Blangstedgård - et eksperiment, der faldt heldigt ud

Blangstedgård gik foran i 80’erne. Ny byggestil, mere natur og blandede boligformer gjorde Odense kendt i hele verden. Men blev visionerne indfriet og gik det, som man havde håbet? Boligen har sat tre tidligere direktører og en arkitekt stævne. De havde nemlig ansvaret dengang.

Der er grønt, så langt øjet rækker, og de store træer bøjer sig for vinden. Ved kiosken henter en kvinde på cykel sine formiddagsaviser.

Engang var det her stedet, hvor bisperne inde fra Odense kunne trække sig tilbage og nyde sommeren. Men det er længe siden. I dag rummer Blangstedgård knap 1.000 boliger. Men det hele begyndte som et eks­periment.

”Det er stadig et fint og velfungerende område. Selv om det er stort.”

Ordene tilhører Henrik B. Heineke, der er tidligere direktør for Fyens almennyttige Boligselskab og en af bagmændene til Blangstedgård. Bebyggelsen blev opført i forbindelse med Odenses 1.000 års fødselsdag i 1988. Men alt det vender vi tilbage til.

Lige nu skriver vi marts 2017, og forårssolen sender sine første varme stråler ned over bebyggelsen. Det er mandag formiddag og ved Hus 88, der er café og det naturlige mødested for områdets beboere, mødes fire ældre mænd. Det er mange år siden, de har set hinanden sidst, men gensynsglæden er stor, og snakken går hurtigt. De fire har tilbragt mange år sammen. Det var nemlig dem, der opførte Blangstedgård, og Boligen har samlet dem til en snak om visionerne fra dengang – og om de så også gik i opfyldelse. Blev Blangstedgård, som de ønskede sig?

De fire er Henrik B. Heineke, Lars Andersen, tidligere direktør i Odense Andelsboligforening, Børge Østergaard, dengang byplanarkitekt i kommunen, og Henning Kirk Christensen, tidligere direktør i Højstrup Boligforening.

Vi sidder i cafeen, og der falder hurtigt den ene historie efter den anden, om dengang boligerne blev bygget. For det gik rigtig stærkt.

”Der skulle stå 600 boliger klar til den store udstilling Byg & Bo i juni 1988. Håndværkerne kunne næsten ikke komme til for hinanden, og alt herude var et totalt trafikkaos med lastvogne og kraner,” husker Børge Østergaard.

Landets bedste arkitekter
Tilbage i 1985 købte Odense Kommune grunden, hvor Blangstedgård ligger i dag. Forinden havde den i mange år huset statens forsøgsstation for frugtavl. I gamle aviser og årbøger kan man læse, at hele ideen var rådmand Edvind Witveds. Han ønskede, at byens jubilæum blev markeret med en utraditionel bygge- og boligudstilling.

”Året efter blev der så udskrevet en arkitektkonkurrence, og så begyndte man ellers at bygge. Det var nogle af landets bedste arkitekter, der tegnede Blangstedgård. Og jeg er også sikker på, at deres visioner med et varieret udbud af alle boligtyper inden for ejer-, leje- og andelsboliger, så alle sociale grupper kunne bo i området, er en af årsagerne til, at det er gået Blangstedgård så godt,” siger Børge Østergaard.

Det er de tre andre helt enige i.

”Vi vidste jo godt, at vi måtte finde på noget andet. Witved ville se nyt. Tilbage i 1970’erne var der jo store udlejningsproblemer i Vollsmose. På et tidspunkt stod vi med over 400 ledige boliger derude. Men vi tænkte, at kunne vi mikse beboersammensætningen, så ville det blive et helt andet område,” husker Henrik B. Heineke.

Henning Kirk Christensen oplever Blangstedgård som et eksperiment, der faldt heldigt ud.

”Blangstedgård blev en reaktion på 1960’ernes og 1970’ernes montageplaner. Man havde besluttet sig til, ”at et højhus var et møghus”. Blangstedgård blev en reaktion på de store planer. Nu ville man bygge lavt og lave en grøn by."

Men desværre nåede man ikke helt i mål. Tanken var, at der også skulle bygges ejerboliger, men i 1980’erne kradsede krisen, og Schlüters berømte kartoffelkur fik cementblanderen til at gå i stå. Kun otte af de 50 parcelhusgrunde blev solgt, men endte senere som andelsboliger. I dag består Blangstedgård af cirka 80 procent lejeboliger. 20 procent er andels- og ejerboliger.

”Ejerboligerne fik aldrig tag i Blangstedgård, og det synes jeg er trist. Den vision fik aldrig lov at leve,” siger Lars Andersen. Den holdning deler Henning Kirk Christensen.

”Jeg savner også flere ejerboliger. Og at det blev mere vildt, sådan noget med et ”Hundertwasser”-hus, hvor teknik og penge skulle underordne sig ideen.

Skabte en grund­ejerforening
Selv om de fire for længst er gået på pension, så bor de alle i Odense og følger jævnligt med i livet på Blangstedgård. Og når hunden skal luftes, så går turen gerne til området omkring bebyggelsen – for der er rart og trygt i området. De fire iværksættere er enige om, at området aldrig er i pressen for de kedelige historier.

”Noget af det bedste, der er sket herude, er, at vi fik skabt en grundejerforening, der omfatter alle. Det betød, at man måtte gå sammen om nogle ting. Man måtte tale sammen. Det er en af de helt store gevinster og formentlig også en af grundene til, at det er gået godt herude,” mener Henning Kirk Christensen.

”En anden årsag til succesen er uden tvivl bebyggelsesprocenten her. Der er kun bygget 10 procent på Blangstedgård. Normalt ville man bygge på 25 procent,” siger Børge Østergaard.

Og der er da også masser af natur og grønt omkring bebyggelsen. Her er karakteristiske landskabstræk med flotte læhegn af rønnebærtræer. Og så er området afgrænset af Lindved Å og Kohaveskoven, der er udlagt som bydelspark for syd-østbydelen. Man er på landet og alligevel kun fem kilometer fra centrum.

”Det er jo et område, der taler til mange børnefamilier, og det er jo også en kæmpe styrke for bebyggelsen,” mener Lars Andersen.

Vi er kommet i mål
Tilbage i slutningen af 80’erne kan man finde artikler, der handler om, at Blangstedgård skal være et socialt boligeksperiment, der passer ind i de samfundsmæssige bestræbelser. Ikke mindst set fra den almennyttige boligbevægelses side, hvor man ønskede at integrere de forskellige aldersmæssige og sociale grupper i Danmark.

”Det synes jeg bestemt, vi er kommet i mål med. Vi har skabt mindre huse, der ligger i klynger, og foran dem er der fællesarealer. Man føler ikke, man bor i en boligblok med mange naboer. Man har sit eget gård­rum, og det er nemt at finde hjem, fordi der er mange farver på bygningerne,” siger Lars Andersen.

Østergård, Kirk og Heineke er enige.

”30.000 af dem, der kom, da udstillingen åbnede, var fra Sverige. Svenskerne var meget begejstrede, og måske gav byggeriet i virkeligheden mere genlyd i Sverige end herhjemme,” slutter Børge Østergård.

I 19 år har Henning Christiansen boet på Blangstedgård, og det fortryder han ikke ét sekund.

”Jeg boede i Vollsmose, da jeg fik tilbudt lejligheden. Her er lyst og grønt og farver. Det eneste, jeg savner på Blangstedgård, er nogle flere butikker. Vi har jo kun en kiosk, og det er vanskeligt for mig at komme rundt,” fortæller Henning Christiansen.

Han er dog sikker på, at der er mere fællesskab på Blangstedgård end i Vollsmose.

”Der kommer mange her i Hus 88. Men ellers har flere af beboerne et fællesskab omkring deres huse. Men der er også udearealer omkring nogle af husene, som aldrig bliver brugt. Det gode er, at Blangstedgård er et sted, hvor mange bliver boende. Man kan nå at lære folk at kende.”