19. MAJ. 2016 KL. 00:00

Jo flere rum, jo længere lejemål

Jo flere værelser der er i en almen familiebolig, jo længere tid vil dens beboere typisk have haft den. Men det betyder ikke nødvendigvis, at beboerne også har boet længst tid i de boliger, der er på flest kvadratmeter.


Det kan man læse af Landsbyggefondens nye temastatistik ”De almene beboeres anciennitet 2016”. Statistikken bygger på beboerne, i stort set alle de almene lejemål, der var til nytår. Mindre end én procent indgår ikke af forskellige tekniske årsager.


Statistikken beskriver, hvor gamle lejekontrakterne er, fordelt på boligtyper, antal værelser og kvadratmeter samt bebyggelsernes alder som alment byggeri. Alt sammen er opgjort på regioner og i et enkelt tilfælde på kommuner.


Blandt familieboligerne har beboerne boet længst i lejemål med fire eller flere værelser: 12,6 år. Men ser vi på familieboligernes arealer, har de kun boet 10,0 år i lejemål over 100 kvadratmeter. Det er lidt under gennemsnittet for alle familieboliger: 10,3 år. Til gengæld er lejekontrakterne i boliger på 81-100 kvadratmeter over:11,3 år.

Lejekontrakterne i Region Hovedstadens familieboliger er ældst med 12,5 år i gennemsnit. Nyest blandt familieboligerne er lejekontrakterne i Region Nordjylland med gennemsnitligt 8,2 år.   


Over 25 år i hver niende:
Cirka hver niende lejer af en familiebolig har ikke flyttet i mere end 25 år. Yderpunkterne er også her regionerne Hovedstaden og Nordjylland med henholdsvis 15 og 9 procent.


På landsplan er beboerne i omkring 7.300 familieboliger (halvanden procent) blevet boende i mere end 50 år. Landsbyggefonden gør dog opmærksom på, at beboerne i de ældste lejemål sandsynligvis ikke er de oprindelige:


”I stedet er lejekontrakten overdraget fra én generation til den næste. Dette er tilfældet for den ældste gældende lejekontrakt i sektoren, som blev udarbejdet i tiden omkring første verdenskrig.”


I dag gælder der den regel, at hvis en lejer dør, har en efterladt, som vedkommende ikke var gift med, kun krav på at fortsætte lejeforholdet, hvis de har boet sammen i mindst to år. 


Små udsving blandt unge og ældre
Blandt ungdomsboliger og ældreboliger er der kun ganske små udsving i, hvor længe beboerne har boet under forskellige forhold. Gennemsnittet på landsplan er henholdsvis 1,9 og 4,8 år.

Den mest markante forskel viser sig i ancienniteten ved antallet af værelser i ældreboligerne: Fra 3,6 år i ét-rums til 7,0 år i boliger med tre eller flere rum. Denne forskel kan formentlig forklares med, at der bor to i de større ældreboliger, og at en lejekontrakt ikke nødvendigvis ophører på grund af et dødsfald. 

Om skribenten

Fik du

læst disse?

Oversigt Kbh BL-direktør: Der er brug for tryghed om ejendomsvurderingerne
Notech Ude Ålegræs i vinduerne: Beboere får bæredygtig isolering
Stinewadskaermunch01 Stine bygger bro og får flere udsatte børn og unge ind i foreningslivet
BL 04994 Ny BL-rapport: Flere vil bidrage til fællesskabet, men ved ikke hvordan
DSF9561 Ny hjemløsereform skal afskaffe langvarig hjemløshed
Se alle artikler ( 2884 )

0

Læseliste