31. JAN. 2017 KL. 00:00

Lejerne kan for første gang få efterbetalt boligstøtte

colourbox6264008-1.jpg

Colourbox

Over en halv million husstande kan for første gang få ekstra boligstøtte, hvis de fik mindre, end de havde krav på sidste år. Udbetaling Danmark skal gennemregne 550.000 sager om boligstøtte.

Udbetaling Danmark skal gennemregne, om 550.000 husstande har fået for meget eller for lidt i boligstøtte i 2016.

Normalt ender de beregninger kun med udsendelsen af tusindvis af opkrævninger. Men for første gang nogensinde bliver der også lejere, der får penge efterbetalt.

2017 er det første år, hvor lejere kan få efterbetalt boligstøtte, hvis de sidste år har fået mindre udbetalt, end de faktisk havde ret til.

Udbetaling Danmark kan på nuværende tidspunkt ikke komme med et skøn over, hvor store beløb der kan blive tale om.

Der burde komme en effekt, men det er svært at sige, om det er over bagatelgrænsen.

Peter Staugaard

Indtil nu har det været sådan, at boligstøtten blev opgjort en gang om året, og havde lejerne fået for meget udbetalt, blev der udsendt opkrævninger.

Ved efterreguleringen af boligstøtte for 2015 skulle cirka 54.000 borgere betale i alt 195 millioner kroner tilbage i for meget udbetalt boligstøtte.

Modtagerne af boligstøtte fik derimod ikke besked, hvis de havde fået mindre, end de havde krav på. Der var ikke mulighed for at få penge efterbetalt, hvis borgeren for eksempel havde tjent mindre end forventet og ikke fået indberettet det i løbet af året.

Først penge tilbage til efteråret
Udbetaling Danmark begynder gennemregningerne, når årsopgørelserne er færdige hos SKAT i løbet af foråret, og de forventes at være gennemført inden årets udgang. 75 procent af husstandene forventes at være gennemregnet i september i år.

Ændringerne hænger sammen med, at boligstøtte siden januar 2016 er blevet udbetalt efter eIndkomst. Det betyder, at Udbetaling Danmark får besked fra SKAT om borgerens indtægt sidste måned.

Derfor kan boligstøtten svinge fra måned til måned. Men den bliver kun reguleret, hvis indkomsten afviger med mere end 800 kroner fra den indkomst, borgeren har opgivet til Udbetaling Danmark. Og hvis ændringen medfører, at man skal have mindst 200 kroner mere eller mindre i boligstøtte.

Derfor kan modtagere af boligstøtte stadig godt have fået for meget eller for lidt i boligstøtte i løbet af året.

Usikkerhed hos kommunerne
Udbetaling Danmarks manglende udmelding om de økonomiske virkninger betyder, at kommunerne ikke har kunnet indregne efterbetalingerne i budgettet.

Aarhus Kommune skriver i sin budgetlægning for boligstøtte 2016-2019, at ”Udbetaling Danmark vurderer, at forskellen vil være synlig”, og at man kunne overveje at hæve budgettet med et bufferbeløb på et par millioner.

I den sidste ende besluttede kommunen at lade være, da tallene er for usikre.

”Der burde komme en effekt, men det er svært at sige, om det er over bagatelgrænsen,” siger økonomikonsulent Peter Staugaard fra Aarhus Kommune.

Også kontanthjælpsloftet og en række andre lovændringer skaber usikkerhed om udgifterne på boligstøtteområdet i 2017, siger Peter Staugaard.

Om skribenten

Fik du

læst disse?

Oversigt Kbh BL-direktør: Der er brug for tryghed om ejendomsvurderingerne
Notech Ude Ålegræs i vinduerne: Beboere får bæredygtig isolering
Stinewadskaermunch01 Stine bygger bro og får flere udsatte børn og unge ind i foreningslivet
BL 04994 Ny BL-rapport: Flere vil bidrage til fællesskabet, men ved ikke hvordan
DSF9561 Ny hjemløsereform skal afskaffe langvarig hjemløshed
Se alle artikler ( 2887 )

0

Læseliste