23. DEC. 2016 KL. 00:00

Nu blandes byer på en helt anden måde

aalborg-oest-foto_1_full-window-size.jpg

Lars Horn

Med planloven kan man sikre, at der kommer almene boliger i nye byområder. Men det omvendte kan også forekomme. Det sker nu i Aalborg.

Fotoet på dette opslag er taget fra en drone. Det giver ofte et bedre overblik at se tingene lidt fra oven. Men billedet giver ikke kun udsyn over den del af Aalborg Øst kaldet Blåkildevej. Det giver også indsigt i en helt ny udvikling, når vi taler om, hvordan vi bedre udvikler blandede byområder med en forskellighed i både beboere og ejerformer.

For kun et år siden sikrede et flertal i Folketinget reglen om, at man kan reservere op til 25 procent almene boliger i nye byområder. Altså en lov, som kan sikre, at der i bygningsmassen bestående af ejerboliger og privat udlejning også er en vis del almene boliger. Men i Aalborg Øst blander man på en måde, hvor det er lige omvendt. Midt i et meget stort alment boligområde sælger boligorganisationen nemlig nu jord til private investorer, som vil bygge boliger til privat udlejning.

Og så er det også et aktiv, at beboersammensætningen i området er så blandet. Det giver mere liv, og det er altså også et vigtigt aktiv set med en privat investors øjne.

Rasmus Haugaard

For neden til venstre på dronefotoet ses nogle af de oprindelige 73 ens boligblokke fra slutningen af 60’erne, som har udgjort en stor del af Aalborg Øst. Nu er hele området under renovering med støtte fra Lands-byggefonden, og som et led i helhedsplanen besluttede man at forsøge at få private investorer til at bygge seks syvetagers huse med i alt 140 lejligheder.

Ifølge helhedsplanen skal det samlede område – Kildeparken – stå klar i 2020, året før at Aalborgs ny supersygehus skal åbne ikke langt fra Kildeparken.

Den plan er nu i fuld gang med at blive realiseret.

Masser af networking
At få private developere til at investere i et område med almene boliger og indtil for få år siden – også et blakket renommé – kunne ellers godt virke urealistisk.

Direktør i Himmerland Boligforening, Ole Nielsen, som står for Kildeparken, og som har solgt til de private investorer, lægger da heller ikke skjul på, at det har krævet en vedblivende italesættelse af Kildeparken som Aalborgs nye vækstcenter og en del networking i det ålborgensiske erhvervsliv. Men til sidst meldte tre lokale investorer sig, og tirsdag den 29. november kunne aftalen om privat byggeri midt i Kildeparken underskrives under stor bevågenhed fra borgmester og regionale nordjyske medier.

De tre investorer er en advokat og to brødre fra Aalborg. Brødrene har skabt sig en formue ved at opbygge og sælge spilvirksomheden CEGO. Advokaten hedder Rasmus Haugaard, og for ham var det ikke svært at beslutte sig for en investering på et meget stort millionbeløb, da først han så, hvordan området i Kildeparken er under forvandling:

”Det krævede sådan set bare en køretur ud til Blåkildevej for at se, at det område er blevet et attraktivt sted, hvor jeg er sikker på, at det vil være interessant at investere i private boliger,” siger Rasmus Haugaard.

”Jeg har ligesom de to andre investorer byggerier andre steder i Aalborg, og der er flere forhold, som gør det ekstra attraktivt at investere i Aalborg Øst. For udover den fysiske forandring af boligområdet, som er rigtig vellykket, så ligger området centralt i forhold til arbejdspladser og byudvikling.”

Rasmus Haugaard peger på, at der er kort til universitet, sygehus, store industriområder og til Gigantium, som er Aalborgs store idræts-centrum.

”Og så er det også et aktiv, at beboersammensætningen i området er så blandet. Det giver mere liv, og det er altså også et vigtigt aktiv set med en privat investors øjne,” siger Haugaard.

Frygter ikke konkurrencen
Med det private udlejningsbyggeri midt i Kildeparken inviterer en almen boligorganisation sådan set konkurrenterne i den private udlejningssektor ind i ”egen baghave”, men det bekymrer ikke direktøren i Himmerland Boligforening:

”Vi har ventelister, og det har vi haft længe, og der bliver kun stigende efter-spørgsel på boliger i denne del af Aalborg, når det nye supersygehus åbner. Med de private boliger i området bliver det endnu mere attraktivt og mangfoldigt, så det glæder vi os bare til,” siger Ole Nielsen.

De private investorer har kun købt den jord, som de ny boliger kommer til at stå på, mens Himmerland Boligforening ejer arealerne helt op til soklen på de private ejendomme.

Boligen nr. 1 - 2017

Om skribenten

Fik du

læst disse?

Oversigt Kbh BL-direktør: Der er brug for tryghed om ejendomsvurderingerne
Notech Ude Ålegræs i vinduerne: Beboere får bæredygtig isolering
Stinewadskaermunch01 Stine bygger bro og får flere udsatte børn og unge ind i foreningslivet
BL 04994 Ny BL-rapport: Flere vil bidrage til fællesskabet, men ved ikke hvordan
DSF9561 Ny hjemløsereform skal afskaffe langvarig hjemløshed
Se alle artikler ( 2887 )

0

Læseliste