27. FEB. 2017 KL. 00:00
Ny aftale skal skaffe læger til socialt udsatte boligområder
27. FEB. 2017 KL. 00:00
Der er stor mangel på praktiserende læger i udsatte boligområder. Det skal ændres af højere betaling for tidskrævende patienter, delestillinger og klinikker drevet af regionerne.
Det kan blive nemmere at komme til læge for beboerne i blandt andet Tingbjerg og Vollsmose. I hvert fald hvis den nye aftale om bedre lægedækning kommer til at fungere. Aftalen skal give regionerne bedre muligheder for at skaffe praktiserende læger i de områder, hvor der er mangel. Der er en del almene boligområder, der ikke har haft en lægepraksis i årevis.
”Aftalen åbner døre, der kan gøre det ekstra interessant for læger at arbejde i områder, hvor der nu mangler læger,” siger næstformand i Danske Regioner, Ulla Astman. Hun mener, at den nye aftale er et godt supplement til de muligheder, regionerne har i forvejen i forhold til at bekæmpe lægemanglen.
Flere penge for tunge patienter
Danmark kæmper med lægemangel i mange områder. Både i yderområder, hvor få læger har lyst til at åbne praksis. Men også i socialt udsatte boligområder, hvor en stor andel af beboerne er kronisk syge med flere forskellige diagnoser eller har sprogproblemer. Her betyder takstsystemet, at lægerne ikke får ekstra betaling, selvom arbejdet er mere tidskrævende end med mere velfungerende patienter.
Regeringens Lægedækningsudvalg kom i januar med 18 anbefalinger. Det er en del af dem, der er med i aftalen, som har opbakning fra alle Folketingets partier. En del af aftalen falder dog først på plads i løbet af de kommende måneder, når regionerne forhandler overenskomst med Praktiserende Lægers Organisation (PLO).
Aftalen åbner for differentieret honorar, så patienter med komplekse problemer udløser højere betaling til lægen. Et trecifret millionbeløb skal hjælpe den omfordeling på vej.
Også mere til læger i udsatte områder
Ulla Astman mener, at tillæggene ikke bare skal fordeles efter geografi. Men også efter socioøkonomiske kriterier.
”Det kan for eksempel være i byområder med sociale udfordringer,” siger Ulla Astman.
Aftalen giver også lægerne mulighed for dele-stillinger, som ifølge Ulla Astman vil kunne tiltrække læger til socialt udsatte områder.
”Jeg tror, at nogle er bange for at blive isoleret. Delestillingerne giver dem mulighed for at have en del af deres arbejdstid med kolleger i et andet miljø,” siger Ulla Astman.
Med aftalen er partierne også blevet enige om at give regionerne mulighed for at drive klinikker med regionsansatte læger i mere end 4 år ad gangen og gøre det nemmere for læger at overtage andres lægepraksisser.
SF: Læger til Tingbjerg og Ishøj
Der skal nu laves en række ændringer af lovgivningen, før planerne kan sættes i værk. Ved præsentationen af aftalen kom det primært til at handle om lægemangel i yderområder.
Men sundhedsordfører for SF, Kirsten Normann Andersen, siger, at efter SF’s forståelse af aftalen, skal løsningsforslagene adressere både yderområdernes problemer og de socialt udsatte boligområders problemer med at skaffe alment praktiserende læger.
”Derfor vil vi forsøge at holde regeringen fast på, at de løsningsforslag, der peges på i aftalen, også skal omfatte problemerne med for eksempel lægemangel i Tingbjerg og Ishøj,” siger Kirsten Normann Andersen, der er sundhedsordfører for SF.
Boligen nr. 3 - 2017
Om skribenten
Seneste Artikel
Næstformand: "Virkelig glad for den store interesse"