17. JAN. 2017 KL. 00:00

Gode resultater med at hjælpe hjemløse væk fra gaden

hjemloes-raadhuspladsen.jpg

Colourbox

Både borgere og kommuner har gode erfaringer med Housing First, hvor man tilbyder hjemløse bolig og intensiv bostøtte. Men der er mangel på billige og små boliger, skriver SFI og Rambøll i ny evaluering.

Hjemløsheden i Danmark har været stigende i de seneste år. Men der er faktisk gode resultater i arbejdet med at hjælpe de mest udsatte borgere, som ikke har noget sted at bo.

Det skriver SFI og Rambøll, der kalder erfaringerne for positive i deres evaluering af 24 kommuners arbejde med den såkaldte Housing First-tilgang.

Princippet i Housing First er, at borgeren skal have en permanent bolig og intensiv social støtte fra begyndelsen. Borgeren får et permanent sted at bo allerede i starten af et indsatsforløb og intensiv social støtte i hverdagen.

Nogle har eksempelvis fået genskabt kontakten til deres familie og børn, hvilket de er meget glade for. Og selv om vi ikke kan se en systematisk forskel i fx misbrugsproblemer eller psykiske problemer, så skaber stabilisering af boligsituationen et godt udgangspunkt for, at de kan få det bedre.

Lars Benjaminsen

Langt hovedparten af de meget udsatte borgere, som indsatsen er rettet imod, har fået en bolig og er blevet boende gennem forløbet. De er glade for både deres nye hjem og den sociale indsats. Det fortæller SFI-forsker Lars Benjaminsen på SFI.dk:

”Nogle har eksempelvis fået genskabt kontakten til deres familie og børn, hvilket de er meget glade for. Og selv om vi ikke kan se en systematisk forskel i fx misbrugsproblemer eller psykiske problemer, så skaber stabilisering af boligsituationen et godt udgangspunkt for, at de kan få det bedre,” siger Lars Benjaminsen.

De 24 kommuner i undersøgelsen oplever Housing First som en virksom og hensigtsmæssig tilgang til arbejdet med hjemløse.

Mangel på små og billige boliger skaber hjemløshed

Men undersøgelsen viser, at det er et stort problem for kommunen at skaffe boliger, som de udsatte borgere kan betale.

Der er mangel på billige og små boliger, og det betyder, at det i en del kommuner er svært at udbrede Housing First indsatsen til en større del af de hjemløse.

Forskerne vurderer, at netop manglen på passende boliger er hovedårsagen til den stigende hjemløshed i Danmark.

"Men selv om der er udfordringer med at skaffe boliger, så vurderer vi, at hvis det kan lykkes at finde en bolig, og borgeren får en intensiv social støtte, så er Housing First en effektiv indsats for denne meget udsatte gruppe borgere – i hvert fald på den korte bane," siger Lars Benjaminsen.

Han påpeger dog samtidig, at vi ikke har nogen viden om, hvorvidt de udsatte borgere fastholder boligen på lang sigt.

Evalueringen er udført af SFI og Rambøll for Børne- og Socialministeriet som en del af satspuljeaftalen for 2014.

Om skribenten

Fik du

læst disse?

BL Tingbjerg 111018 014 Nu er der færre parallelsamfund på Boligministeriets liste
Finnmuus Boligdirektører: Kæmpe problem at udskyde energirenoveringer og andre nødvendige renoveringer
RW 210922 FAB Elbiler 0024 Boligselskab: "Planlæg ladestandere til fremtiden"
Katja Lindblad Domea Beboerrådgivning bremser udsættelser
Se alle artikler ( 2729 )

0

Læseliste