søger til, fordi de bare er "federe at bo i".
Han gennemgik en række af de projekter, han har arbejdet med de senere år - blandt andet "Bjerget" i Ørestaden i København. Her var opgaven at skabe en boligbebyggelse og et p-hus for den samme bygherre. Men uanset, hvordan arkitekterne forsøgte at få de to bygninger til at fungere side om side, så endte de med at skabe ulemper for hinanden. Det arkitektoniske greb, som fik minimeret generne, var at lave et p-hus med skråt tag og lejligheder med taghaver på det skrå tag. Det skabte boliger, som det med Ingels ord er federe at bo i - lutter penthouselejligheder!
Pointen er for Bjarke Ingels at acceptere, at der altså skulle være både boliger og p-pladser på området. At sige "ja" til udfordringen og tænke i løsninger, som ikke bygger på gængse standarder. På den måde kan man finde nye måder at skabe byer på. Yes is more.
Om skribenten