01. DEC. 2016 KL. 00:00

Indblik: Vi opprioriterer i Vollsmose

politi_full-window-size.jpg

Kit Claudi Grøn-Iversen er direktør for politiet på Fyn. Og hun erkender, at der er voldsomme udfordringer i Bøgeparken.

Siden den 1. september har Kit Claudi GrønIversen været direktør for Fyns Politi, men trods den korte tid i Odense er hun meget bevidst om, hvilke udfordringer man i Odense står med i forhold til den organiserede bandekriminalitet. Hun er optimistisk i forhold til Vollsmose som helhed, men hun deler CIVICA-direktør Jens Pilholms bekymring for Bøgeparken.

”Vollsmose er ikke et problematisk boligområde, men det er et område med problemer,” som hun udtrykker det.

Specifikt om Bøgeparkens reservatlignende tilstande siger hun:

”Jeg kan jo ikke vide, hvem der holder øje med, hvem der kører ud og ind. Hvis oplevelsen er, at man bliver kontrolleret, når man kører ud og ind, så kan jeg ikke afvise, at det finder sted.”

Jeg kan jo ikke vide, hvem der holder øje med, hvem der kører ud og ind. Hvis oplevelsen er, at man bliver kontrolleret, når man kører ud og ind, så kan jeg ikke afvise, at det finder sted.

Kit Claudi Grøn-Iversen

Jens Pilholm har en følelse af, at Black Army har flyttet deres klubhus ud på Bøgetorvet?

”Det tror jeg så ikke, de har. Det er alligevel for koldt. Men det er klart, at da vi for otte-ti uger siden i kølvandet på skudepisoder og andre manifestationer lavede en samlet bandestrategi for at komme problemerne til livs, fik det afsmittende effekter. Den strategi indeholder en lang række elementer, hvoraf mange ikke er nogen, jeg kan fortælle offentligheden om, men det er faktisk ikke en del af strategien at lukke klubhuse. Det er kun sket af sikkerhedshensyn til de omkringliggende beboere. Det er en langstrakt indsats, det er ikke noget, vi klarer på kort tid.”

Og om den usædvanlige situation ved Bøgetorvet siger Kit Claudi Grøn-Iversen:

”Indtil medicinen virker, vil der være nogle bivirkninger, og en af dem vil være, at når vi lukker klubhusene, så popper de op andre steder. Det er dét, man nok mærker lige nu i Bøgeparken.”

Ingen tør anmelde banderne
Hvad siger du til, at folk i Bøgeparken ikke tør anmelde kriminelle forhold?

”Jeg kan godt sætte mig ind i, at hvis man bor i området og bliver udsat for noget, som har en karakter, som det, vi taler om her, så kan det være en udfordring at anmelde det og skulle møde de samme personer igen næste dag, næste uge, næste måned. Men en del af bandestrategien er, at vi oparbejder netværk ude i området og får de informationer, vi har behov for. Vi arbejder også med en anonym tip-linje, hvor man kan anmelde ting uden at lægge navn til. Det er en del af vores bandestrategi: At skabe nye kanaler og samarbejdsflader.”

CIVICA-direktør Jens Pilholm oplever det som om, at I næsten har opgivet den del af Vollsmose.

”Det er i hvert fald ikke rigtigt. Vi har været igennem en større reorganisering på Fyn, hvor vi har nedlagt alle lokalpolitistationerne. Den eneste, vi har valgt at beholde, er netop den i Vollsmose.”

Og fastholder I også bemandingen?

”Ja, men det er lidt forskelligt, hvor mange folk vi har derude. Det afhænger blandt andet af årstiden. Så set i forhold til, hvor hårdt pressede vi er, så er det faktisk en opprioritering af Vollsmose, at vi har bibeholdt den funktion uændret, mens vi opruster diverse andre subindsatser.”

Og så peger politidirektøren på samarbejde som en væsentlig forudsætning for at løse situationen:

”Hvis vi skal det her til livs, så handler det om, at alle står sammen. Det handler om Odense Kommune, SKAT, arbejdsformidlingen, politiet, boligforeningen og de gode borgere i området, som gerne gør en indsats for at få ro i området, og som – selv om det er svært – gerne vil hjælpe og arbejde sammen med både politi og boligselskab. Og jeg vil gerne rose Jens Pilholm for at gå i så aktivt samarbejde med os.”

Om skribenten

Fik du

læst disse?

Oversigt Kbh BL-direktør: Der er brug for tryghed om ejendomsvurderingerne
Notech Ude Ålegræs i vinduerne: Beboere får bæredygtig isolering
Stinewadskaermunch01 Stine bygger bro og får flere udsatte børn og unge ind i foreningslivet
BL 04994 Ny BL-rapport: Flere vil bidrage til fællesskabet, men ved ikke hvordan
DSF9561 Ny hjemløsereform skal afskaffe langvarig hjemløshed
Se alle artikler ( 2956 )

0

Læseliste